Nye vinde rører på sig

Nye vinde begynder at røre på sig. 

Nyt uddannelsestrin, nyt arbejde, ny bolig.

Jeg kan genkende en nervøsitet, jeg har oplevet tidligere, lige før et skifte. Den er ikke faretruende, nervøsiteten, den minder mig bare om at jeg skal møde en udfordring, som kan blive svær.

Jeg skal møde en masse nye mennesker, og lære dem at kende. Jeg skal møde en masse ny viden og lære den at kende. Både på studiet, hvor jeg skal tage fag to dage om ugen på forskellige hold. Og på arbejdet, hvor jeg skal… ja, jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal endnu, men jeg begynder på fredag.

I mellemtiden har jeg svinget mellem at holde fri og prøve at lade være med at holde fri. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at jeg godt måtte holde helt fri og gå rundt i nattøj. Og jeg er stadig ikke sikker på at jeg måtte.

Det er også en velkendt fornemmelse, og noget som mange siger. Når man er studerende, har man aldrig fri. Men det gælder nok også alle mulige andre mennesker, forskellen er bare at indtil videre vil det jeg skal præstere med være viden, så jo mere jeg har, jo bedre, måske?

Jeg ville gerne have læst en masse uden for pensum og indenfor pensum og deltaget i et hav af politiske møder. Det gik ikke. Og det skulle det i grunden nok heller ikke.

Det var godt for mig at blive mindet om at jeg ikke er færdig med at øve mig i det stabile liv, som jeg stræber efter. Jeg har været meget mere stresset og utidig i mine fire ugers “ferie”, end jeg var mens jeg tog fag i efteråret. Det store tomme lærred af potentielle aktiviteter blev lidt for overvældende.

Men jeg har da læst lidt. Fx har jeg genlæst en roman, som jeg stødte på for måske 8 år siden, af Jeffrey Eugenides. Middlesex, hedder bogen. Jeg har givet mor Bryllupsintrigen af samme forfatter. Middlesex er en familiekrønike, hvis fokuspunkt er en intersexperson, som opdrages som pige, men i puberteten finder man ud af, at hun har XY-kromosom og har testikulært væv i stedet for æggestokke. 

Jeg prøver at genskabe, hvad jeg oplevede da jeg læste den første gang og ikke kendte spor til LGBTQIA-fænomener. Det er svært. Men det kan ikke holde op med at interessere mig. Man estimerer at 1 ud af 1000 fødes med den ene eller anden form for flertydige kønskarakteristika. Lægens skøn afgør så hvilke karakteristika, der er mest fremtrædende og dermed hvilket køn spædbarnet skal have. Så bliver de behandlet kirurgisk og medicinsk. Jeg skal vide noget mere før jeg er klar til at mene noget helt fast, men jeg kan nok godt mærke hvor det bærer hen. 

Jeg nyder søndagen selvom der er arbejdsdag i morgen, mere endnu om kognitiv dissonans

Det der med kognitiv dissonans, placering af skyld og hvad man gør eller selv kan gøre for at justere på ubehaget vil nok være baggrundstapet her for en tid. Måske mest i forhold til de opgaver jeg har på jobbet. Regler og retningslinjer der skal følges, forhold jeg skal leve med, indbyggede dumheder som ikke bare kan ændres.

I denne uge deltog en del af mine tidligere kolleger, medarbejdere, i et dagsarrangement på min arbejdsplads. De fleste har jeg set flere gange siden jeg forlod dem for 2 år siden, men jeg mærkede denne gang, at jeg er kommet på god afstand af den mentale tilstand, jeg var i da jeg forlod dem. I det mindste igennem et par år oplevede jeg det, som jeg nu vil kalde kognitiv dissonans, ved at skulle være noget, jeg ikke var. Udfylde en rolle, som ikke var mig. Bevares, der var sider ved jobbet, som jeg lykkedes nogenlunde med, der var sider ved jobbet, som jeg trivedes med. Men grundlæggende fik jeg lagt for meget af "mig selv" til side, jobsiden tog sig meget af mig, at jeg ofte ikke kunne slippe den.

