søndag, februar 24, 2019

Om at lave om på sin og især på andres adfærd

Jeg har lånt Daniel Kahneman's bog "At tænke - hurtigt og langsomt" flere gange på biblioteket flere gange i løbet af de sidste 4-5 år. Fordi stoffet er spændende og sætter tanker i gang, kommer jeg ikke ret langt i den før den skal afleveres. Jeg købte bogen i januar og kan nu læse den stille og roligt. Og fra nu af altid slå op i den.
Daniel Kahneman har vist hele sit lidt liv interesseret sig for hvordan vi tænker, husker, træffer beslutninger og måske handler på baggrund af disse beslutninger. Jeg er ikke kommet ret langt endnu, for der er så meget andet der også skal læses.

En af de bøger der også skulle læses var "Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag" af Morten Münster. Bogen har en undertitel, der lyder: Sådan bruger du ADFÆRDSDESIGN til at skabe forandringer i den virkelige verden. Münster er tydeligt inspireret af Kahneman, og henviser da også flere gange til ham. Blandt andet til en TED TALK, hvor Kahneman fortæller om, hvordan oplevende selv kan have en ret fed oplevelse og at vores erindrende selv alligevel kan huske oplevelsen som noget træls. Hvilket får betydning for de valg, vi fremover træffer.

Münster vil gerne fortælle ledere på alle niveauer, hvorfor deres forandringsplaner ikke virker, og hvordan de ved hjælp af adfærdsdesign kan lave om på det. Jeg havde hørt, at direktionen og flere af direktionens hjælpefunktioner havde læst bogen, hvorfor jeg selvfølgelig måtte læse bogen. Så jeg kan genkende tegnene når der drysser visdom og retning ned oppefra. Jeg har nu ikke set tegn på, at nogen har læst bogen - med mindre at det var planen, at jeg skulle læse bogen. Bogen har ellers flere gode pointer - og spændende viden.

En god pointe er at ledelsen ikke kan justere vores adfærd i ønsket retning gennem udsending af nye procedurer, manifester og strategier. Hvis ledere ønsker at justere adfærd, skal de starte med at interessere sig for, hvordan adfærden allerede er og for hvorfor den er sådan. Først derefter er det fornuftigt at gå i gang med at vurdere om der er behov for at ændre adfærd - og lægge en plan for hvordan.

Det bedste ved bogen er den viden, de fortællinger, som Münster bruger til at understrege sine pointer. Her har jeg mange aha-oplevelser, og "nåh ja, det kan jeg godt huske"-oplevelser. Når han forklarer om, hvor lidt/meget der skal til for at ændre en vane eller tillægge sig en ny, skal det selvfølgelig prøves: jeg har udskrevet en årskalender og sætter nu et meget tydeligt mærke for hver dag, jeg ikke har spist chips. En last jeg ikke er ret god til at kontrollere. Nu har jeg kalenderen til at holde mig fast på mit ønske om at spise mindre chips. Jeg får lyst til chips, ser på kalenderen, har ikke lyst til at bryde kæden, lader være med at spise chips i dag, kan sætte et mærke - og være glad for det og for mig selv og for livet. Ja ja ok. Så tænker jeg naturligvis på dig og på dine valgte vaner, dine valgte rutiner, der holder dig på sporet. På at de bliver lettere at følge jo mere du har fulgt dem.

Jeg tænker i øvrigt ofte: "det ville Sarah og Mathias helt sikkert også syntes var interessant". Både i denne bog, men også meget andet jeg læser. Afsnittene om hjernens 2 systemer, og om hvorfor vores hjernes dovenskab (altså andre folks dovenskab) får os til at gøre dumme ting, usmarte ting, igen og igen - selvom vi har fået at vide, at det er dumt. Det er også lidt spændende, at vi i tilrettelæggelsen af en præsentation skal huske at slutte godt. Det folk husker, er enkelte højdepunkter og slutningen.

En anden ting, det er godt at bliver mindet om, at man skal gøre det attraktivt og især let for folk, hvis man vil have dem til at gøre noget andet end det de gør. Ofte gør vi det modsatte: vi bliver sure og skælder ud, hvis folk gør noget andet end det vi har sagt til dem de skal. Vi skulle hellere sørge for at folk oplever sig belønnet, når de gør det rigtige.

Vi kan hurtigt blive enige om, at der er rigtigt mange derude, som ikke opfører sig ordentligt. Jeg synes, at jeg nu ved en lille smule mere om, hvorfor de ikke gør det. For det første jo fordi de ikke har lært vores gode vaner fra start af. For det andet fordi, det kræver ekstra energi at lave om på de (dårlige) vaner de har. De fleste skal nok have hjælp til det.

