Misundelse er en grim ting

Forleden besøgte jeg en mand, der har det lige som han vil have det.

Han bor i det mest fantastiske hus. Dejlig entre, dejligt køkken, dejlig spisestue, mange dejlige stuer, rum nok til alle og to badeværelser. Huset har han indrettet og udsmykket sammen med sin dejlige kone (som – ser du ud til – holder af ham). Der er billeder overalt og rariteter overalt og tæpper på gulvene.

Udenfor har han bygget udhuse til høns, heste, brænde, tomater, biler og havkajakker. Den sidste bygning er glas- og keramikværksted, træværksted, tøjforretning. Her er også plads til pulter. Det er det eneste rod jeg ser – det er der også orden i.

De har hund og katte, de har heste og høns. De har to kloge og kønne piger, der både er flyttet hjemmefra og kan klare sig selv. De har det som de vil have det og trives i hinandens selskab. Deres hjem er gæstfrit. De kan, hvad de vil. Og det gør de. Endda ordentligt.

Misundelse kan føre til alt muligt skidt, der ender med at ramme en selv, men…
… hvad hedder det så?

juleaften i 50`erne

Livlig juleaften
Omkring bordet sad forældrene med fem børn, bedsteforældre og mor og mig.
Vi spiste flæskesteg. Risengrøden skjulte kun een mandel.. Maden smagte vidunderligt, men mandelgaven gav altid anledning til strid mellem børnene.
Efter maden blev vi lukket ind i musikrummet. I den dybe lænestol sad bedstefaren klar til at
fortælle juleeventyr for os. Men inden længe åbnedes den store fløjdør ind til det tændte juletræ.
Så skønt!
Så gik vi omkring juletræet og sang mange julesange og faren spillede til på flyglet.
Og så var der mange gaver under juletræet, der skulle fordeles.

Stille juleaften:
Efter julemaden satte min morfar, mormor, moster, onkel og mor og mig os i dagligstuen..
Det meget lille juletræ stod på et bord ved siden af sofaen.

Vi sad og sang mange julesalmer, og morfar læste juleevangeliet.
Der blev delt gaver ud. Og vi gik tidligt hjem i seng.

Først som voksen tænker jeg rigtigt over, hvor stor forskellen var på at fejre julen skiftevis i de to hjem.

Det er fede tider. Danskerne bliver større.

Jeg har altid haft let ved at spotte de mennesker, der er for store. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor de ikke tager sig sammen. Jeg har altid vidst at jeg ikke ville blive ramt af overvægt. Men det er jeg blevet nu.

Det sidste år er jeg blevet større. Så meget at det gør ondt. I forhold til de rigtig store er jeg jo stadig en spirrevip, men efter rygestop smager alting – selv kartofler kogt uden salt – fantastisk og min vægt er forøget med mere end 10 %.

Jeg mærker min krop hele tiden. Jeg har ondt steder, jeg ikke havde ondt før. Mit tøj klemmer. Jeg synes, at jeg lugter anderledes. Selv mine luftige ideer falder til jorden.

Så nu skal det være slut. Jeg tager skeen i den anden hånd og får fingrene af fadet. Ikke mere slik og chips og sodavand. Ikke mere kage til kaffen. Ikke mere fastfood. Frugt og gulerødder i mængder. Jeg vil løbe 5 km mindst 3 gange om ugen og cykle på arbejde. Jeg vil se mig selv i spejlet.

Jeg begynder mit nye liv straks – efter nytår.

Lone Hertz, LONE HERTZ, lone hertz

Da hun kom ind lignede hun en lille ældre træt farveløs kone med et utal af fine rynker.
Men efter at hun havde haft tid foran spejlet, kom hun ind som en glad, kæk og venlig kvinde. Hun snakkede og spøgte med de cirka 60 mennesker, der spiste.

Efter en times tid er den sidste publikummer på plads.

Lone Hertz står på podiet, den smukke, slanke og vævre kvinde med langt lyst gråt hår ned ad ryggen. ”Johannes-evangeliet”, som hun skal fortælle giver dybere mening, hver gang hun fortæller den, siger hun, og hun beder os om ikke at forstyrre ved for eksempel at ”tale med”, når man kender citater, under fortællingen.

Hun venter på ro.

Så lukker hun øjnene, trækker vejret dybt ind, koncentrerer sig, og gennemgår en forvandlingsproces i sit ansigt og siger så:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.”

Efter tre en halv times forkyndelse, med en kort pause, er hendes koncentration fuldkommen og hun er blevet fuldstændig smuk.
I salen er der ro, men den er ladet med energi.

Da hun skal hjem igen er hun ikke køn, nærmest uskøn, og hun er gammel og meget træt at se på.