Venlig eller venner

Jeg har glemt at skrive i går. Først huskede jeg det og så glemte jeg det igen. 

Jeg har haft sådan en weekend jeg bare godt kan lide. Til fest fredag og til Sankt Hans lørdag og danse. Fredag var jeg til fest i Fountain House med alle de blandede eksistenser som kommer der. Det er spændende, fordi mine evner til at opføre mig ordentligt bliver sat på prøve når jeg skal være sammen med nogen, som ikke ligner mig. Så kommer jeg til at dumme mig lidt men ikke så meget. Mest grinede og dansede vi bare, os der ligner hinanden mest. Det var dejligt-

I løbet af ugen mødte jeg en migrant fra Ghana, som havde brug for en ven. Mest en kæreste, sagde han, men siden jeg allerede har en, ledte han efter en ven eller eventuelt en af mine veninder at være kærester med. Så bliver jeg sat på prøve igen. Hvorfor er det lige præcis at jeg bare ved med det samme at han og jeg ikke kan blive venner? 

Jeg vil gerne hjælpe. Åh som jeg vil hjælpe. Herberg, kontorer, flygtningehus, venligboer, hvor kan man skralde, hvor kan man spise. Men vi kan bare ikke være venner. Jeg gider ikke.

Alligevel har jeg dårlig samvittighed. Fordi han er en kommende flaskesamler - altså det kan man selvfølgelig aldrig vide, men det er vist lidt håbløst. Jeg synes det er frygteligt at vi har så forskellig adgang til at passe os selv. Han kan ikke tage et arbejde i børnehaven og kan ikke skrive sig op til et boligselskab. Det kunne han måske have gjort i Ghana, men der er vist ikke altid lige godt at være.

Så derfor går jeg og spekulerer på hvordan jeg kan være flink uden at give for lidt eller for meget. Jeg kan heller ikke være venner med dem der ikke ligner mig på Fountain House. Jeg kan kun være venlig. Kan man godt skelne? Venlig, det er høflig, rar, imødekommende, men upersonlig. Venner, det er personlighed, give og tage plads, give lidt af sig selv til den anden og håbe det bliver passet på. Venlig, det er at give plads, og så trække sig, når jeg ikke gider være flink mere.

I øvrigt forstår mine venner ikke helt hvad jeg snakker om, når jeg snakker om det her. De tror jeg er sødere end de fleste. Jamen, du snakker da med ham, andre ville bare smile, eller ignorere ham. Men det betyder ikke noget hvor flinke eller ikke-flinke andre mennesker er, når jeg kan mærke modstand overfor at give det som mennesker ofte har allermest brug for, som er tid og venskab. Da er jeg alligevel lidt nærig. Jeg tror jeg måske stadig er lidt bange for det fremmede, selvom jeg har besluttet mig for ikke at lytte til frygten. Derfor kan jeg ofte være venlig, men endnu ikke ven.

Glæder og sorger i fordybelse

Jeg er ved at læse "Fisk har ingen fødder" af den Islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson. Smukt skrevet bog om folk og fiskere i tre generationer. Tryggvi og Oddur har altid været venner. Oddur er gift med Tryggvis søster. I dag er de taget ud i fjorden for at fiske lidt, men mest for at drikke øl og tale om livet. Tryggvi er det mest tænksomme.

Tryggvi: Naturligt, hvad er naturligt, kan du fortælle mig det? Du skal ikke have andre guder, står der i Bibelen. Eller med andre ord, du skal ikke se verden på en anden måde end gennem mig. Du skal se verden som jeg ser den, som jeg ønsker at den skal være.

Oddur: Du læser for meget, derfor bliver selv de mest selvfølgelige ting indviklede for dig.

Jeg klipper lidt voldsomt her, men håber, at det er ok, fordi det følger lidt op på et klip fra prædikerens bog, som vi lige vendte kort for en uges tid siden. 

I Prædikerens bog 1.17-1.18 hedder det: Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind,  for jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte. Og Sarah svarer: Det er jo det jeg altid har sagt.

Mormor og morfar var lige forbi til en kop kaffe og spinatboller (dem kunne jeg godt finde på at bage igen) og kommer til at tale om en 15 år gammel investering, som de ikke er alt for stolte af. Mormor nævnte en udgiftsstørrelse, som hun synes var træls, men hun havde tilsyneladende lært at leve med den. Da så morfar to minutter om samme sag nævner et udgiftstal, der var dobbelt så stort, fik han ikke ros af mormor: Kunne du da ikke have ladet mig være i min tro?

Det er ikke det samme, men alligevel lidt i familie med hinanden. Det udfordrer det syn på viden, indsigt, erkendelse, oplevelse, undren som vi har og har forsøgt at give videre: Det er godt at vide noget. Det er godt at dygtiggøre sig. Du udvider din verden, når du læser.

Og måske er det rigtigt, at vi risikere at have dage med ærgrelse, fordi vi ved at verden (den lille og den store) kunne se anderledes ud. Fordi vi har set andre verdener, fordi vi kan forstille os andre verdener. Det er nok vigtigt at huske, at den der jagen efter vind også bringer store glæder - i fordybelsen.

Om at vælge sine kampe

Jeg var til demonstration i går. Demonstrationen var arrangeret som en reaktion mod organisationen Retten til Livs aktion, som de kaldte “Red en mere”. De er abortmodstandere. Nogle af dem er mine gamle venner. 

