Skærtorsdagslam

For omkring ti år siden var jeg første gang med Bosse og Bedstefar til påskegilde i kirken. Vist i Dokkedal. Det var skærtorsdag, ligesom det er i dag. Vi vaskede hinandens hænder, ligesom Maria vaskede Jesus’ fødder. Og spiste lam. 

Året efter måtte Bedstefar blive hjemme, fordi han var syg. Det var svært at se Bosse svare på, hvor Bent var henne.

Omkring den tid begyndte min kristne deroute. Jeg har tænkt over, hvad der gjorde mig så opslugt. Nok, at jeg savnede et fællesskab, og fandt det i sekten. 

Det er lettere at tænke på den tid, som om at jeg ligeså godt kunne være blevet en del af et politisk fællesskab eller optaget af en sportsgren. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Men det er bedre end alternativerne. For eller var det religionen, der tog mig ved næsen, eller også er religionen sand, og jeg handler uret mod en sandhed jeg har kendt. Derfor er det bedst, hvis jeg bare var ensom, og kunne være faldet i en hvilken som helst gryde.

Bosse og jeg var alligevel glade for at kunne deles om ritualerne, også når vi ikke troede på dem. Jeg tror det startede den skærtorsdag, hvor vi måtte afsted uden Bedstefar. Vores sidste kirkelige oplevelse var en indholdsløs julegudstjeneste på plejehjemmet. Hun var god at dele med.

Om forladelse

I dag er det 2 måneder siden mor døde. Der er flere mulige omskrivninger for det samme. Sovet stille ind. Fået fred. Gået bort. Forladt os.

Ingrid har forladt os. Vi kan ikke tage ud og besøge hende i hendes stuer med hendes bøger og ting og få en snak med hende. Eller sidde og være tavse sammen. Vi kan ikke ringe til hende og fortælle noget - eller spørge om hun mangler noget. Vi skal ikke forvente at få svar, hvis vi skriver til hende. Hverken via e-mail eller med rigtig post.

Alligevel har hun ikke helt forladt os. Hun er meget med i det vi foretager os. Jeg tænke ofte: "Det skal jeg huske at fortælle mor",  og kommer i det samme i tanke om, at det behøver jeg ikke huske. Hun har ikke helt forladt os, hun er med når jeg får øje på en ting som hun har lavet, eller en ting som plejede at stå i hendes hjem. Hun er med, når jeg ser en sort kat. Hun er med, når jeg skriver sammen med Inge-Lis. Hun er i det hele taget med, når jeg skriver.  Hun er også ofte med, når jeg tager Sarahs uldsokker på inden jeg går i seng. Hun var med i morges, da jeg konstaterede at det var den 28.

Min bedstemor, Gerda, er også ofte med. Fx når en due sidder lige udenfor vinduet eller på en særligt observerende måde i et træ i nærheden, ved jeg jo at Gerda stadig er her. Jeg kan også fornemme, at Ingrid følger med, selvom vi kan tale i telefon med hende.

Blomster på graven

Det var mors fødselsdag i går. Hun ville være blevet 79.
Det var iskoldt i går. Der var ikke andre på kirkegården. Anne-Mette og Maria havde netop været forbi med nogle løg, da jeg kom. Jeg havde en flot buket med til mor fra Inge-Lis - og en mindre med tulipaner fra os til dem alle sammen. Ingrid, Bent, Gerda og Mortensen.
Da jeg havde lagt buketterne, sang jeg den vi jo synger. Alle tre vers. Med nogenlunde klar røst. Det var ikke smukt, men det var der. Og så jeg dem for mig mens jeg sang. Gerda, det fine lille menneske, det til tider skrøbelige menneske. Med hvidt hår og et lidt sørgmodigt udtryk, men med et skævt smil og et lurende glimt i øjet. Jens Christian Mortensen, med cerut og rød næse og et æble han skræller med sin lommekniv. Bent Bundgaard med aktive hænder og krop for enden af bordet i en sort T-shirt og forklæde. Ingrid med opmærksomme lidt hængende øjne og overlæben sådan lidt trukket ned, enten tænksom eller klar til sjov.

Det er mærkeligt. Nu ligger de der. Alle de voksne. Dem, der måtte lægge øre til såvel mine bekymringer, som mine ideer og mine dagligdags småting.