Jeg tror måske at bogen (og Lisa) kan hjælpe mig af med at blive så misfornøjet, når folk ikke ved, at de skal holde til højre på fortovet.

søndag, februar 17, 2019

Temperaturmåling



En lile temperaturmåling: jeg tror jeg er lidt stresset. Jeg er ret funktionel og klarer de fleste ting, men jeg er begyndt at tænke på pligter inden jeg sover og lige når jeg vågner. Indtil videre kan jeg godt tage afsted, selvom jeg vågner og er skidt tilpas, og kan også ende med at få en god dag.
Men det rumler lidt. Og det gør mig lidt nervøs.

Det bliver godt at have flyttet. Det er ikke så godt lige nu. Vi er et par stykker for mange i lejligheden nu, med en kæreste inkl. kat som er flyttet ind før tid. Det er ikke frygteligt, men der er ikke så god plads til mig. De to kærester fløjter i køkkenet, når jeg hører radio. Det lyder måske ikke som nogen skrækkelig ting, men det er det lige for tiden. De taler med hinanden, men ikke med mig, og om aftenen skal jeg ofte selv bede om at de skruer ned for larmen fra tv de ser i stuen. Det er nok heller ikke skrækkeligt, men når jeg har brugt alt min energi udenfor hjemmet, så er det ikke let at finde mere energi til at bede om lov til lige at være her.

Så jeg får ikke læst så meget eller tænkt så mange nye tanker. Jeg slapper af om aftenen med noget dumt, for jeg kan ikke fylde mere i knolden. Derfor har jeg heller ikke noget spændende til dig. Jeg tænker mest på at klare det.

I næste uge håber jeg på at have kræfter i weekenden til at mødes med en relativt nyopstartet gruppe klimaaktivister, som benytter civil ulydighed som metode til at blive hørt. Altså sådan noget med at stille sig i vejen for en bulldozer og den slags. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at turde deltage i.
Jeg har deltaget i et projekt for min ny veninde der skriver speciale, hvor hun har lyttet på en masse ting jeg har at sige. Hun sagde om mig, at mine værdier er meget vigtige for mig, og at jeg ikke bryder mig om det, når mine omgivelser ikke giver plads til mine værdier, eller sådan noget. Altså, hun beskrev at jeg skulle være særligt optaget af værdier. Og på den ene side kan jeg se hun har ret, og på den anden side tænker jeg at mange har det sådan. 
Men uanset hvad, så er det rigtigt at jeg kan blive forstyrret, når jeg oplever urimeligheder, som jeg mener er unødvendige. Jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe, men jeg bliver stadig suget ind i både det ene og det andet, hvor jeg kan komme til at holde taler i friheden og solidaritens navn. Og det er kun i min lille hverdag.
Gad vide hvordan det ville blive, hvis jeg blev rigtig aktivist. Jeg tror godt det kunne være godt for mig at føle jeg konfronterer uoverensstemmelserne mellem hvad der bør gøres og hvad der sker. Men jeg tror også jeg kan blive godt gal i skralden, hvis der sker urimelige ting inden for bevægelsen.

søndag, februar 10, 2019

Dejlig søndag - billedlig talt

For et par uger siden downloadede vi softwaren "bog og ide fotoservice" og fik lagt billeder fra vores tur på interrail 2018 ind i fotobogskabelonen. Efter noget klippen og klistren sendte vi billederne afsted. I mandags kunne vi så afhente vores fotobog. Stor succes. Vi blev straks enige om at nu skulle vi tage fat på ferien 2017 og gøre det samme ved den. "Det gør vi næste weekend".

Sådanne planer  er skal helst ligge der og gære lidt før nogen rør ved dem igen, men sådan skulle det ikke gå. Lisa satte sig til tastaturet allerede lørdag og fik 2017 på plads. Der skulle justeres lidt i morges. Faktisk kom hun så langt med 2017 at hun også gik i gang med 2014. Begge sæt er sendt afsted til fremkaldelse her i eftermiddag.

Nu har vi været i skyen og i skufferne for at finde digitale albums, så vi kan få mere trykt. Vi er på forhånd med indtil ca 2009, men hvad der er sket derefter kan vi kun dokumentere elektronisk - og kun hvis vi kan finde det. Heldigvis har vi fundet meget. Noget i dublet, således at det både ligger i skyerne og på en device her på adressen.