Den officielle demonstration sluttede på Axeltorv, mens Retten til Liv stod på Rådhuspladsen. Så gik den nu uofficielle demonstration de 100 meter over for at presse dem.

Normalt bliver jeg ikke gal. Jeg kan godt blive vred og sige fra, men i går var jeg rasende. Jeg råbte og buhede og skældte ud og var gal i hovedet. Jeg skulle hilse på en af mine gamle bekendte på den forkerte side, og min veninde sagde bagefter, at hun kunne se på min hud, at jeg var ophidset, selvom jeg prøvede at holde mig rolig. Jeg bliver spættet med røde pletter når jeg er nervøs - som regel til eksamen. Men nu også en lørdag eftermiddag, når jeg mødes med en gammel bekendt på gaden.

Jeg har spekuleret over hvordan jeg kunne blive så rasende. Jeg ved jo godt hvad de kristne synes om livets ukrænkelighed og at mennesket opstår ved undfangelsen og alt det der. Men jeg tror det var noget nyt for mig at stå ansigt til ansigt med dem, der virkelig gerne vil kæmpe for at gøre aborten ulovlig, selvom de ved, at kvinder får aborter alligevel. Det bliver bare farligere.

Altså stod de bare der. Og nogle af dem sang med på vores kampråb. Vi råbte “Kvinderet er lige ret”, og så sang de bare børneret i stedet for. Fordi de jo beskytter børnene. De ufødte, uønskede børn. Og de havde 3000 lyserøde og lyseblå balloner med, som skulle symbolisere ligeså mange aborter som bliver udført hvert år i København og Frederiksberg. Det synes jeg var grotesk. 

Men man skal jo som bekendt vælge sine kampe. Ofte har jeg hørt det ordsprog, når nogen vil opfordre til at man opgiver en kamp. Man skal vælge sine kampe, er du sikker på du vil vælge denne her?

Det vil jeg altså. Selvfølgelig vil jeg også give slip igen, men jeg har skrevet til Retten til Liv, at jeg ville ønske de ville fokusere på det positive istedet for det negative. I stedet for at kæmpe for forbud, så gøre det nemmere for familier der har det svært. Så kan det være det sætter håb i de kvinder, som de gerne vil lader være med at vælge abort. Jeg kan nok ikke regne med at de hører efter, det var bare rart at gøre, efter at have råbt og skreget af dem alle sammen igår. Jeg vil jo egentlig også gerne være en del af den positive forandring i verden, som jeg nok ikke tror kommer af, at man råber og skriger og peger fingre ad hinanden. 

Det underlige er, at der er en masse andre kampe, jeg også gerne ville kæmpe, men hvor modstanderen er meget mere diffus. Hvem skal jeg ringe og råbe af for at sikre de vilde bier og den grønne energi og de fordrevne Rohingaer i Yemen, eller retten til at bære burka? Næh, det er såmænd dejlig nemt når dem med den forkerte sag står lige overfor én, og man kan sige fra overfor dem. 

Selvfølgelig taler Retten til Liv ind i en meget meget større bevægelse, som forhindrer abort i hele verden, og i det hele taget undertrykker kvinder systematisk. Så den store fjende fik jeg ikke fat i. Men nogle skeletter i skabet og gammel bitterhed blev konfronteret, mens jeg var med til at sige fra overfor dem, som vil bestemme over andres kroppe. 

Solsorten

For 4 år siden flyttede vi fra Elisevej. For mange kvadratmeter og ikke mindst for meget have. Det betød farvel til pærerne og duerne i hængebirken. Så boede vi et år i en lejlighed i Golfparken for at teste om jeg kunne bo i lejlighed - før vi købte en. Vi fandt ud af, at jeg havde rigtig svært ved at på i boligforening med en bestyrelse, som kunne bestemme over mig. Der var i øvrigt en lille have, som man kunne gå direkte ud i. Men altså, vi synes, at vi fandt ud af, at jeg kunne bo i lejlighed. Og købte så en lejlighed på første sal. Og alt var godt, her skulle vi bo til... til... til... indtil vi ikke skulle bo mere. Men sådan gik det ikke. Efter 2 år byttede vi lejligheden ud med et rækkehus med terrasse og 20 kvm græs. Og solen har skinnet lige siden. Vi sidder i den og ligger i den. Nå.

Der bor en solsort i busken mellem os og naboen. Det var noget af det første jeg fik øje på. Den sad på naboens tag, og sikkert på vores og sang sin triller. Og hoppede ind i den der busk hele tiden. Jeg stiller min æbleskrog ud til den. Og et par gange har jeg været heldig at være med på en kigger, når den fortærer det.

Nå, men nu, kan man så høre - når man ligger i hængekøjen lige under busken - at han ikke er alene. Når han kommer hjem med noget godt, sætter solsortebørnekoret i. Pip-pip-pip-pip-pip-pip. Så er der ro lidt, og så pludselig kommer solsorten ud af busken i en vældig fart. Dykker lige nedover mig og - synes jeg - hvæser: Du ligger i vejen. Jeg var her først. Væk. Jeg ved godt, at den ikke er alvorlig vred. Den tager jo imod min venskabsgaver.