Stille morgener

Jeg stod op for et kvarter siden. Børstede tænder, vaskede mig nødtørftigt, og stod klar klokken halv seks ved cyklen. Alt i yderste stilhed, for Bent og Snoopy sov, og Snoopy skulle nødigt høre, at jeg skulle af sted, for så ville den med
Vejret var aldeles stille, og solen trængte sig på. Den kastede et brændende hvidt skin på Limfjorden, så man på vejen knap kunne se frem for sig for det stærke lys.
Jeg kører ad Aalborgvej, som er stribet af skygger fra træerne. Jeg drejer ned ad Skelhuse, hvor de mere fine sommerhuse stuver sig sammen. Fine huse, fine haver og udsigt til fjorden. Der er ikke en sjæl og ikke en bil. Selv fuglene sover nu. Alt er ro.
Jeg når ned til Ellis og Børges hus – og vender og kører tilbage igen. På hjemvejen bliver jeg ikke blændet af solen og dens skær, og jeg kan nyde det mere.
Klokken 7 dukker den første bil op, samtidig med, at jeg drejer ned til vores hus, stiller cyklen og lister ind i huset, hvor Bent og Snoopy stadig sover. Ligesom de andre morgener.

Ham gror der ikke mos på.

Først boede han 9 mdr. inde i Lisa. Så boede han et år på Oddesundvej. Lisa fik job med tjenestebolig (45 m²), så han flyttede til Bælum et år. Efter et år havde Lisa sparet op til udbetaling på et hus i Sdr. Tranders – her boede han i to år. Først et år på et lille værelse for sig selv – så et år på et større værelse sammen med Sarah. For så havde Lisa sparet op til et større og bedre hus på Spergelvej i Klarup. Her fik han et ”dobbeltværelse”. Huset var et ”skilsmissehus”, så efter 2 år flyttede han igen. Samtidig med at han startede i børnehaveklassen fik han 2 nye adresser: Klarupvej og Olymposvej. Det blev efterhånden til kun en adresse, men efter kun 4 år i Klarup flyttede han til Ritavej. Her nåede han i løbet af 7 år at bo på 3-4 forskellige værelser, før hans forældre igen måtte bo hver for sig – for at kunne blive sammen. Mathias flyttede på Charlottehøj. Først 1½ år et sted og indtil videre ½ år det andet sted. Søndag blev han 18 og flytter nok snart - hjemmefra.

Hundehømhøm

Henne på hjørnet på Pilevej bor en lille bitte hund. I relation til den er Snoopy temmelig stor. Men den lille sorte krøllede kan gø hidsigt med en koloraturs stemmes styrke. Denne ”stemme”, som indtages i stillesiddende stilling på bagbenene, afføder først en venlig interesse hos Snoopy, som prøver at komme ind til den, men som, da det mislykkes, kvitterer med en lort lige foran hundes mors affaldsspand. Som skudt op af jorden, står omtalte mor i sin have og råber ord til mig. Venlige var de ikke, men jeg kunne ikke forstå andet, end at hun havde trådt i en sådan henne ved sin skraldespand før, og det var ikke morsomt.

Det lykkedes mig efter gentagne forsøg at sige at jeg kom tilbage til den formastelige genstand og hentede den.

”JA GØR DET” – råbte hun pludselig

Dagen efter var jeg forsynet med plasticpose hjemmefra, hvis uheldet igen skulle være ude. Det var det, men i en andens have. En ny lille dame dukkede op i haven overfor denne og råbte også en hel masse om at jeg skulle fjerne lorten. Jeg sagde, at jeg kom tilbage. Det troede hun ikke på. Og jeg viste hende min pose og gik videre. Da jeg kom tilbage, gjorde jeg rent efter Snoopy. Hun forsvandt fra haven, hun ville ikke tale med mig.

Jeg løftede den fyldte pose højt over hovedet og svingede den frem og tilbage og gik forbi haven.

Jeg ville ikke risikere, at hun ville tro, at jeg ikke holdt ord.

Old news

Lisa og jeg har kendt hinanden i 20 år. Vi har været gift i 19. Mathias bliver snart 18 år. Sarah er med hastige skridt på vej imod 17 – den skarpe unge dame springer lige et par år over.

I går hilste jeg på et par gråhårede gamle mænd, der kravlede rundt på et tag – begge lidt yngre end mig. Det var også i går, at Sarah fortalte at hun havde lidt svært ved at identificere sig med hovedpersonen i ”1984”, fordi han var ”en gammel mand på over 40”. Fantasiløse pigebarn.

Mathias siger ”hva så, gamle far”.

Jeg synes da ikke at jeg er så gammel. Mit hoved fungerer og jeg overraskes stadig over alt det, jeg kan narre min krop til. Derimod synes jeg at der er flere og flere voksne og næsten voksne, der er meget meget unge. De forstår ingenting om noget som helst og ved ikke, hvordan man skal opføre sig. De er naive og uvidende og tror, at de ved alt.

Men ret skal være ret. Jeg er ikke så ung, som jeg har været. Det er jeg heldigvis også for gammel til.

Nye kartofler

Vores børn har efterladt os i det danske land. Alle er de ude at rejse. Bundgaard-Svenssons i Amerika og Bundgaard - Nielsens i Tyrkiet. Vi skal ikke så meget som se til deres katte, det gør naboerne. Helt unyttige er vi.
Jeg går inde i huset og hører Bent råbe: ”Ingrid”. Jeg råber ”ja”.
– kom lige her. -
– hvor er her? –
– Her –
– Hvor her -?
Vi er lidt tunghøre begge to, så det er om at sikre sig, så man ikke går forgæves. –
- herude – herude i haven


Jeg finder ham på en stol ved et bord på terrassen. På bordet ligger i lige række syv nyopgravede kartofler, prioriteret efter størrelse.
De første nye kartofler i sommer. Vi har set efter dem næsten hver dag. Set dem spire, vokse og sætte blomst. Dem skal vi have i dag til frokost med marineret sild til. Det elsker vi begge to.
Jeg roser ham for hans kartofler og glæder mig sammen med ham.
Hvor er det godt at kunne glæde sig sammen.

Jeg kommer netop til at tænke på den bog jeg lige har læst, der hedder: ”Når bare vi har hinanden.”