Atter søndag

Søndag er stadig hellig. Rugbrødet står i ovnen, jeg har lige været i bad efter min løbetur og om lidt kommer Anne Martha på besøg. Hende har jeg ikke set længe, men fik pludselig besked om at hun var i byen og ville komme forbi.

Denne uge har været sådan en uge, hvor jeg næsten ikke har været hjemme. Jeg har ikke haft så mange af den slags uger de sidste par år, så jeg er glad for at jeg godt kan klare det.
Jeg har lavet hyggelige ting om aftenen. Dagene er som de skal være. Op lille Hans og gå i skole. Slag i slag. Men aftnerne er mere frie eller uforudsigelige. Jeg har været kulturel: teatertur - Shakespare - og oplæsning med Madam Nielsen og Theis Ørntoft. Social: Magic aften med Lasse og drengene, middag hos Lasses moster. Dejligt.
Når jeg er så lidt hjemme, er jeg meget sjældent glad for at se Amalie, hvis hun tilfældigvis også er hjemme. Hun har haft fri de sidste par uger, og jeg har nok været lidt misundelig, for jeg har i hvert fald synes hun var irriterende. Det er hun nok ikke særlig meget når det kommer til stykket, men det kunne jo være skønt hvis hun klarede både sine og mine pligter, nu hvor hun har fri. Jeg tror nok ikke jeg ville tænkte det samme, hvis det var mig der havde fri i fjorten dage…

Og så var jeg afsted hele dagen i går også, på “uddannelsesdag” med Red Barnet Ungdom. Det var dråben. 5 arbejdsdage inkl aftensprogram og så lige en dag mere. Så vidste jeg at i dag skulle være hellig, selvom jeg fik tilbud om at være barnepige. Det afslog jeg.

I stedet for startede jeg søndagen med at gå tidligt i seng lørdag. Lasse blev oppe lidt længere som han plejer. Og så stod han tidligt op som han plejer, og når jeg vågner længe efter skal han komme og snakke med mig indtil jeg langsomt bliver klar til at komme op og få morgenmad. Så cyklede jeg langsomt hjem til mig selv og satte rugbrød over at hæve. De hæver langsomt.
Og jeg har gjort rent og spist lidt frokost og handlet ind og plukket blomster og persille og rippet en solsikke for frø. Altsammen ganske langsomt, mens jeg hører lidt musik eller radio eller podcast eller børnemusik hos overboen.

Og så har jeg altså været ude og løbe langsomt, taget et hurtigt bad og venter på Anne Martha. Heldigvis har Amalie ikke været hjemme i dag, det havde gjort dagen helt anderledes. Jeg har holdt helligdagen hellig og stille og lige efter min opskrift. Så er jeg klar til en ny uge, som starter med en dag, hvor jeg tager afsted tidligt og kommer sent hjem. Glæder mig til søndag.

Heldigvis har jeg hørt om gentagelse på kalenderen

Det er så øv. Øv øv og træls. Tæt på pinligt. Men nu har jeg sat kalender til at huske mig på det hver søndag kl. 10.00.

Jeg har selvfølgelig en ret god undskyldning for at have svedt det ud denne søndag. Jeg har tilgivet mig selv. Du er en travl mand, med meget store ansvar. Skidt pyt, det er jo bare en blog. Med en læser, hvis hun husker det.

For det er det jeg er mest træt af. Sarah har lavet en fed blog om, hvordan hun er kommet i god rytme med at løbe. Hvad der motiverer hende og hvad hun helst vil have løb handler om. Hun er glad for de løbeture hun får løbet. Går sig kloge tanker - også om de tanker hun her. En rigtig Sarah-blog. Som inspirerer, glæder. Og jeg har bare ladet den ligge i 10 dage. Vi har en aftale om, at vi ikke behøver kommentere hinandens blog, men jeg har da en forventning om, at Sarah læser dem, jeg skriver. Altså man skal jo have en målgruppe, ikke mindst når man skrive på nettet. Du er altså min målgruppe - og du må vel også forestille dig, at jeg i det mindste læser din. Selvom bloggen har form som en offentlig dagbog, tænker jeg i hvert fald lidt mere over, hvordan jeg skriver hvad her på siden, end jeg gør i min dagbog.

