Læseklub

I juni var jeg sammen med 2 kolleger fra en anden afdeling i bil til Odense for at se på uddannelsestilbud, som vi skulle lade os inspirere af. Jeg kendte ikke de to andre på forhånd, men det kom jeg til. Det viste sig, at vi havde rigeligt at tale om de 2-3 timer hver vej. Uddannelse, politik, overlappende levnedsforløb, oplevelser, holdninger, ting vi havde været og aktuelt var optagede af. Bøger. Alle tre var vi optagede af bøger. Meget havde vi alle tre læst eller kendskab til. Vi fortalte om de bøger vi netop havde læst, var ved at læse, havde planer om at læse. Og om hvad vi kendte til de forfatterskaber, de andre var så optagede af. Jeg fik i hvert 3 titler med hjem fra den tur, som jeg siden har læst. Ikke mindst Hans Kirks “Skyggespil” har jeg været utrolig glad for, fordi den fortæller historier fra en kendt geografi, giver et flot tidsbillede og giver et håb om en bedre verden, hvor vi passer bedre på hinanden.

Vi talte og vi talte der i bilen - og nåede at blive enige om, at det ville vi gerne kunne fortsætte med. Vi aftalte, at vi ville lave en læseklub på arbejdspladsen, hvor vi både mødes værker vi så havde læst hver især og kunne diskutere i fællesskab. Vi var tre, men 7 var inviterede til at deltage i det første møde i læseklubben.

Det første møde blev flyttet fra arbejdspladsen til et privathjem. Fire var vi. Vi havde læst “Gud taler ud” af Jens Blendstrup. Vi havde også læst “En mand der hedder Ove” af Fredrik Backman, men den var der ikke rigtig nogen, der gad diskutere. Det var forrygende. Bogen blev vendt og drejet grundigt, oplevelse med andre bøger blev inddraget, selv “Ove” blev der hentet paralleller fra. Vi fik diskuteret spilleregler for læseklubben; der var ikke så mange, den vigtigste var måske at vi ikke ville være mere end en ti stykker. Vi fik aftalt ny mødedato og den næste titel.

Efterfølgende har det været sjovt at møde de andre på gangene - og vide, at vi havde en god dag og udsigt til flere. Jeg glæder mig allerede.

x

Rugbrød og håb

Jeg bager rugbrød. Helst om søndagen. Det er hyggeligt og svært, og det er en stor tidslig forpligtelse, man sætter i gang, når surdejen tages ud af køleskabet. Den skal stå ude i mindst tolv timer men maks 24 timer før man bager. Så jeg skal helst være hjemme på et tidspunkt lørdag til at tage den ud. Ikke for tidligt og ikke for sent. 

Når det halve døgn er gået blander jeg dejen sammen af kerner, mel og vand (9 dl af hver), tilsætter surdej, salt og sirup og tager ny surdej fra. Så skal dejen op i to forme, og så skal det hæve.

Nogle gange hæver det i to timer, og er klar. Andre gange er det som om der ikke sker en dyt. Så venter jeg. Og går en tur ned og handler eller spiser lidt slik eller drikker en kop kaffe. Tager måske en tidlig middagslur. Men brødene er stadig ikke klar til at bage. Som regel venter jeg et øjeblik og så bager jeg dem selvom de ikke har hævet nok. 

Og så skal de bage. I mindst en time. Måske halvanden eller to, man kan ikke vide det og man kan ikke se det. For det meste går det stadig galt. Så er brødet ikke færdig og går i stykker når jeg prøver at tage det ud af formen. Så må jeg vælte det ind i formen igen og bage videre. 20 minutter mere. Jeg tager en smøg. Læser måske i en gammel avis. Reserverer en bog på biblioteket. Og før eller senere kan jeg ikke vente mere og så tager jeg brødene ud og håber at det alligevel går.

Så er jeg næsten færdig, men brødene skal køle af. Nogle gange tager jeg ud af lejligheden og lader dem køle uden mig. Når jeg så kommer tilbage skærer jeg hvert brød i tre stykker og lægger 5 stykker i fryseren og ét stykke i skabet. 

Det er hyggeligt og tidskrævende og irriterende. Og giver håb. For jeg er stadig ikke nået i mål endnu. Brødet smulrer eller er lidt tørt eller lidt klægt. Skorpen bliver så sprød at brødet går fra hinanden når jeg skærer det. Men det bliver bedre. Brød for brød. Og selvom det nogle gange smager lidt for kedeligt eller for sødt, så er det lidt bedre end det supermarkedsrugbrød jeg ellers får. Og så smager det af ideen om et brød som kan være rigtig, rigtig godt. Jeg skal bare liiiiiiiiiige lære det. 

Indtil da spiser jeg det som det er, selvom det har små fejl. Med hummus eller ost og som øllebrød. Øllebrød skal også gøres klar aftnen før, smuldres i vand, men det tager kun 5 minutter at tilberede, koges med brun farin, og 12 minutter at spise, med æble eller yoghurt på. 

Så er det hyggeligt fordi jeg selv har lavet det og fordi jeg stadig tror på at det kan blive til noget rigtig lækkert. Om 15-30 forsøg, måske. Dvs om 15-30 uger. Måske.

Et øjebliks klarsyn?

Vi har været på 3 ugers interrail i juli. Vi var mest i Kroatien (Split og Plitvice). Besøgte også Budapest, Krakow og Kolobrzeg. Interrail var en god oplevelse - selv for sådan et par på omkring de 50. Det kommer til at ske igen.
Baggrundstapet på min tur var især 4 bøger: Sapiens (en kort historie om menneskets udvikling), Imperiet (om landene og folkene i det tidligere Sovjet), Gombrich' lille verdenshistorie - og en god del af Gombrich' Kunstens historie. Plus det vi havde læst om Split på forhånd. Efterhånden blev tapetet jo pyntet med det vi lærte om stederne undervejs.

Vi læser jo noget forskelligt, selvom vi læser det samme. Vi forstår i hvert fald ikke det samme. Men jeg tænker, at alle der læser lidt om de store linjer i en hurtig verdenshistorie, må indse at vi i det store perspektiv ikke er forskellige. Os mennesker. Vi er mennesker. Vi har organiseret os forskelligt - i detaljen. Forsøger man at se det på afstand i et tidsperspektiv er vi ikke så forskellige.

Min - muligvis forkerte - erkendelse går i retning af at vi har fjernet os mere om mere fra hinanden siden midten af 1800-tallet. Vi har øje på forskelle mellem folk, som om folkene i et folk er ens. Vores måde at tale om hinandens forskellige kulturer tvinger os til at passe ind i en bestemt national kultur - og det bliver svært at forsøge at udvikle sin egen, være åben overfor andre måder.

Måske bevæger vi os i den rigtige retning. Det ser ud som, at der er ved at være international fælles forståelse af, at menneskets liv er jorden er fucked, hvis ikke vi arbejder sammen. Vi må så håbe og arbejde for i det daglige, at forståelsen fører til samarbejde. Alternativet er for skræmmende.