Politikere i mørket

Som så mange andre lod jeg mig irritere af den måde de folkevalgte i dagene efter valget forhandler og fordeler opgaver og ben. Det kan være svært at forestille sig at dem, som overlever sådan et cirkus, har de menneskelige egenskaber (intakt), som vi ellers sætter pris på (og som de inden valget priser sig af at være i besiddelse af). Underlig, men egentlig ikke overraskende, adfærd kan vi fra sidelinjen observere i alle retninger. Ikke kun i de partier vi ellers synes skidt om – blandt andet fordi vi ikke bryder os om deres karakter eller menneskesyn.

Man får sådan en lyst til at gøre noget ved det: fare i blækhuset, demonstrere, selv stille op, melde sig ud af samfundet, opgive at følge reglerne, snyde noget mere, lyve noget mere, rage noget mere til sig. Jeg føler mig så magtesløs, skønt jeg vel ikke burde være det.
Men jeg gør ikke noget ved det. Jeg passer mit og mine.

Og så er det også så mørkt når man kommer hjem. Det er ikke årstiden til at foretage sig en hel masse. Jeg synes at jeg er en helt, når jeg tager mig sammen og får lavet lidt varmt til aften. Jeg flader bare ud, når jeg kommer hjem klokken fem. Eller klokken seks, eller ni… Om sommeren er det jo stadig lyst, når jeg kommer hjem. Og så kan jeg arbejde indtil solen går ned, med smil på læben.

Så de er heldige – politikerne. Hvis det var sommer, så skulle I bare se mig lave ballade. Så fandt jeg mig ikke i noget.

Lyspunkt i november

Lyspunkt i november.


De få solskinsdage i en fugtig og regnfuld november er bogstavelige lyspunkter i efterårsmåneden. Energien kan få tag i en og trække en uden for i det våde løv og græs. Man går forsigtigt for ikke at glide og falde, når man altså er lokket ud.
Her kan det have sine fordele, at man ikke fik ryddet op efter sig fra sommeren. Overkommelige opgaver som at sætte redskaber inden døre, skovle de bunker af blade op i spanden, som kom til at blive liggende, da de blev fejet sammen. Få ordnet ledningen, der sættes i kontakten og tændes for at sætte liv i wc-et, -og få brændt næsten alle aviser og kasser, man har, på bålet.
Og nu man er derude, tage en rundtur i den store have for at nyde herlighederne.
Og så kan man glæde sig over, at der endnu er meget mere som ikke blev gjort færdig i sommer. Der er mere at komme derud efter på næste solbesøg.
På denne dag var det så også, at Bent fik at vide, at han højst havde 14 dage tilbage på sygehuset, og at han ville komme til at bevæge sig normalt igen.

Dartskiven er kommet op

Jeg er ved at indtage mit værksted. Reoler er rejst. Er bord er kommet ind. Sager sorteres og placeres på rette hylde, i rette kasse. Værktøj, søm, snore, ledninger, potter, maling, cykelhjelme, haveredskaber…
Jeg har – muligvis vigtigst – sat dartskiven op. Den sidder lige der på skorstenen. Centrum af skiven 178 cm over gulvet. Afstandsstregen markeret 237 cm væk. Tre pile fundet frem. Rummet er nu mit.
Skiven er ikke ny – selvom den aldrig har været brugt. Jeg havde den med, da jeg flyttede hertil. Jeg har hele tiden vidst at den skulle op. Jeg har bare ikke haft et godt sted til den før nu. Det er bare dejligt.
Jeg har spillet lidt på den. Bare en lille time pr. dag. Mit spil er rustet noget. Men det er sjovt. Og det gør det jo muligt at konstatere fremskridt.
Jeg har spillet meget dart.
Da jeg boede i et bofællesskab i Århus, satte vi en skive op i spisestuen og spillede hver eneste dag. Vi var særligt tre, der spillede. Vi var lige gode – eller lige middelmådige, men når vi spillede om penge, så vandt jeg. Så vidt jeg husker, havde jeg flere tusinde til gode, da jeg rejste – selvfølgelig penge, som jeg aldrig fik.
Tilbage i Aalborg fandt Henrik og jeg hinanden og vi kunne – sideløbende med studierne – bruge hele dage på at spille dart, eller på at rafle. Vi behøvede ikke spille om penge. Med Henrik var det nok at kæmpe om æren.
Selvom jeg hverken er god eller stabil, glæder jeg mig over at jeg kan spille igen. I mit værksted.

Den teknik

Siden Bent blev indlagt for uger siden har jeg haft kontakt med den daglige teknik. Jeg har fået afhængigheden af den at føle for alvor.
Jeg vil starte med at mindes min mobiltelefon. Fra jeg fik den for nogle år siden har den tjent mig. jeg mindes ikke de store problemer. Jeg lærte at "tage den", når den ringede, og jeg lærte selv at ringe op. Jeg kunne sms-se.
- Men den havde en tendens til at blive væk. Jeg har brugt oceaner at tid på at søge efter den. Til sidst opgav jeg og fandt den så tilfældigt under en sengezapper under vores elevationsseng. Det skete aldrig med vores gamle telefoner. Men faktisk var det ved at være på tide, at den blev skiftet ud. Den kunne til sidst ikke længere lade sig læse. Jeg skal nu have en ny, men indtil videre bruger jeg Jenses reserve. Den bruger jeg kun som samtaleanlæg. Har dog haft nogle problemer de sidste dage, fordi den spiller, når jeg ringer Bent op. Det er jeg dog blevet klar over, at det er ikke telefonens skyld, det er fordi, telefonselskabet har sat melodi ind hos flere forskellige abonnenter uden at få tilladelse.
Nåh? !

Toyotaen kunne ikke starte. I sådan et tilfælde er man på herrens mark, hvis ikke man har lidt teknisk snilde - og det har jeg ikke. Så jeg ringede til Toyota-manden, som hurtigt kom med bil med lad og det hele. Lige før han ville køre den på værksted, opdagede han ved en tilfældighed , at det var fordi gearet ikke stod på "N". Jens og Jeg og den store Toyota- mand havde alle overset denne lille detalje med den store effekt.
Samme Toyota udkom med en parkeringsbøde. Den er nemlig blevet teknificeret med et parkeringsskilt, der selv ordner det der med at vise, hvor længe man har stået parkeret.
Den var gået "ud af du", og værkstedet måtte reparere og undersøge det med bøden.

Vores dyre pillefyr strejker konstant med at fodre ovnen med piller. Sneglen kan ikke klare det.
Her blev Bent nødt til at bryde sin bestemmelse om ikke at købe olie til oliefyret. Vi har nemlig i pillefyrshandelen afhændet vores gode gamle brændefyr, som vidste, hvordan man varmer op.


Et kapitel helt for sig selv er vores tv-anlæg. Vi får flere og flere programmer, og flere og flere kanaler at have med at gøre. Her måtte jeg give op.
Men så kom Jens med en blyant og fire A4 ark og skrev med store bogstaver og letfattelig tekst hver eneste ting jeg skulle gøre, hvis jeg vil have glæde af mit fjernsyn.
Stakkels dem, der er gamle og ikke har børn.

Der er ingen magi ved teknikken. Den er bare digital.

Men når Esther rækker mig en halv bakke æg og siger, at de er ganske nylavede, ja at hønsene knapt er blevet færdig med at producere dem, så mærkes magien.