Men altså, jeg har det skidt med at have glemt at læse og med at have glemt at skrive. Der har ellers været spændende emner nok siden jeg sidst havde ordet. Denne gang vil jeg nøjes med at orientere om, at jeg nu har sat min kalender til at minde mig om - hver søndag kl. 10 - at jeg faktisk er medejer af en blog, der udkommer EN GANG OM UGEN.

Løbetræning og kloge apps

Jeg er begyndt at løbetræne. Og som mange andre der begynder på noget nyt, har jeg lyst til at tale om det. Det er dejligt! Jeg bliver hurtigere og stærkere og i bedre form, og der bliver kortere og kortere fra tanke til handling.
Jeg har spekuleret på en mental bank, som indeholder en vis mængde energi til at gøre det der man ikke lige orker. Men i grunden er det ikke en bank, for det er egentlig en muskel, som man kan træne. Sådan at jo oftere, det lykkes at gøre det, som er bedst at gøre, selvom man ikke lige sådan gider, jo lettere bliver det. En dag bliver det måske endda en vane.
Ligesom at børste tænder. Man gør det for det meste uden at tænke over det, men en gang i mellem orker man ikke, og så er det jo i orden.
Og for tiden synes jeg jeg får trænet min orke-muskel på en meget fin måde. For ligesom med muskeltræning er det vigtigt at hvile, så jeg passer dagene fra jeg vågner om morgenen, holder masser af pauser og arbejder en masse, og så bliver jeg træt når jeg kommer hjem. Og en gang i mellem vasker jeg tøj og vasker op og den slags. Men de sidste fem uger har jeg løbet tre gange om ugen, nogle gange fire, og det er næsten uden at spørge, om hvad jeg lige synes når tiden kommer. Viljen bliver stærk, og jeg bliver pavestolt hver gang jeg “klarer det”.
Jeg har også opdaget at min holdning og min virkelighed har stødt sammen i forbindelse med min lille løbepraksis. For jeg mener, at træning skal handle om at mærke sin krop og være nærværende og nyde øjeblikkene, og at motivation godt kan findes i det indre fremfor i det ydre.
Men. Jeg løber med løbeapp. To faktisk. Den ene er en intervaltræner, som lover at med tre træninger om ugen i otte uger kan jeg komme til at løbe 5 kilometer. I høretelefonerne siger den “Begin running” eller “You are half way” og “One minute left”. Så behøver jeg ikke mærke efter hvornår jeg er træt, for det ved min app.
Den anden app fortæller mig hvor langt jeg har løbet og om jeg er hurtigere end jeg har været tidligere. Det er fedt. Nogle gange slår jeg min egen rekord. Jeg kan fx løbe 1 km på 6:10 minutter, og jeg aner ikke om det er hurtigt eller langsomt, men at det er hurtigere end appen har set mig være nogensinde før.
Det er helt vildt motiverende, selvom jeg gerne ville være klogere end maskinerne og appudviklerne og de kognitive psykologer som ved, at det er en psykisk godbid, at appen siger “Congratulations” når jeg har gennemført min træning.
Men jeg er også lidt klogere. For jeg synes nemlig både det er fedt at appsene synes jeg er dygtig, men jeg synes faktisk også bare det er dejligt. Det er rart at have arbejdet, rart at være god ved mig selv, rart at være forpustet, rart at give lidt mere, rart at mine ben er stærke. Så vi vinder alle sammen. Mig og min krop og min orke-muskel og begge mine apps.

Om “De otte bjerge” af Paolo Cognetti

Vi var jo på interrail i sommerferien i år og var egentlig så opløftede af den tur, at vi straks begyndte at overveje, hvor vi skal på tage hen med tog til næste år. Det blev Italien. Så jeg er gået i gang med at læse italiens historie og opsøge italienske forfatter, der er oversat til dansk. Bare sådan lige for at komme i stemning.