Mens vi rodede rundt kom vi vidt omkring. Rom, Firenze, Gran Canaria, Bibione, Barcelona, Marmaris, Gudumholm, København, forskellige adresser i Vejgaard, New York, Boston, Bergen, Stockholm, Amsterdam... Sjovt at se os selv som unge, ok som yngre, børnene som små og så som store. Vi stødte på fødselsdage og andre markeringer. Både billeder og små bidder video.

Og nu tror jeg at Lisa vil have opdateret det hele. Så vi ved at vi er så opdaterede som muligt. Og jeg lægger planer. Nu skal der tages billeder af alt og alt skal gemmes og jeg skal føre dagbog, så vi altid kan huske nøjagtigt hvad der skete.

Ok, der kørte jeg nok lidt af sporet. Men vi blev faktisk ret glade for at få billederne på papir, så vi vil nok være lidt bedre til at få omsat årets billeder til papir, mens vi stadig kan huske navnene på mennesker og steder.

søndag, februar 03, 2019

Høstemark er der stadig

For et år siden døde min mor, børnenes Bosse. Jeg kunne ikke komme forbi den 28., men var forbi i går lørdag den 2. februar. Der lå sne på det fælles gravsted for Ingrid og Bent, Jens Christian Mortensen og Gerda Henriette Hansen. Det granpynt vi havde lagt i december var stadig fint der under sneen og jeg satte et par erantis i sneen.
Jeg havde glemt min telefon, så det blev en sjusket udgave af Herre Gud, dit dyre navn og ære. Melodien var god nok. Efter salmen kunne vi ikke rigtig få gang i snakken, men jeg fik mumlet lidt om, at jeg stadig var optaget af det uretfærdige i at en lille gruppe mennesker har skrabet så meget sammen til sig selv, når så mange har det rigtigt skidt. Min forvirring over at vi finder os i det. Min forvirring over at de store kan få sig til ikke at dele med de små. Det var mest for at fortælle dem, at deres lille Jens Oluf stadig er her, skønt 55.
Jeg måtte stoppe min talende vandren på stedet, da gravsteder i nærheden fik besøg. På vej derfra kom jeg på at ville besøge Bosse og bedstefars tidligere naboer, Christian og Ester. Det gør vi af og til, når vi er i Mou.
Men Christian var ikke hjemme. Det var Ester og Ingelise, datteren som Anne-Mette og jeg legede en del med da vi var små. Christian var død. Den 30. januar på hospitalet efter 14 dages indlæggelse med influenza. 88 år gammel. Christian har ikke været fuldstændig på toppen det sidste års tid. Så det var ikke nogen kæmpe overraskelse. Men der er jo alligevel meget tomt på hans stol i køkkenet og i lænestolen i stuen.
Christian og Ester tog godt imod far og mor i 1972, da de købte Mosbrovej 5 som sommerhus, og da vi flyttede dertil i 1974 blev de ret gode naboer. Vi børn legede med hinanden i nogle år. Da jeg droppede ud af gymnasiet gik jeg til hånde i stalden ved Christian nogle uger, indtil mor fandt et job til mig i Kongerslev. De passede på mig i dagtimerne, Ester og Christian. Fra da af var det en sikker base, det var godt at slå sig ned ved kaffebordet og ryge en cigaret og drikke en kop kaffe. Jeg har ofte været der forbi, når vi alligevel var i Høstemark.
Christian og Ester var særdeles vellidte af fars og mors venner fra Højskoletiden. Og af venner der kom til siden. Alle vidste de jo at far og mor var meget glade for Christian og Ester, alle vidste nok også at Christian gav en hånd med når det behøvedes på vores side af vejen. Mor har ofte fået hjælp derfra, når far var i København eller på rejse og ikke lige kunne hjælpe noget strømmen gik eller fyret gik i ud.

Nu er Christian og Ester ikke mere. Nu er det Ester. Hun er noget yngre Christian, så der er mange gode år for hende endnu. Det er spændende om hun bliver boende, så sønnerne kan have deres dyr på gården. Hendes datter bor 500 meter væk, et af børnenebørnene har sin familie 250 meter væk. Sønnerne bor i Mou, så det kunne også være fint at finde en bolig der.

For mig hænger Høstemark og Christian & Ester sammen. Sådan bliver det ved med at være, også fordi at selvom Christian ikke er mere, selvom Ester så flytter til Mou, så er de stadig tilstede i Høstemark. Deres datter bor der stadig, og et af børnebørnene, og et oldebarn.