Dyder og klima

I forbindelse med en opgave til universitetet har jeg læst i ophavsmanden til De Undertryktes Teaters hovedværk af samme navn. Augusto Boal. Han gennemgår det antikke filosoffers syn på teater, men fokuserer mest på Aristoteles, som arbejdede med tragedier i forbindelse med hans tanker om dydighed. Det er faktisk ret spændende. Aristoteles siger en masse ting om hvad der konstituerer en tragedie, men det fængende er, at protagonistens historie skal vække empati og frygt i tilskuerne. Det, siger Boal, betyder at protagonisten skal have nogle træk, som jeg kan genkende i mig selv, og det skal være det samme træk som tilvejebringer den oprindelige succes og den tragiske undergang. Med Ødipus som eksempel betyder det, at han bliver konge fordi han er egenrådig og stolt, men det er de samme træk som gør det umuligt for ham at indse at han har slået sin far ihjel og giftet sig med min mor. Så er tragediens opgave, at få mig til at tænke, at jeg selv nogle gange kan være stolt som Ødipus, men at jeg nok bør være lidt forsigtig.

Denne oplevelse skal i bedste fald lede til at jeg lever et dydigt liv.

Eller, jeg tror han mener dydighed. Bogen er oversat fra spansk til engelsk, og Aristoteles er vel også oversat et par gange undervejs. Men på engelsk står der altså virtue.

I hvert fald er pointen at tragedier skulle bruges politisk til at få befolkningen til at blive lykkelige, og leve i retfærdighed. Dydighed leder til den højeste form for lykke, fordi den betyder “alt med måde”.

Men så var jeg i dag til Bloom-festival og høre Tor Nørretranders tale om Immanuel Kants kategoriske imperativ, som i Nørretranders’ udlægning betyder, at mennesker i etiske dilemmaer skal tænke på, hvilken af de muligheder jeg vælger i mellem, det ville være fedest hvis alle andre også valgte under samme omstændigheder. Hans pointer handlede om klima, og han sagde, at det sjove er, at når man lever på den måde, bliver man dejligt glad og tilfreds. Fordi man træffer valg, som er med til at påvirke verden i den retning man gerne vil. 

Jeg synes det passer godt sammen. Dydigheden gør én lykkelig, fordi man gør det gode, alt med måde, og det kategoriske imperativ gør én lykkelig, fordi man gør det gode man håber andre også vil gøre. På en måde rimer det også lidt på Jesus, som siger man skal gøre mod andre, som man selv ønsker det skal gøre mod én, eller sådan noget.

Måske er den store forskel hvorfor man skal gøre det. Jeg tror Aristoteles siger, at man skal være dydig, fordi man bliver lykkelig og det er godt for samfundet. Jesus siger nok pga. kærligheden, men mener måske pga Gud. Kant siger at det er pga etikken, og Nørretranders siger at det er pga. klimaet. 

Under alle omstændigheder skal vi nok gøre vores bedste.

Augusto Boal ville reformere teatret i 1970erne, fordi magthaverne har besluttet, at der er nogen der må handle og andre der ikke må. I Boals teater må alle spille, alle handle, alle mene. Fx i det, der kaldes forumteater, hvor skuespillerne spiller en scene, og bagefter spørger publikum om der var noget de burde have gjort anderledes. På den måde skal teateret ikke lære mennesker at være dydige, men lære dem at tage stilling og handle. De skal ikke undertrykkes af andre meninger om, hvad er der er det gode liv, men skabe det selv.

Jeg synes det er spændende, alt det om dyder og etik og handlekraft. Men det er virker stadig ikke helt i mig, når jeg skal træffe mine små valg hist og pist. Det ville nok være nemmere ikke at have lyst til at spise slik eller tage flyet eller se tv, hvis ikke alle andre gjorde det.

Maj, sikken måned

Sol, sol og sol. I starten af måneden var der også lidt vind. Der har været dage med regn. Overskyede dage. Men mest vil jeg huske maj for al den dejlige sol og varme - og for følgevirkningerne. Vasketøj tørrer hurtigere og man kan sidde ude at spise. Man har ret til daglige is. Folk er flinkere, mere rummelige, smilende. Folk kommer lidt ned i gear. I hvert fald gør vi.

Når vi kommer hjem, kaster vi kludene og kaster os ud på terrassen. Den der kommer hjem først kaster sig i hængekøjen. Vi går kun indenfor, når det bliver for varmt ude. Vildt afstressende. Det virker ikke mindst når vi er i campingvognen.

Og i weekenderne - dejligt lange i maj - har vi boet i campingvognen og været ude det meste af tiden.  Oftest med avisen eller en bog. Mor får farve og jeg bliver lettere forbrændt mens vi fylder os med d-vitamin og varme til koldere dage. Denne weekenden fik varmen mig endda i vandet, 17 grader i overfladen. Både lørdag og søndag.

Det er søndag og vi er hjemme igen. I morgen kommer er der overraskelsessammenskudspinsefrokost her. Kenneth har noget med, Poul og Vibeke har noget med og vi har lavet noget. Ingen ved hvad. Solskinsmaj får paraderne ned.