Jeg beundrer ofte mennesker, som er så dedikerede at job og liv smelter sammen. Mennesker som er så fordybede i et emne, en opgave, at de nærmest er i konstant flow. Sådan ville jeg også gerne have det. Jeg har hverken fundet eller opfundet det job endnu. Og må altså leve med at have et job med indbygget kognitiv dissonans.

Som sagt oplevede jeg i sidste uge, at jeg er kommet i god afstand til den tilstand af kognitiv dissonans og deraf følgende stress, jeg var forlod mine tidligere kolleger i. Det var fint at opleve mig selv ikke-påtaget-afslappet i deres selskab. En anden ting jeg så klart i den forløbne uge, var at jeg ikke skal opsøge en mellemlederfunktion igen. De fleste mellemledere, jeg oplever, har en større opgaveportefølje end de kan honorere. Det ville i mit tilfælde føre til ubehag.

I de år var fredag eftermiddag den bedste tid på ugen. Når vi landede hjemme - eller endnu bedre i campingvognen - var der lige et par timer, en halv dag, hvor jeg oplevede at være i en tilstand af afslappethed, frihed. Måske var det en indbildt lomme af tid uden kognitiv dissonans. Pointen er, at sådan har jeg det ofte nu. Ro. Rolig puls. At lave ingenting uden at mærke den der dunken i ørerne. Læse en bog uden at blive afledt. Løbe en tur uden at skulle skynde sig hjem. Nyde hele søndagen, selvom jeg skal på arbejde i morgen.

Mere om kognitiv dissonans

I den anden Harrari-bog Sapiens, skriver Yuval Noah Harrari på side 175:
"Kognitiv dissonans bliver ofte betragtet som en fejl ved den menneskelige psyke. Men faktisk er det et livsvigtigt fortrin. Hvis mennesker ikke havde været i stand til at rumme modstridende trosretninger og værdier, ville det sandsynligvis have været umuligt at etablere og vedligeholde nogen form for menneskelig kultur."
Lige ovenover bruger han de liberale værdier frihed og lighed som eksempler. De er modstridende, fordi min frihed til at være herre over dig umuliggør en lighed mellem os. Det eksempel kan selvfølgelig tages fra andre vinkler, men viser hvordan jeg godt kan tro på to ting på samme tid. Så må jeg prøve at dele sol og vind lige, og være så fri som jeg kan uden at skære ned på ligheden.

En lidt tilsvarende problematik har optaget mig for nylig, nemlig spørgsmål som ytringsfrihed. Det er et ømt emne, som kan få højreradikale stemmer i stødet, fordi de i ytringsfrihedens navn vil have lov at sige hvad som helst. Også grimme ting som andre. Og fordi det ikke er populært at prøve at indskrænke privilegerede personers frihed.

Men jeg har fundet et svar som giver mening for mig hos mine venstreorienterede youtubere.
Svaret er, at ytringer som begrænser andres frihed ikke hører ind under ytringsFRIHED, fordi den netop begrænser andres frihed eller sikkerhed. Et eksempel kunne være, at man har lyst til at sige at personer af andre racer (indsæt selv skældsord) burde sendes hen hvor pebret gror, fordi de er underlegne/fremmede/kriminelle/farlige. Hvis man vil sige det et offentligt sted og selv bærer en masse af majoritetens privilegier, kan det være farligt for en der hører til i nævnte gruppe at tale imod. Måske kan han få et par på hovedet eller blive skældt ud eller blive bedt om at stå af bussen.
Endnu værre hvis en magtfuld person, en præsident, fx, siger sådan, og dermed gør det farligere for store befolkningsgrupper at gå frit rundt.

