varm sommer

Nu er sommeren ved at smelte ned. Sådan føles det Mine hænder, fødder, arme, hår , kinder og så videre, virker som hos lille sorte Sambo, der smelter væk. Pludselig står man i sin egen sø af sved.
Det har været og er en særlig sommer. Masser af æbler på grenene. Og mirabellerne sidder tæt på deres pladser og tynger grenene ned. Der er en del nødder på vores ellers elendige nøddetræer
Masser af frugter, - og jordbær var der mange af i begyndelsen.
Dertil kommer, at vi har fået malet huset rødt – det meste i hvert fald.
Vi så den ”Den Stundesløse” i Gråbrødre teater og frøs slet ikke.
Bent og Karin inviterede på krebs og muslinger i deres drivhus i Hyldalhus. Og vi frøs ikke. Og i dag skal vi på Bakken, om en uge i Tivolirevyen. Holder vejret må vi virkelig sige, at for os var det altså ren og skær sommer.
Varm, varm sommer, både hvad angår hede som rejsefeber.
Nu kunne det blive rart med et stille køligt efterår.

Jeg glæder mig til jul

De kører rundt i baghovedet altid. Jeg justerer mit billede af verden efter, hvor jeg tror de er i verden. Hvad de er i gang med. Selvom jeg ikke har aftaler med dem, eller planer om at se dem i dag, så er de der. Jeg har et – sikkert forkert – billede af hvor de er. Og kan se dem der.

Nogle gange kører de rundt foran i hovedet. Og jeg ser nuet igennem et filter af dem. Jeg er ikke ordentlig til stede. Jeg er ved dem. Lisa, Mathias og Sarah.

Lige for tiden er det Mathias, som kravler ind i alt hvad jeg tænker. Barndom, nutid, fremtid. Glæder, sorger og potentielle glæder og sorger. Hvordan skal det gå ham uden os alle sammen ved hånden? Hvordan skal det gå os uden ham lige ved hånden?

Han flytter. Vores allesammens Mathias flytter til Sjælland. På kollegium. Hvor han skal bo. Altså bo. Spise, sove, vaske sig, læse datalogi. Og han skal selv stå for det hele. Han skal selv købe ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent… og … alt muligt. Uden os. Husker han at købe toiletpapir?

Han kan jo godt. Det ved jeg jo godt. Han kan endda rigtig godt. Men hvad så, når der er et eller andet han ikke kan? Kan han så alligevel?

Han er rejst. Selvom han ikke skal starte på studiet før 1. september, så er han rejst. Selvom han ikke har et kollegieværelse før 1. september, så er han rejst. Der er nemlig alt muligt start-sjov på universitetet, som han skal være med til. Jeg håber, det bliver sjovt.

Han rejste i går kl. 7. Med tog. Lisa kørte ham og hans pakkenelliker til toget. Og så kørte han. Væk. Til et andet liv. Uden os. Uden mig. Og han kommer sikkert aldrig hjem mere. Altså hjem til os. Hans hjem er jo der, hvor han bor.

… Vi ser ham snart alligevel. Og 10 dage! Vi skal over til ham med møbler og tøj. Jeg tror han stadig kan kende os. Snakker hans sjællandsk nu? Vil han være tålmodig med os jyder? Kommer han hjem til jul?

Jeg tror han kommer hjem til jul.

Kristinna B

Det er en af de sidste dage i skolernes sommerferie. Bent og jeg spiser morgenmad, som er opvarmede, frosne rundstykker, da Kristinna ringer, at  hun klar til at jeg kan hente hende, når ellers bedstefar er sat af ved sommerhuset engang.

Kristinna er den ene af vores børnebørn. Vores skønne børnebørn.

 

Jeg skal i teater med Bent i København og skal se lidt pæn ud. Jeg er ikke glad for den proces at skulle købe tøj. Så Bent foreslog at pigerne gik med mig.

Det ville de gerne, men jeg var ikke så vildt begejstret. Jeg forestillede mig en bytur med et par sprælske piger, som jeg skulle tale fra at købe det, de synes.

Men jeg ville jo gerne være sammen med dem, så kunne jeg tage derind selv en anden dag.

Så jeg sagde tak.

 

Kun Kristinna kunne, så det blev os alene.

 

- Nå men det var vores dag sammen. Jeg kom fra.

