Vi skal ligne hinanden

Jeg kunne høre i radioen at der nu er flertal for obligatorisk idræt på alle ungdomsuddannelser. Det skal ikke længere kun være dem, som tager en almen studentereksamen, der skal tvinges til at dyrke idræt.

Der er flertal udenom regeringen for forslaget, dog forlanger DF at der skal være eksamen i faget. Formynderstaten slår til igen.

Jeg savner frihed. De unge skal i forvejen tvinges ind på de statsautoriserede uddannelsesforløb lige efter 9. klasse. De skal helst være færdig på rekordtid. Og de skal selv vælge, hvilken retning deres liv skal tage. Det er deres eget ansvar at de lykkes med det.

Der er rigtig mange som ikke får succes i først forsøg. Sådan har det altid været, men lige for tiden gør det ekstra ondt fordi vi signalerer at det burde de faktisk kunne. Det forventer vi af jer.

Og nu skal de også have idræt. Alle dem, der var lettede over at slippe for omklædningsrummets og idrætssalens nederlag, får da ekstra svært ved at tage voksenverdenens krav alvorligt.

Vi skal alle være ens. Det er så tydeligt - igen - at politikerne vil lovgive om detaljer - og allehelst for folk, som ikke ligner dem selv.

Vi skal spise sundt, dyrke sport, og diskutere tro og samfund over aftensmåltidet. Og så skal vi helst stemme socialdemokratisk.

dement i frosten

Det vejr influerer sandelig på vores liv. Det landskab jeg kigger ud på er frossent i solen, og det har "stjerner" der blinker som julekalenderne da vi var små. Vinden tager i græsser og strå, som danser som marionetfigurer i vindens tempo. Bilen vil ikke køre, hjulene bevæger sig ikke. Jeg har fået nogle råd, blandet andet at jeg skal smide aske foran hjulene. Det havde jeg selv tænkt, men nu tænkte jeg det altså med alvor. Men jeg skulle gøre det ved alle fire hjul og ikke kun ved de forreste, som jeg gjorde.
I dette kolde, kolde vejr virker vores pillefyr. Karl Peter og Jens Oluf har sammen lavet en plan så fyret bliver tilset en gang om ugen, det bliver lettet for trykket af affald. Dejligt at det virker.
Hvordan det gik med hjulene???
Jeg ved det ikke, jeg giiider snart ikke mere, men skal selvfølgelig nok få det gjort. Det er så glat, at jeg kan stå stille og tænke, at nu glider jeg og falder, hvorefter jeg falder.
Senere.
Om lidt skal jeg køre i bilen, og Jens fik gang i den i går. Så det skulle gerne lykkes for mig i dag, hvis ikke går jeg i seng og bliver der i lang, lang tid, så findes jeg ikke.
Når vejret går på tø, forsvinder marionetdukkerne, de fine og strunke dukker og viser sig i en mere slasket og blød form.
Og nu vil bilen igen ikke starte, og jeg har ringet efter hjælp.
Nu må jeg håbe at det lykkes med bloggen her.

En glad Københavner

Mathias er flyttet til Frederiksberg. Han og Kristoffer deler en lille lejlighed i stueplan med to værelser, en lille stue, et køkken og et bad. Han virkede glad da vi tog afsked med ham i lørdags kl. 18.30. Både fordi vi tog af sted, men mest fordi han var glad for sin nye boligsituation. Der er ingen tvivl om, at han også var glad for den hjælp vi (særligt Lisa) havde givet ham med indretning og rengøring.

Han var ikke specielt glad for kollegiet i Nærum. Hverken for sit værelse, kollegieboformen eller for afstanden til Datalogisk Institut. Han var mindst ligeså glad for at flytte fra kollegiet som han var glad for at flytte til Bentzonsvej – 331 m fra olde Gerdas sidste adresse i København.

Selve flytningen var triviel. Det med at flytte er jo efterhånden ren rutine. Vi hentede 3 læs i bilen, på den sidste tur medbragte vi en lånt trailer til hans seng. Lisa fik tingene på plads ligeså hurtigt som vi kunne tømme bilen. Hun fik gjort nogenlunde rent i den møblerede lejlighed. Det var stemningen omkring flytningen, der var en særlig oplevelse.

Mathias var jo tydeligvis glad for vores hjælp. Han støtter sig meget til Lisa – hun er stadig uundværlig forælder i forbindelse med alt det, han skal huske. Alt det han skal have styr på. Både Lisa og jeg er fantastiske rådgivere. Og til sidst var han mæt. Han blev klar til at flyve lidt selv igen.

Da der var nogenlunde styr på Mathias’ ting, dukkede hans bofælle Kristoffer op. Og så gik de i gang med at få nettet – det faste og det trådløse – til at fungere. Mens Lisa og jeg tog os et tiltrængt hvil i Mathias’ seng kunne vi høre de to unge mænd pludrer på computersprog i stuen inde ved siden af.

Og så var det jo lidt hyggeligt at være på Frederiksberg igen. Han vil helt sikkert trives med at have forretninger og pizzeriaerne tæt på. 3 km til DIKU, 3 km til arbejde. Jeg smiler, mens jeg skriver og tænker på vores lille store Køvenhavner.