Tro på...

Jeg er på min sædvanlige tur med Snoopy. Det er diset,
vindstille og tyst. Ingen lyde. Snoopy
lister for ikke at spolere stilheden,
fuglene har taget sig et middagshvil.
Der er kun os, - og da vi kommer hen til næste mark – er der yderligere tre heste.
De to står langt henne på marken som tavse støtter, skåret ud af helheden.
Den tredje er fremme ved os, den har vendt sig mod os og er stivnet i en bevægelse, som
da Lea vendte sig og blev til en saltstøtte.
Den studerer os, bliver ved og ved at stå der og glo på os. Måske kan en
kunstner også have foreviget den og anbragt den der.
Snoopy har sat sig på sin hale og glor igen, ubevægelig.


NU kan det ikke blive mere stille.
Vi er blevet eet med natur og hinanden,
det, der er imellem os, er en slags kit,
der holder sammen på det hele.

Sådan har jeg læst det beskrevet engang.

Jeg har behov for at rette en tak sted hen.
Til en god gud – en ond gud?
En god og en ond gud?
En skaber?
Ved det ikke, så jeg retter min tak til den energi, der råder
derude og mellem os lige nu.

Tro på mig.

Det anslås at 95% af jordens befolkning er religiøse. Tror på en gud eller på en guddommelig orden.

Jeg tror ikke. Sætter ikke min lid til en større kraft. Hverken som en kraft der kan gribe eller som en kraft der belønner mig efter jordelivet. Det er lidt synd for mig, at jeg ikke kan finde ro i et fadervor.

Nogle af de mest indædte religiøse konflikter er mellem folk, der tror næsten det samme. I Irland slås protestanter og katolikker. I Irak sker de mest brutale handlinger mellem sunnier og shiitter. De er uvenner på grund af en episode, der fandt sted 30 år efter Muhammeds død.

I Irak er situationen nu så betændt, at naboer slår hinanden ihjel, for ikke at blive slået ihjel selv. Familier tvinges ud af byer, hvor deres trosvariant er i mindretal. De må til fods søge mod nabobyer, hvor deres fortolkning af koranen er den rigtige.
Selvom jeg stadig synes det er synd for mig, er det også en lettelse ikke at tro og samtidig VIDE at min tro er den sande.

Kirkesyn

Menighedsrådet
vurderer tilstanden på kirkegården.
Alle har indtil nu ment forbløffende meget om alt.
For eksempel om den nye kantsten, som skal afløse hækken
Den er køn, pæn i størrelse, farve, beliggenhed, skårkant, form - med mere.
Mange synonymer til den samme sten. Mindst ét fra hvert medlem.

Men ikke hver gang:
Formanden for kirkeudvalget åbner nu døren ind til kapellet,
så man også kan tage det i øjesyn:

”Det var dog et kedeligt og koldt rum”,
synes A, da hun træder ind

”Neej - sikken et smukt rum”, udbryder B,
da hun kommer

A: efter en pause
”Nå, tænk, - jeg synes det er kedeligt”.

”Nej, hvor kan du dog sige det.
Det er så smukt. Proportionerne og linierne i rummet.”
.
”Der kunne godt være lidt pynt - ved det runde vindue, eksempelvis”,

”Du mener - sådan en roset?”
griner B og går ud.

A kigger sig søgende omkring og lader øjnene falder på det kønne gule murstensgulv:.
”Stenene ligger ikke ordentligt”, siger hun så stilfærdigt, at kun en tredje opfanger det, men ikke kommenterer det.

Snakken er SLUT - minsandten.


lillefisk

Kontakt

Midt i al ulykken er der også glæder.

Den første glæde er mørket. Den natsorte nat. Et næsten trykkende mættet mørke. Og lysene i mørket. På de skyfrie nattehimle kommer stjernerne meget tæt på og meget længere væk. Her bag bakken kan stjernebillederne nydes uden voldsom støj fra den store bys lys.

Den næste glæde er roen. Roen, der tillader støj at være bestemmelige lyde. Traktorer der kører forbi, mennesker der taler, døre der smækker, hunde der gør, en lastbil der startes kl. 6.45. Jeg kan høre, hvad de unge råber til hinanden oppe i skoven eller på sportspladsen bag skolen. Roen der tillader stille regn at komme til orde.

Den tredje glæde er duftene, som kan skilles fra hinanden. Der bor køer og grise her. Men også meget andet. Der er græs og maling. Og brændt birketræ. Der er nedfaldne blommer i en anden mands have. Der er duft fra de fugtige åkantplanter, som min hvide kat gemmer sig i.

Men… jeg er altså også helt vildt glad for at jeg i dag fik telefon og Internet.

Tak Mathias.