skal digte forklares?

jeg glædes fordi vagtlerne kommer
ville ikke glædes,
hvis jeg kunne bringe vagtlerne her,
når jeg har lyst
robert browning, 1864

Jeg har først læst disse linjer i den – her på siden tidligere omtalte – store orange ting ”365 digte". Et af dem der gav mening. I første omgang i den forstand, at jeg kunne ”forstå” det. Jeg kunne se det for mig. Jeg kunne undres og være med. Når nu vagtlernes komme gør mig glad (en oversættelse siger endda ler, når der kommer vagtler), hvorfor skulle de så ikke gøre mig glad, hvis jeg kunne bestemme, at nu skulle de komme? Der var noget at tænke over der. Og jeg tænkte sikkert lidt.

Tor Nørretranders har tænkt lidt mere. I bogen ”glæd dig” – som jeg fik i fødselsdagsgave af min far og mor (tak, tak, tak) – bliver digtet brugt som et billede på glædens centrale paradoks: vi glædes over overraskelser, og bruger alligevel så mange kræfter på at få kontrol.

Tor har gjort digtet større for mig. Vigtigere. Måske har jeg det med mig altid nu.

Nuet eller det flygtige?

Nuet eller det flygtige?

Kunsten er at få det almindelige til at blive noget eftertragtet. At glæde sig. More sig over egne svagheder og komiske sider. Som Benny Andersen kan gøre det i sine digte, så enhver kan forstå det.
Kunsten er at være der, hvor man er – nu, med hele sin person. At koncentrere sig og være opmærksom på tilstanden i og omkring sig i det hele taget – nu.

Det at koncentrere sig om noget bestemt, skulle kunne fjerne smerte.
Der findes litteratur og kurser, der kredser om denne livsholdning, kan man vel kalde det. At leve midt i nuet.
.
Men måske er mange ikke i stand til at tage sådan fat om livet, men som i stedet for får det sværere for sig selv ved at påtage sig en skyldfølelse over ikke at kunne.


Derfor kunne jeg måske lide nedennævnte citat, som var i avisen af Owe Wikstrøm:

”Jo mere vi krampagtigt vil bevare nuet, tiden eller vennerne, jo mere mister vi evnen til at nyde dem. Jo mere vi indser det flygtige, jo mere ser vi glæden”.

ildsjælene

Kære medlemmer af partiforeningens bestyrelse.

Skønt jeg kun har været med i kort tid – på afbud – kan jeg se at I er nogle meget aktive mennesker, der bruger en stor del af jeres fritid på at i foreningerne.

Udover at være med i denne bestyrelse, er I med i idræts-, fag-, borger- og andre lokale foreninger. I er med i menighedsråd, skolebestyrelser og med i Lokal Brugsen. I er spejdere og hegnssyn og domsmænd. Og så er der møderne partiets bestyrelser, råd og udvalg.

Jeg er forundret over alt det, I finder tid til at deltage i. Jeg beundrer jer for den energi I lægger i dette vigtige arbejde. Det er jer og jeres ligemænd, der får foreningsDanmark til at fungere.

Jeg synes næsten det gør ondt, når jeg skal forlade min stol et par gange om måneden for at være med og jeg håber ærligt talt ikke at det bliver nødvendigt at have mig med igen. Men hvis det bliver nødvendigt, vil jeg – det lover jeg – prøve at forstå bestyrelsens opgaver og deltage lidt mere aktivt i løsningen af dem.

På vej til jul 2007

Nu er det jul igen, igen, igen.
Og turene går til byen. Der købes gaver til store og små.
Mor har mest travlt. Hun suser fra arbejde og ud at købe julegaver.
Der anskaffes juletræ, der laves konfekt. Der pyntes til jul.

Alle børn glæder sig.
Og det gør de voksne også.

Og mor køber ind for bedsteforældrene, som ikke kan finde ud af
mere, hvad de ”små” skal have.

For de fleste bliver dagene for fortravlede.
Moderen siger til bedsteforældrene: ”I skal have fire ønsker klar i aften.
Jeg er nødt til at købe gaver til jer i morgen.”

Det store barnebarn siger: ”Hvordan - julestemningen? Den er ikke så god, mine klassekammerater gider ikke tage nissehuer på, de er blevet for store. Og julepynten i byen er i sort, lilla og sølv, det synes jeg, det er noget mærkeligt noget.”

Mor spørger bedstemor, hvad gaverne til børnene må koste. Bedstefar lytter og siger:
”Så meget? hvad får jeg så?”

Med de ord vedligeholder han en juletradition, som han startede for mange år siden.
Den er hos os lige så gammel som juletræet.