Det er måske lidt langt forklaret, og dem på youtube gør det nok bedre, men det gav bare så god mening for mig. Og det betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan tale om problemer mellem befolkningsgrupper, man skal bare helst ikke gøre det på en måde, som tavsgør andre.

En sidste youtube-pointe: Det er ikke min skyld at jeg lever i dissonans. Det er mig der skal leve med det, men når skellet er så langt mellem det jeg tror på og de handlinger jeg finder mulige at gøre, er det ikke fordi jeg er dum eller uansvarlig. Der er ingen etiske forbrugsvarer, men forbruget er uundgåeligt endnu. Og jeg vil gerne hjælpe med at begrænse det, men det er ikke mig selv der er skyld i dissonansen. Den bor i systemet. Og skal jeg tro Harrari kan jeg ikke ønske af slippe af med den. Men. Gabet måtte godt være lidt mindre, synes jeg.

Nåh, det er derfor jeg har det underligt...

Så er det søndag. Om søndagen, senest om søndagen, skal Sarah eller jeg have leveret en blog om noget, der optager os. Det føles nogen gange som lektier. Det er sådan set ok, at det kan føles som lektier, hvis vi er enige om, at "Del en tanke" fortsat er godt sted at dele tanker, et godt sted at dokumentere at vi faktisk tænker tanker og at det her sted er godt for os.

Jeg læser Politiken. Dvs. jeg blader den igennem og stopper kun op, hvis der er noget der ser spændende ud. Jeg har ikke betalt af avisen, den er allerede læst når jeg får den. Så jeg føler mig ikke forpligtet til at suge al næring ud af avisen. Jeg blader den igennem, læser lidt her og læser lidt der og håber så at jeg kan læse den lille kryds og den mellemste soduko. TV-programmet interesserer mig ikke. Vi caster det meste af det vi ser forskudt.

I denne uge faldt jeg over følgende i en artikel om Facebook (ikke vigtigt lige nu): Der findes et begreb inden for socialpsykologien, som måske indrammer følelsen meget godt, nemlig kognitiv dissonans. Det optræder som en indre ubalance, når en person handler i strid med sine værdier, og kan føles som ubehag. Bortforklaring vil være en typisk måde at undgå det på. 

Det lød genkendeligt. På en måde dejligt, at det er så ofte forekommende, at der er nogen der har givet det et navn. Kognitiv dissonans. Jeg slog det op flere steder og eksemplerne på handlinger, der kan føre til kognitiv dissonans var meget forskellige. Jeg kunne straks få det til at rime med mine år som mellemleder i det offentlige. Noget af det jeg syntes var hårdt ved det, var jo netop de "nødvendige" handlinger, som jeg var tvunget til at foretage, hvis jeg ville blive i jobbet. Jeg er klar over, at jeg nok også har mærket en del kognitiv dissonans i mit private liv, i mit fritidsliv. Det var bare ikke det jeg lige kom på.

Det mest interessante er, er hvordan vi undgår ubehaget. Som citatet foreslår, er bortforklaring en typisk måde at undgå ubehaget på. Der er i virkeligheden 2 veje til at undgå ubehaget. Den ene er at lade være med at begå de handlinger, der strider mod dine værdier, dine holdninger, din tro. Den anden er at justere dine værdier, dine holdninger, din tro - som citatet foreslår: lav en bortforklaring. Enten en, som bare gælder denne ene handling, eller en gennemgribende, der justerer dine værdier.

Jeg er ved at læse Yuval Noah Hararis bog "Homo deus", hvori han blandt andet fortæller, at vi har haft brug for religion for at kunne leve i samfund. At vi efter religionernes død selv skal finde vores værdier - og derfor måske har lettere ved at justere dem.

Måske skal man være glad for at kunne opleve kognitiv dissonans. Det viser da at man har nogle værdier man justerer efter. Det interessante bliver så om man bruger følelsen til at justere sin handlinger, eller om man justere sin værdier efter sine lyster.