Den samme gamle sang om meningsløsheden

I denne uge har jeg nået topmålet af akademisk effektivitet. 

Jeg havde sat mig for at skrive min sidste eksamen på en uge. Fordi jeg gerne ville være færdig, ikke kunne holde tempoet højt meget længere, ikke ville bruge så meget tid på så lidt. 

Og det lykkedes. Jeg skulle skrive en dramaturgisk analyse, og i mandags læste jeg et par tekster, men kunne ikke koncentrere mig. Tirsdag skrev jeg halvdelen af opgaven, onsdag den anden halvdel, og torsdag formiddag læste jeg igennem, og skrev til indtil opgaven nåede den minimale mængde tegn som er fastsat af studieordningen. 8 normalsider. Og så sendte jeg opgaven til min underviser, som jeg skal have faglig vejledning med på mandag. Jeg har sagt, at mit mål er at bestå. Alt over 2 er spildt arbejde, som vi siger.

Jeg lægger sjældent så lidt hjerte og kreativitet i mine opgaver. Som regel bruger jeg lidt tid på at blive interesseret i emnet, læser bredt, læser snævert og finder ud af, at der egentlig er noget jeg gerne vil sige om emnet. Jeg når frem til noget, som i større eller mindre grad er væsentligt.

Men denne gang har jeg kunnet skrive en opgave helt uden hjerte. Det har ikke været særlig rart.

Torsdag eftermiddag deltog jeg i en venindes specialeprojekt, som  kort fortalt går ud på at facilitere såkaldte basisgrupper. En del af formen er, at man hver især får 5 minutters uafbrudt taletid til at svare på, hvordan man har det. Jeg blev ked af det.

Egentlig er det jo en sejr at kunne lægge låg på, klare en udfordring og lægge den bag sig. Men jeg føler mig konfronteret med det gode gamle spørgsmål, om jeg bruger tiden på det jeg helst vil. Skismaet, dissonansen, dilemmaet må jeg lægge til side, når jeg skal gennemføre den slags opgaver, som er meningsløse. Men når jeg giver plads til at mærke efter, opdager jeg, at det faktisk tærer ret meget på mig.

Jo, jeg vil gerne have en uddannelse, og jo, jeg vil gerne blive til et eller andet, og ja, jeg forstår godt at uddannelsessystemet skal fungere på en eller anden måde, og at den måde indebærer at man beviser, at man har lært det man skal.

De sidste par uger har jeg gået til tre demoer. En moddemo mod racistiske røster: “INGEN RACISTER I VORES GADER”, råber jeg.

En demo i forbindelse med COP i Polen: “What do we want? CLIMATE JUSTICE! When do we want it? Now!”, råber jeg.

Og en for at fejre menneskerettighederne. Der blev der ikke råbt. Jeg ved egentlig ikke om jeg synes, der var noget at fejre. Jeg troede det ville handle mere om Lindholm og Sjælsmark, men det gjorde det mest under overfladen.

Hver torsdag morgen den sidste tid har Klimabevægelsen holdt aktion foran Christiansborg. Jeg har kun været med én gang, for jeg kunne ikke rigtig nå det inden jeg skulle til undervisning. Og i denne uge blev jeg væk, fordi jeg jo skulle skrive eksamen.

For tiden har jeg svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg hører nyheder. Greta Thunbergs tale til COP rørte mig virkelig. Unge Greta Thunberg strejker fra skolen, og siger: Hvorfor skal jeg gå i skole og blive klar til fremtiden, hvis der ikke er nogen fremtid? 

Det passer også mig dårligt at samle æg til min lille kurv af en karriere, når toppolitikerne ikke kan blive enige om de skal byde IPCC-rapporten velkommen eller tage den i betragtning.

På mandag tager jeg til møde i Den Grønne Studenterbevægelse. Jeg er nødt til at prøve at nedbringe dissonansen, at føle at jeg gør bare et par ting, som faktisk er meningsfulde. En af mine økokritikere siger, at vi som litterater kan finde en måde i vores daglige virke, som kan hjælpe udviklingen i den rigtige retning. Jeg tror det er lidt for naivt. Men jeg ville ønske det var rigtigt. 