Kristinna er en fin og slank og blid lille kvinde -16 - år. Hun er altså så gammel, at man med en vis sikkerhed kan håbe, at hun bliver så sød så sød som hun tegner til.

Vi havde aftalt, at vi ville være sammen en hel dag uden at blive forstyrret af nogen. Vi skulle hygge og tegne og bare gøre hvad vi havde lyst til.

Det var fint i hvert fald for mig, fordi jeg blev undervist i et computerprogram, som Kristinna havde.

Vi fik ikke tegnet sådan som vi vist havde regnet med. I det hele taget havde vi måske sat forventningerne højt.

Men nu ikke mine. Jeg vil ikke glemme den dag, fordi jeg mærkede, hvor utroligt skønt det er med et barnebarn man har kærlighed og tillid til. Iagttage hendes udvikling og fine væremåde og hendes forstand. Lytte på gode råd af den unge pige. Det er slet ikke dumt. Føle at man hører sammen med hende.

DET ER SLET IKKE DUMT.

 

Og tøjet forleden. I den første forretning fandt hun straks noget tøj jeg skulle prøve. Det gjorde jeg. Det var pænt, men jeg synes vi skulle prøve andre forretninger også. Det kunne jeg have undgået, Kristinna have taget den bedste med det samme.

Så da hun lige havde lært mig at bruge en genbrugsforretning og vi havde fået noget at spise igen., hentede vi den, gik til en skrædder og fik bestilt at få lavet nogle rettelser på tøjet.

 

Ikke alene  havde hun bedre forstand på det end mig selv, men hun var også så sød.

 

Hvor kan man være dum – ikke at have optaget helt, at barnet var sådan en voksen sød pige.

 

 

Vi har det... åh åh

Når jeg kigger bare lidt uden for landets grænser eller bare lidt tilbage i tiden, må jeg konstatere at vi (i hvert fald jeg, min familie, mine naboer, mine kolleger og folk jeg ellers kender) lever som grever og baroner. Far har ofte sagt: ”Vi har det ligeså godt som landets rigeste bønder.”, eller noget lignende.

Jeg har 8 kortærmede og 8 langærmede skjorter. I indkøbskæderne bugner hylderne af madvarer. Tomater kan jeg vælge i forskellige friske udgaver og mange konserverede udgaver. Der er brød og ost, kød og mælk og grøntsager. Alle slags mel og gryn. Øl og vin. Og alt muligt andet til at putte i munden, når jeg ikke lige sidder ved spisebordet: kager, chips og slik. Og… jeg kan vælge lige det jeg har lyst til i dag.

Jeg går i seng og jeg står op – uden at være bange. Altså bange! Jeg kan være bekymret og have svært ved at falde i søvn, hvis jeg ikke lige kan overskue det jeg skal i morgen, eller hvis der er en eller anden oplevelse, der skal bearbejdes. Jeg kan bekymre mig om familien (inklusive katten Ib), om arbejdssituationen, om huset og haven (når jeg nogensinde det hele?), om … samfundsudviklingen. Men rigtig bange – for mit liv og for morgendagen – er jeg ikke.

Selvom ikke alle har det ligeså godt som mig, og selvom vores sociale sikkerhedsnet bestemt ikke giver dem, der er afhængige af hjælp, nær mit leveniveau, er jeg alligevel glad for at leve i en tid i et land, hvor der ER hjælp.

Jeg går og føler mig… taknemmelig er så stort ord for en, som ikke har et nært forhold til en gud… heldig. Jeg har det – og har vel altid haft det – bedre end de fleste. Selvom meget måske kunne være bedre, kan jeg kun sige at jeg har det … godt!
…
Krisen gør ondt. Vi har vænnet os til at normalen er, at vi får det bedre og bedre uden at skulle arbejde mere (helst mindre). Normalen er desuden langt over normalen for resten af verden. Det har vi også vænnet os til. Så krisen gør ondt. Selvfølgelig mest på dem, der bliver direkte berørt i form af arbejdsløshed og lønnedgang. Men også på alle andre, fordi vi lade os gribe af skrækken for nedtur. Influenza-A kommer belejligt, fordi vores skræk kan rette sig mod noget konkret.
…
Måske skulle vi - nu hvor de fleste er mindst indirekte berørt af krisen - se på hvordan vi fordeler vores velfærd, så dem der møder modstand i livet, får den hjælp, vi gerne selv ville have, hvis det var os, der mødte modstanden.