Fremtiden, og hvorfor den er farlig

Jeg kan huske du engang sagde, at du stadig ikke ved hvad du vil være når du bliver stor. Du har sikkert sagt det mere end én gang.

Det er, ligesom mange af de andre af den slags tanker, både beroligende og uhyggeligt for mig at tænke på.

Når jeg skriver blog om søndagen går jeg for det meste bare og tænker på søndagsting, som du har hørt om. Bagning, løb, hverdagen.

Hverdagen er virkelig tryg for mig for tiden. Den er rytmisk, rolig. Min definition af travlt flytter sig, for jeg har nok jeg skal nå, men for tiden er de vigtigste ting sat i system, ordnede, sådan at jeg ved hvad jeg skal gøre for at nå det jeg skal. Så sætter jeg lidt ekstra tid af, og vupti. Så har jeg ikke travlt, men skal bare være i gang hele den tid jeg har sat af, og når én opgave er løst kommer den næste. Jeg nedprioriterer en masse opgaver, og når det jeg når, og har det fint med det. Men rytmen kan ikke flyttes, og hvis jeg ikke skal blive travl, skal jeg holde mig i gang. Så det har jeg travlt med at sikre sker, men det går også fint.

Altså, så længe det er hverdag.

For når jeg skal tage stilling til fremtiden, altså den mere eller mindre fjerne fremtid, kan jeg stadig gå i baglås. 

Mit system for at klare det er lidt hullet. For jeg har ladt mig selv tage nogle beslutninger for hvordan jeg skal uddanne mig og hvad jeg skal forestille mig jeg skal blive til, og så behøver jeg ikke spekulere mere over det. 

Men nogle gange skal jeg altså tænke over fremtiden, eller kommer til det uden det er med vilje.

Det er farligt, fordi jeg ofte farer vild i mine forestillinger. Jeg får lyst til at ordne alle fantasiens problemer på forhånd, og begynder at melde mig til alt muligt og søge studiejobs, så jeg kan fylde mit cv op med en masse imponerende ting. Jeg kan blive helt stresset over, hvordan jeg skal bevise over for nogen, at jeg er dygtig. 

Og det er derfor jeg ikke kan tænke over det til daglig. For når jeg skal forestille mig et eller andet mål, tænker jeg også på vejen derhen, og kan ikke få min nuværende situation, vejen og målet til at passe sammen. 

Når jeg på det seneste har forsøgt at presse for mange ting ind ved siden af planen, kan jeg se det går ud over mit humør og mine studier. En dag gik jeg til to møder efter skoletid, og fik spændingshovedpine og kunne ikke sove, og heller ikke arbejde næste dag.

Derfor kan det ikke passe sammen at jeg skal færdiggøre min uddannelse samtidig med at jeg laver en masse cv ting ved siden af inden jeg bliver færdig. Eller måske kan det, men jeg kan ikke tænke rationelt om det. Jeg bliver utryg og får hjertebanken og bliver grådlabil. For jeg er bange for at indse at jeg ikke kan klare det hele, når nu jeg ved at jeg kan klare alting. Eller i hvert fald er der mange udfordringer jeg godt kan overkomme.

Hvorfor er det så jeg alligevel skriver om det nu? Altså, fordi vi berørte emnet i telefonen for nylig. Og fordi jeg gerne vil tale med dig om det, og med alle mulige mennesker, som har erfaring og gode råd. Men jeg har brug for at komme med min tale om, hvor sårbart det er for mig, først. 

Jeg er faktisk meget glad og tilfreds i min hverdag. Men jeg er stadig bange for fremtiden.