Jeg blev færdig med Kaspar Colling Nielsens “Det europæiske forår” i morges. Den er tæt forbundet med “Mount København” og “Den danske borgekrig 2018-24” og de er alle tre tankevækkende, skræmmende, mystiske tæt-på-nutid-fremtidsfortællinger. Personskildringerne er meget overbevisende, troværdige - skønt fremmedartede og ikke alle specielt tiltalende. KCN´s univers ligner alt for meget. Kan helt sikkert anbefales.

Om at pakke kasser ud

Da Bosse døde tog vi et par ture ud til plejehjemmet for at rydde op og dele de efterladte ting imellem os i familien. Jeg fik pakket et par kasser, som jeg fik leveret af mor og far. Tak for det. Nogle af kasserne var kun bøger, men én af dem var særlig. Og den kasse har jeg ikke villet åbne.

Indtil i går. Amalie er på weekend i Jylland og jeg var alene hjemme. Jeg havde det enormt hyggeligt med at trisse rundt uden af skulle nå noget, og jeg tømte flyttekasser på livet løs. Indtil jeg kom til den særlige kasse.

Jeg kunne ikke huske hvad der var i, og i grunden var det ikke noget særligt. Nogle æsker, et tæppe, en skitseblok. Og så den kæmpe store James Joyce-bog Ulysses i nyoversættelse, som jeg gav Bosse for to år siden til jul. Jeg ved hun har læst i den, for bogmærker er flyttet, og hun har fortalt at hun har læst i den dagligt i perioder.

Vi havde aftalt, at når hun var færdig med at læse den måtte jeg låne den. Problemet er bare, at bogmærket kun sidder en fjerdedel inde i bogen, så hun blev aldrig færdig. Det gjorde mig så forfærdelig trist til mode. Selvom jeg ved at hun i de sidste timer selv syntes hun var færdig med at leve, er det bare så svært for mig at være enig. Hun nåede ikke at læse bogen færdig.

I kassen var også cd’er. Jeg har allerede fået en hel studiesamling i klassiske musikere, som jeg nok ikke får lyttet af i løbet af det næste årti. Men i den nye sending er også rockmusik og worldmusic og alt muligt blandet, og jeg kom til at tænke på Bosse som det kulturmenneske hun var. Musik, sang, litteratur, kunst. Jeg har også fået tegne- og maleudstyr i den kasse jeg ikke har turde at åbne. Jeg er allerede i tvivl om mit minde bliver forstyrret af min beundring, men jeg siger skidt pyt. Jeg har det helt fint med at idolisere mine afdøde bedsteforældre. Men jeg har det stadig ikke fint med at de er døde. 

I bedste fald så kan disse letbrugte tegnekridt og påbegyndte litterære kæmpeværker minde mig om at bruge min tid på den måde, jeg gerne vil. Jeg kunne ønske at jeg når at læse nogle af de bøger jeg gerne vil inden tiden er gået helt med at flade ud og flade ud. Men alligevel vil jeg stadig ønske at Bosse kunne tale med mig om Ulysses, når jeg en dag tør åbne den.

Bøger og aviser

Vi skulle til konfirmation. Konfirmanden ønskede sig kun tilskud til en sprogrejse efter folkeskolen, så det fik hun. Men hun fik også en bog: "Det generøse menneske", fordi den betød så meget for os i vores lille familie dengang vi læste den allesammen for næsten 20 år siden. Så den er jeg ved at genlæse.

En hel gruppe gode viste sig til min overraskelse at være overbeviste om, at vi genfødes igen og igen. De opfordrede mig til at læse "Vandrer mod lyset", en bog fra 1918/20, der er skrevet/udgivet af manden til det medie, som har fået historie fortalt af Guds udsendte. Den har jeg lige været ved at læse.

Det har lige været sangens dag, så jeg fandt højskolesangbogen frem og konstaterede, at jeg ikke kender sangene og salmerne i den bog ret godt, så nu starter jeg alle hverdage med at læse 2-5 af disse sange/salmer i alfabetisk orden efter titel.

Min huemors datter, Mette-Line, har anbefalet en bog "Alt det lys ikke ser" af Anthony Doerr, som handler om en blind fransk pige og hendes far, og om en kvik tysk forældreløs dreng, før og under 2. verdenskrig. Jeg er kun læst 120 sider, så jeg ved jo ikke, hvordan den ender, men det er en forfatter, der forstår at skrive, som man kan se det for sig.

Kristeligt dagblad kommer om fredagen, så vi kan tage den med i campingvognen. Der er heldigvis også en kryds med. Den kommer også lørdag uden kryds. Mange artikler er gode, mange henvender sig især til troende. Men der er godt stof til læsning og eftertanke.

På mit arbejde er der adgang til Nordjyske, så jeg tager dén med hjem på hverdage. Den er fin at læse mens man laver noget andet. Der ér også artikler, som får mig til at standse op og tænke lidt.
Nåja, så skal man jo også læse Uffe Elbæks "Det næste Danmark".

Der er længe siden, at der har været så meget ro i mit liv, som der lige for tiden. Jeg har tid til at læse, jeg får noget ud af at læse. Jeg mærker kreativiteten og den tossede glæde vågne i mig igen. Tak til de der bøger.

(Jeg har altid mere på hjerte end folk har tid til at høre. Og så glemmer jeg at skrive blog i min uge! Der er ingen undskyldning, kun forklaring: Mathias kom hjem lørdag, Poul blev 70 søndag.)