Op og ned af Strøget

Et kort besøg i København betyder, at man skal en tur på Strøget.
Så efter at have beset bænken på hjørnet af Rådhuset med et indgraveret
møllespil vender vi næsen mod Strøget.

Det vrimler med mennesker.
Fælles for mange er, at de alle næsten kun har
sans for tøjforretninger med smart tøj.
Deriblandt to teenagepiger, deres mor og bedstemor.

De pløjer sig ned igennem menneskemængden.
Der er en masse at se på af vinduer, optrædende, cafeer, spisesteder.
Det meste hænger sammen i en stor arytmisk bevægelse.
For enden af strøget, enes alle om at gå tilbage igen.
Selv bedstemor.

Det blev en anden tur. Solen stod direkte i øjnehøjde og blændede,
Sådan at alt, hvad der sås i bevægelse, var langagtige menneskeskygger på vejen.
Rytmisk og rolig stempeldans.

Besynderlig, skyggeagtig, drømmeagtig tilbagetur. Og anstrengende.

Om det var den stemningsfulde tur eller glæden over at have forceret Strøget både
frem og tilbage, der var skyld i bedstemoderens tilfredshed, kan man jo filosofere
over.

Lillefisk.

Flytterod

Det er efterår og vi er ved at flytte. Flytte fra hinanden og fra huset. Og fra haven. Fra rytmer og regler. Noget tager vi med og får det til at passe ind i de nye faktiske forhold. Dårlige vaner skulle helst ikke med.

Men det skal alle havepotterne. Vi har mange. Og jeg kører dem alle sammen i min bulede trillebør, fra rundt omkring på grunden til om foran huset. Så kan vi bedre overskue, hvad vi har og hvad der skal hvor hen. Vi har heldigvis ikke de samme favoritter.

Mens jeg kører med potterne kan jeg se Ib, vores brune kat, løbe rundt i mine øjenkroge. Men når jeg kigger, er han væk. Der er kun brune blade eller nedfaldsblommer. Han er der selvfølgelig ikke, minder jeg mig selv om. Han er flyttet. Det jeg ser, er noget andet end Ib. Jeg ser tanken om Ib. Ib, der kunne have været.

Det er ligesådan med det næsten tomme hus, vores hus og hjem, som vi er gået fra. Når vi går i det hus, så ser vi alt muligt lige der i øjenkrogen. Noget der var, og noget der kunne have været.

Faster Ries begravelse

Min onkel, Poul Aage, var enebarn og hold meget af sin mor.
Hun var en myndig stor kvinde med karakter i ansigtet og stramt opsat hår.
Da hun døde var vi mange, der sørgede, men især min onkel.

Dagen før hendes begravelse, var det trykket stemning i hjemmet.
Det var næsten ikke til at holde ud.
Min onkel afskyede begravelser, og nu gjaldt det hans elskede mor.
Mor, moster Sigrid og jeg sad initiativløse i dagligstuen, og lod onkel Poul Aage være i fred på hans kontor.
Men pludselig gik døren op, og han kom forsigtigt ind, iført begravelsesskrudet: sort tøj, hat, handsker og med salmebog, og sagde:

”Er der her, der er begravelse” -
- og efter et kort øjeblik var vi alle fire pludselig iført sørgetøjet, og vi gik rundt og hilste på usynlige personer og hinanden.

Vi græd lidt og holdt taler og så på os selv i spejlet.

Og opløste af grin og med mavesmerter af samme grund, kom tøjet senere tilbage på bøjlerne.
Vi gik udmattede og opstemte i seng, rustet til at klare morgendagens strabadser.

som hele Espergærde

Jeg har fået min lugtesans og min smagssans tilbage.
Siden jeg for 8 måneder siden stoppede med at ryge, er mit liv blevet et andet.
Alting lugter skidt eller dufter dejligt. Hele tiden er der oplevelser i min næse. Mange af oplevelserne kommer fra min nye krop. Min nye større krop. Og det er ikke altid rart. 10 % vægtforøgelse giver mere sved. Nogle dufte er fantastiske og så snuser jeg dyyyybt ind. Nogle dufte/lugte bliver hængende ligesom en tanke. Underligt.

Også smagssansen er vendt tilbage. Mad smager af mere. Kager smager af mere. Flødesovs smager af mere. Alting smager af mere, og smager det godt, så tager jeg faktisk mere. Tog jeg FØR to gange, tager jeg tre gange NU. Og før spiste jeg ALDRIG kager…

Min verden er blevet større. Og jeg med den, som sagt.

Selvom jeg løber flere gange om ugen, bliver jeg ikke mindre. Jeg tænker på Halfdans ”Min mave er så tyk og fed..” og undrer mig også over ”hvad grunden dog kan være”, medens jeg ser TV med peanuts, chips og vingummi.