Besøg hospitalet

Tit har jeg sagt, at jeg aldrig ville opereres eller skæres i. Jeg ville undgå enhver form for hospitalsindlæggelse.
Men blev alligevel nødt til at blive opereret i hofterne, så jeg nu kan gå igen.

Min mand har i lang tid haft tendens til at blive dårlig, falde, svede, miste vejrtrækning,
og blive søvnig ved bilkørsel. For nylig kørte han ind i autoværnet på en motorvej. Der skete ham intet, men han tog senere til læge for at finde ud af en mulig årsag til søvnbehovet. Lægen sendte ham på sygehuset til undersøgelse.
-
Det var hjertet.
To dage efter var hjertet blevet kortlagt. Han fik opereret pacemaker ind, som
sørger for hans hjerterytme. Det var en hurtig operation. Smertefri.

Han er nu kommet hjem med meget medicin, der skal holde det hele i gang på ”naturlig” måde. Han har det fint, og efter hvad vi får at vide, så skulle han kunne leve godt og længe under de betingelser.

To dage efter operationen tog han til møde i København!

Det er vist på tide jeg ændrer mit syn på operationer.

Går vi - så går det.

Vores familie bor jo ikke på een adresse. Lisa og de unge bor i Vejgaard, jeg bor i Gudumholm. Selvom vi kommer ved hinanden og ter os ret hjemmevant, og selvom jeg er i kontakt med dem alle dagligt, så er det Lisa, som har ansvaret for Det Store Slæb, det jo er, at være forælder. Jeg kan nøjes med at være (den søde) forælder, når jeg er på besøg, eller når den ene slår teltet op ved mig.

Men vi har jo begge ansvar for, at børnene udvikler sig fornuftigt og bruger deres tid rimeligt fornuftigt. Vi vil gerne have, at de passer deres skole og gør, hvad de får besked på – altså i det store hele gør, hvad de kan for at behage deres forældre.

Er der et eller andet, der bekymrer os, tager vi det rette overtøj på, og går en tur. Derude finder vi ud af, hvordan vi gerne vil have det.. Vi får også talt om det mulige. Sætter målet et sted i mellem og planlægger fremlæggelsen.

I det daglige får vi (Lisa) det modspil, vi har fortjent. Men efter en gåtur plejer vi at få det, som vi vil have det.

P-pladskultur

Trænger man til lidt kommunikation med andre, kan man
tage til byen og parkere.
Med lidt god vilje vil jeg tro, at det altid vil være nemt
at komme i kontakt med en eller flere.
Følgende to episoder var jeg dog ikke selv herre over:

Første:
Jeg parkerede bilen og skulle til i fred og ro at forlade p-pladsen,
da freden blev brudt af en dame, som med smøg i hånd,
sprang ud af sin bil bag mig og råbte, at jeg havde taget
hendes plads. Hun brugte uskønne
ord på mig og sluttede med at sige,
at hun godt kendte min type.
Tjah! – jeg gik min vej.

Anden:
Senere på samme parkeringsplads ventede jeg
på plads, da en venlig dame
kom og viste mig, hvor der blev ledigt.
Men der var kommet en bil før mig,
som jeg lod komme til.

For jeg er en ordentlig kone.

Imens kom en mand hen og udtrykte beklagelse over,
at jeg skulle vente så længe.
- og en anden mand dukkede op, smilede og
pegede ned i hjørnet.
hvor der ville blive plads.

Med en rar fornemmelse forlod jeg denne gang stedet.
Benovet over al den venlighed.

Civilisation

Søndag eftermiddag var vi 456 mennesker samlet i Hjalleruphallen for at spille Bridge. Vi var fordelt ved 114 borde. Fordelt på 19 grupper. I løbet af eftermiddagen spillede hvert par 33 spil mod 11 forskellige par. Der var 20 minutter sat af til hver runde. 20 minutter til pause. Efter 4 timer var det slut.

Min makker og jeg havde nogle dårlige spil og nogle gode spil. Lidt flere gode end dårlige.

Mange spil er uden den store dramatik. Den rette kontrakt meldes og vindes. Nogle spil bliver store dramaer. Der er så meget der kan gå galt i meldeforløbet, spillet og modspillet. De fleste har en makker, der kunne have gjort det bedre.

Det er ærgerligt at få 9 stik, når andre, der har spillet de samme kort får 10. Det er skønt at få 10 stik, når alle andre kun får 9.

Man hilser høfligt på modstanderne ved det nye bord. Min makker og jeg giver hånd. Så spiller vi tre spil og ønsker at T Æ V E de andre så voldsomt, at de aldrig glemmer det. Og efter spillet rejser vi os og siger tak for spillet.

Med bumletoget

I 1940`erne udbrød der brand i en af Storebæltsfærgerne. Det var en tragisk begivenhed.
Antallet af eventuelt tilskadekomne husker jeg ikke,
kun at det var den færge, der hørte til i mors og min pladsbestilling
i en rejse til Odense fra København. Det har været myldretidssæson, hvor
tidlig pladsbestilling var nødvendig.
Vi tudede lidt. Vi elskede at skulle til Odense, og hvad nu?

Vi fik billet til en anden afgang, uden pladsbilletter.

Da vi i København trådte ind på perronen til persontoget med det prustende og dampende lokomotiv, var toget tæt pakket med folk, og dørene var lukkede,
Vi kunne ikke komme med.
Fortabte stod vi med vores kufferter og så på toget, der var køreklar.

Da der pludselig gled et kupevindue ned!

Et par af passagererne bad om vores kufferter og tog derefter fat i mig og trak
mig op og ind af vinduet – og bagefter mor.

Der sad vi nu inde i kupeen, fulde af taknemmelighed. Jeg husker derefter en lang togtur, hvor jeg sad på skød og prøvede at være så lidt tung som muligt. Lykkelig.