Snestorm

Har man tid, så er det skønt med en snestorm. Det snebløde bakkelandskab er
til idel glæde for sanserne.
Som noget særligt er visheden om, at man ikke overraskes af uventet besøg.

Der tog vi nu fejl, den dag i februar, da snedriverne flød uden for vores
hus. hvor vi fik et kærkomment besøg.
For pludselig stod vores nabo ved køkkendøren. - Om vi skulle have noget i
Brugsen, for han kørte i traktor til Mou nu?
Alle veje var meldt lukket. Sneen føg ind over vejen og samlede sig i
driver.

Han stod der igen, efter en rum tid, med et rugbrød i hånden og erkendte, at
det var hårdt vejr.

Senere hørtes en svag banken.
Sneen havde bemægtiget sig jord og himmel nu.
Jeg gik til hoveddøren, men der var ingen. Så til køkkendøren. Ingen. Det
bankede igen. Skulle det virkelig være terrassedøren ud mod haven?

Ja, der stod Christian med en spand frø til vores fugle.
For at komme til døren havde han forceret driverne i haven - og lågen, som
er svær at lukke op i forvejen.

Intet vejr skal hindre en ung mand på firs!

Jeg vil bestemme, hvornår solen står op.

Jeg er ved at læse til vejleder. Lærer om det at vælge. Lærer at hjælpe andre til at foretage valg.

Der er forskellige teorier og modeller at støtte sig til. Det handler om at beskrive sin aktuelle situation, formulere sin ønskesituation, udtænke veje til at opnå ønskesituationen og så beslutte sig for, hvilke handlinger man vil starte med.

Når jeg læser, bliver jeg klogere. På mig selv. På mit arbejde. Men jeg bliver også usikker. Er jeg god nok, er jeg overhovedet egnet? Jeg kan huske alle mulige vejledningssituationer, hvor jeg har grebet det forkert an.

Og jeg kommer til at tænke på om en, der altid er i tvivl, bør vejlede andre.

Jeg kan da godt beskrive, hvordan min situation er. Beskrive hvordan jeg gerne ville have at det var. På en god dag kan jeg også se noget af det, jeg selv kan gøre for at opfylde ønskerne. Men jeg synes, at det så urimeligt at jeg er nødt til at handle. Så vil jeg hellere sidde i sofaen med en god bog og en kop kaffe.

Og dét kan jeg jo bare gøre.

jens

Efterårsdag

Det er en
perfekt aften oven på
en god dag.
Sådan en dag, som jeg må skrive om for at
huske mig selv på, at den var der:

Først og fremmest har gigtsmerterne ikke
været urimelige.
En god ro og tilfredshed med at være til
har haft tag i mig.

Stille og lunt er det, let diset og lunt. Det lune afbrudt af
skarpt koldt ved friske vindstrejf.. Vejr som jeg
godt kan lide det.
Der er varme på apparaterne i hele huset. Jeg kan sætte mig
uden at pakke mig ind i tæpper.

Hvad gik dagen med?
Køkkenet blev ordnet. Bordet i køkkenet fik sæbe og er ryddeligt.
En veninde ringede og snakkede i mindst en time.

En anden ringede.
Derefter et sent middagshvil.
Støvsugede i køkkenet. Nussede lidt på terrassen, tog
dugen ind fra sommeren.
Gav Snoopy snor på og lod den trække mig hen til Karin,
hvor jeg plukkede blomster i hendes have.

. Ved 18-tiden kom Jens og blev en times tid. Jeg så
"Sagen genåbnet".
Den dag gik som så mange andre. Men den var altså bedre.

Tal som trøst

Jeg er glad for tal og talrækker.

Jeg har mest respekt for 1-tallet, uden det var de andre ikke. Men ellers holder jeg af alle tælletallene. Jeg synes, jeg kan huske glæden, da jeg første gang oplevede, at de kunne deles i to familier; de lige og de ulige. De lige kunne deles, de var delelige. De andre ikke. Senere oplevede jeg jo at det kunne de jo, i hvert fald nogen af dem. Bare ikke med 2. Da de halve dukkede op kunne pludselig alle tallene halveres, og var stadig pæne. Jeg lærte at de kunne fordobles. En blev til to og to til fire, 2 i n'te. Den lille tabel. Kvadrattallene, x i anden. Efterfulgt af x i n'te.

Det var stort at møde trekantstallene, 1, 1+2, 1+2+3,… og fakultet 1, 1·2, 1·2·3,… og fibotallene opkaldt efter Fibonacci: 1, 1, 2, 3, 5, 8,… I en klasse for sig selv er primtallene, svære at få styr på. Men uundværlige, når de andre skal parteres.

Når hovedet er fyldt til randen af tårefremkaldende selvmodsigelser eller lignende tyer jeg til mine tal.