Skilleveje 2

Jeg er ved at læse HOMO DEUS, opfølgeren til SAPIENS. Et stykke henne kommer følgende tekst:
"For iagttageren kan det måske se ud, som om tamdyr har det meget bedre end deres vilde fætre og kusiner og deres vilde stamfædre. Vildsvin bruger det meste af deres vågne timer på at søge efter føde, vand og ly, og deres liv er konstant truet af løver, parasitter og oversvømmelse. Tamsvin derimod får føde, vand og ly leveret af mennesker, som også behandler deres sygdomme og beskytter dem mod rovdyr og naturkatastrofer. Det er korrekt, at de fleste svin før eller siden ender deres dage på slagteriet. Men stiller det dem dårligere end vildsvin? Er det bedre at bliver fortæret af en løve end at blive slagtet af et menneske? Er krokodilletænder mindre farlige end stålblade?
  Det, der gør husdyrs skæbne særlig skånselsløs, er ikke blot den måde, de dør på, men frem for alt den måde, de lever på. To konkurrerende faktorer har formet forholdene for husdyr fra gammel tid til i dag: menneskelige ønsker og dyriske behov. Således avler mennesker grise for at skaffe kød, men hvis de ønsker en konstant forsyning af kød, må de sikre grisenes langsigtede overlevelse og reproduktion. Teoretisk set burde dette have beskyttet dyrene mod ekstreme former for grusomhed. Hvis en bonde ikke tog sig godt af sine grise, ville de hurtigt dø uden af få afkom, og bonden ville sulte.
 Desværre kan mennesker på forskellige måder forvolde stor skade på landbrugsdyr, samtidig med at de sikrer deres overlevelse og reproduktion. Problemets rod er, at tamdyr fra deres vilde forfædre har nedarvet mange fysiske, følelsesmæssige og sociale behov, som er overflødige på menneskers bondegårde. Landmænd ignorerer rutinemæssigt disse behov, uden at det koster dem noget på bundlinjen. De lukker dyr inde i bittesmå bure, lemlæster deres horn og haler, adskiller mødre fra deres afkom og avler ved hjælp af kunstig selektion de rene monstre. Dyrene lider enormt under disse forhold, alligevel forbliver de i live og formerer sig.

Skilleveje

Jeg er ved at læse Mickey Gjerris "Skildpaddetanker". Vi var til foredraget i søndags. Især to emner rørte mig. Emner der har berørt før, emner der har påvirket mig før.
Det ene er den her kendte Løgstrupvinkel på vores ansvar for hinanden. Det vil sige... jeg skal jo kun forholde mig til og huske mig selv på det kæmpe ansvar jeg har. For de mennesker jeg møder. Hver dag. Og jeg vil gerne huske det. Mickey gav os et ret godt billede, som jeg efterfølgende har fundet på nettet og sat op ved min station på arbejdet. Marco Evarristti's fisk i en blender. Det er så enkelt. Det er så nemt at (komme til at) tænde for maskinen og ødelægge et andet væsens dag, uge, liv. Det er så vigtigt at lade være.
Fisken i blenderen kan være med til at minde mig om at jeg ikke skal svare for voldsomt på en træls mail. Om at jeg ikke skal være for bestemt overfor elever, der ikke passer skolen, men heller ikke ligeglad. Om at jeg ikke skal være alt for tydelig når en kollega udtaler sig åbenlyst tåbeligt.
Hans historie om fisken i blenderen handlede om mere, nemlig om vores opfattelse af, hvornår vi mishandler dyr. Fisken i blenderen hidsede mange op, men det hidser ikke nær så mange op at vi dagligt afliver tusinder af dyr på bestialske måder. Fisken i blenderen får en nådig død.
Det er så det andet emne, jeg blev berørt af. Vi ved, at vi giver de dyr, der skal blive til vores mad, et elendigt liv. Et liv som vi ikke ville, ikke må, byde vores hunde og katte. Det går mig på, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Det går mig på, at jeg ikke kan lave et clean cut til alt animalsk. Selvom jeg ikke er tilfreds med selv er det nu helt klart at det må være slut med oksekød og svinekød. Også selvom det betyder et farvel til cheeseburgeren, whopperen, maxiburgeren og bøfsandwichen med sovs og det hele. Slut med hotdog, franske hotdogs, kålpølser med sennep.
Det er en voldsom skillevej, men det hjælper, håber jeg, hvis jeg husker mig selv på, at dyr også er levende væsener.