Meget af det jeg læser, giver mig en opfattelse af, at der er ret stor forskel på hvordan italienere  på den ene side og danskere/tyskere/franskmænd/englændere/… forholder sig til det at være en del af et samfund. Kort fortalt er den fortælling, jeg møder, at den gennemsnitlige italienere er super kortsynet. Det er “mig og min familie” 100 gange før resten af samfundet.

I “De otte bjerge” møder vi dette grundsyn i udkanten af historien, men hovedhistorien og de “dramaer”, der udspiller sig, har jeg let ved at koble mig på.

Der er hovedhistorien om forældrene, der efter flere års fravær fra søger mod bjergene. Livet i bjergene, for farens vedkommende vandreture mod højderne. Sønnen, der også kommer til at elske livet på bjerget.

Der er historien om sønnen, der i 20-års-alderen vælger sine forældre og især sin far fra. Ønsker ikke længere at vandre med sin far. Taler nærmest ikke med faren i 10 år. Faren dør. Sønnen grubler og når til sidst frem til en forståelse med sin afdøde far. Fortryder sin afstandtagen, tilgiver sig selv.

Og så er der fortællingen om de 8 bjerge, der handler om at de 8 bjerge pænt fordelt på en cirkel med det store bjerg i midten. Nogle mennesker bruger livet på at bestige de 8 bjerge i jagten på udsyn og visdom - måske leder de efter deres store bjerg. Andre mennesker lever bare på det store bjerg.

Det er nok bedre beskrevet i bogen, men jeg forstår det sådan, at dem, der rejser rundt på de der bjerge, går glip af den ro det giver, at indse/acceptere, at man kan gøre sit eget bjerg til bjerget i midten.

Miljø og miljø

Hvis man taler om underbevidstheden, kommer den op til overfladen, og holder op med at være underbevidst. Det samme gælder om miljøet, hvis man forstår ordet i den brede forstand: det omgivende, baggrundssættende.

Når jeg læser i forbindelse med mit projekt, braser tankerne fra forskellige arenaer hele tiden sammen. Der er spørgsmålet om hvordan projektet skal gribes an, hvordan analysen skal struktureres og indholdet bearbejdes. Men meget af materialet handler om hvordan man kan forstå klima, miljø, natur, individualitet eller holisme, og så bliver det hele rodet for mig.

Jeg er ikke kommet så langt endnu, men jeg har fundet en filosof-agtig type jeg godt kan lide. Han hedder Timothy Morton og skriver om noget, som har fået navnet dark ecology. Flot, ikke? Det er et dunkelt, mystisk navn, som vistnok også dækker over et dunkelt koncept. Den del af hans tanker som er lettest og sværest at forstå er ideen om the mesh. Mesh betyder noget med netværk, og hos Morton betyder det at alting (altså alt!) er forbundet i komplekse, uendelige tråde, og at alting på den måde indvirker på hinanden uendeligt. Hvilket jo er nemt at forstå som abstraktion, men de konkrete konsekvenser er uoverskuelige. 

Det andet som gælder for the mesh er, at ingen og intet kan stå øverst i netværket. Derfor må mennesker holde op med at se på sig selv som dirigenter, som skal forstå og løse alting, men i stedet som en del af et netværk, hvor alting (også du!) påvirkes og påvirker hinanden. 

Problemet er, at man måske så fristes til helt at holde op med at arbejde for klimavenlige løsninger, men det er en misforståelse. Vi skal i stedet starte med at forstå at ingenting opstår af ingenting, og at alting ender et sted. Vi behøver måske ikke kende alle kemiske processer for at regne ud, at mere skrald giver flere problemer.

Og på den måde kan jeg altså ikke skille tingene ad. Det handler slet ikke kun om litteratur længere, men i bedste fald om hvordan litteraturen kan få os til at tænke på nye måder, som i endnu bedre fald kan få os til at handle på mere bæredygtig vis. Miljøet findes kun så længe det er i baggrunden, men jeg ved stadig ikke hvor miljøet forsvinder hen når vi tænker på det.