Oplivet og inspireret

Vi har været i København. Vi havde meget på programmet, ikke for meget, men nok til at vi ikke nåede at kede os.
Afgang fra Aalborg lørdag kl. 14. Vi havde to betalende passagerer med. Fordi det er et godt tilbud til nogen uden bil. Fordi vi tror, at det er bedre for balancen, hvis vi er flere i bilen. Vi satte vore passagerer af ved Åmarken station, overleverede et pas til Kim og spiste vores kolde kartoffelsalat og hjemmebagte boller, før vi kørte de sidste 500 m op til Vivian og Isabella, som sad klar med vin og øl og sodavand og masser af slik og chips. Klar til Den store bagedyst efterfulgt af snak indtil vi faldt i søvn i stolene.

Søndag kl. 10 var vi med Vivian og Isabella til rundvisning i Operabygningen. Stor bygning, stor oplevelse. Jeg fik sådan lyst til at gå i teateret. Lisa må nok indstille sig på, at nu er det så det jeg vil. Over middag besøgte vi Sarah i den nye lejlighed. Nybagte boller bagt på surdej, cookies, kaffe og te. Lasse var der også. Superhyggelig indretning. Der osede af Sarah med planter, bøger, møbler, billeder, pynt. Der var sat hylder op. Den lille pige er ikke lille mere.

Sarah tog med til nordhavnen for at besøge Nete og Tethys (jeg må lige øve mig lidt) på Philo. Spændende at kravle om bord på båden. Der var vist meget landkrabbe over det. Vi fik kaffe og lakrids i kabyssen. Hvor de meget tydeligt trivedes. Alligevel er de på udkik (maritimt udtryk) efter en base på land. Den lille dreng er heller ikke lille mere.

Tilbage i Hvidovre havde Vivian gang i en superlækker vegetarlasagne. Ikke nok med at hun overlader os sit soveværelse, hun kokkerer selvfølgelig også uden kød, når hendes gæster er der i livet. Mens lasagnen var i ovnen blev jeg småberuset af gin og tonic. Vi drikker for lidt i det daglige, Lisa. Isabella havde bagt medaljer, så der var også dessert. Middagen blev efterfulgt af mere snak tilført Tarotkort. Igen kom vi sent i seng.

Og tidligt op. Vivian og jeg skulle på Arken for at se Van Gogh og Willumsen. Det var en stor oplevelse. Lisa skulle mødes med Mathias til byvandringssnak. Klokken 16.00 var Sarah, Lisa, Tethys, Nete og jeg atter samlede. Til havnerundfart. Tethys gav mig en 20-sidet terning. Genudsendelseslasagne mandag aften. Atter kom vi sent i seng.

Tirsdag var der bedre tid. Jeg løb en tur i Hvidovre selvom jeg ikke var på toppen. Dumt, har hostet siden. Kl. 13 samlede Vivian, Lisa og jeg Sarah og Lasse op. Jeg fik også en surdej og en avocadoplante med. Og så gik turen til Louisiana, hvortil en del andre også havde fundet vej. Spændende udstillinger om månen, maskulinitet, farver og former, arkitektur. Alle blev vist indtryksmættede. Efter at have sagt farvel til Sarah og Lasse - det bliver altid lidt trist, fordi vi ikke ved hvornår vi ses igen - kørte vi til McD på Gammel Køge Landevej. Der arbejder Isabella nemlig - og vi købte en filet o'fish at rejse hjem på. Afsked med Vivian, vores gæstfrie værtinde og afsted til opsamlingsstedet. Vi var hjemme - godt maste - lige før midnat.

Onsdag mødte jeg træt og hostende op på arbejde. Men også glad. Jeg var oplivet at samvær med børn og Vivian+Isa. Atter interesseret i det okkulte og af brødbagning. Inden jeg gik i seng onsdag havde jeg fodret Sarahs surdej og givet den en ny bolig, læst i Claus Meyers bagebog. Torsdag morgen lavede jeg en fordej med henblik på bagning fredag, rullede min terning og lod den bestemme dagens Tarotkort.

I dag er det lørdag og i aften skal jeg inden jeg går i seng bruge Sarahs surdej, når jeg forbereder dejen til søndag morgens surdejsboller.

Lederne kan jo ikke finde ud af at lede, vel

Jeg har lige været på tur med fagforeningen. Vi ankom fredag ved 3-tiden, blev installeret på værelserne, drak kaffe og begav os til foredragssalen. Her sagde arrangørerne velkommen, næstformanden i landsorganisationen sagde også dav og så var vi klar til første foredragsholder. Han har skrevet en bog om ledelse, især om dårlig ledelse og hvad dårlig ledelse kan afstedkomme. Han var en fin foredragsholder, der både kunne underholde og sige fornuftige ting - da han først havde akklimatiseret sig og mærket dagens publikum. Han holder det samme foredrag og sælger de samme bøger til andre personalegrupper også. Så både undervisere, håndværkere, sygeplejersker, rådgivere, fabriksarbejdere og alle typer ledere kan høre det samme foredrag og købe de samme tilsyneladende let læselige bøger. Han havde gode pointer, undervejs var der ting, hvor jeg tænkte: det kunne man da godt bruge til noget. Mest var jeg forundret over at den unuancerede retorik om ledere, lederne. Og så skulle der være fest.
Mens personalet forvandlede foredragssalen til en festsal, var der fri bar med god plads til snak om dagligdagen på arbejdspladsen (og om de til tider håbløse ledere) og de fleste af os nåede kun lige en truckervask før festmiddagen med rigtig god forretsbuffet, efterfulgt af rigtig fin hovedretsbuffet afsluttet med alletiders byg-din-egen-is-dessert. Vi spiste og drak en 3 timer og jeg kom til at sidde overfor nogle kolleger fra en anden afdeling. Folk jeg aldrig havde set før. Vi havde let ved at finde noget at tale om. Her blev snakken om ledelse nuanceret en anelse, men det er altså lettest at tale om de ting, hvor ledelsen kunne være bedre. Jeg står tidligt op om morgenen, så klokken 23.15 kunne jeg ikke mere.
Op kl. 7, toilette, første morgenmad kl. 07.30, vandretur til vandet, forlade værelset, aflevere nøglen, lige en kop te og en kage mere. Kl. 9 sad vi klar til 1 times oplæg fra næstformanden. Jeg havde forventet mig en pep-talk, sådan en samlende peptalk, hvor vi kunne samles om et fælles rungende JA til det fagforeningen har gang i og et klart og tydeligt NEJ til de forringelser regeringen og arbejdsgiverne har gang i. Det blev bare lunkent og uengageret og endnu engang hørte vi om, hvor dårlige ledere vi har, hvor dårlige politikere vi har. Selv da en kollega fra salen spurgte, hvad de kunne gøre for at skabe større opbakning til fagforeningen på den arbejdsplads, hvor han kom fra, kunne næstformanden kun mane sig op til noget uengageret sludder. Heldigvis var turens sidste underholdning bedre forberedt. Det handlede også om hvor galt det kan gå når lederne er så dårlige. Han var sjov en stor del af tiden, så det var til at holde til. Hovedbudskabet var vist, at kollegerne på arbejdspladserne skal blive bedre til at passe på hinanden.
Jeg havde en rigtig fin tur. Dejligt at være afsted med kolleger. Nu kender jeg nogle flere, flere kender mig. De er mindre fremmede for mig. Alligevel synes jeg, at det er en lidt flad fornemmelse. Jeg hørte ikke noget, jeg ikke havde hørt før. Dertil kommer at det var forstemmende at mine repræsentanter, mine talerør, delte sådant et stereotypt billede af ledere. Når vi generaliserer og taler grimt om lederne, når vi glemmer nuancerne (vi kunne tale om nogle leder eller i hvert fald reducere det til de fleste ledere) så kommer vi til at agere i forhold til vores ledere, som om de er onde/uduelige/magtliderlige/uempatiske/etc... og så er vi faktisk selv med til at skabe de ledere, vi helst er fri for.
Det må jeg hellere få sagt til mine fagforeningsledere en dag.