Uge 22

Der har netop været afholdt karneval her i byen. Jeg ved det. For jeg var der. Eller … næsten. Jeg var ikke til selve festen.

Men… Nogle af de unge naboer har været i gang med et bygge en vogn et stykke tid. Ikke særlige venlige folk – de hilser nemlig ikke. Jeg bryder mig ikke om folk, der ikke hilser. Selv hilser jeg på alle. Når de så oven i købet er så nogle festlige folk – ja så bliver jeg altså også noget stødt. Hov, karnevalet. På selve dagen var de i gang tidligt – bl.a. med at teste bassen i højttalerne. Hele gaden festen. I det mindste vidste vi at de festede.
Så jeg var der næsten.

Og det var jeg på mange andre måder resten af weekenden. Måder, der inkluderer glasskår, dåser og affald.

Og nu kan jeg godt høre at jeg må stoppe, for jeg lyder jo som en sur gammel mand, der ikke kan have at ungdommen morer sig. Og dét passer ikke. Det er jo ikke fordi de morer sig, at jeg bliver sur – det er måden, der generer. Og så lidt fordi de er så unge.

uge 21

Jeg har prøvet at cykle en tur for at blive glad.

- Men det er jo ikke altid, at tingene lige kan sluttes med en sløjfe.
Der er jo de dage, hvor det ikke bare er vejret, der er gråt og småregnende.
De dage, hvor al snak irriterer en.
De dage, hvor man lige svømmer oven på.
Hvor der bare er bogstaver i bogen og billeder på TV, men ingen handling.
Hvor det ikke er til at øjne, at livet skulle være noget særligt, eller at der skulle være noget at glæde sig til - eller over
- for den sags skyld.
Hvor dagene hakkes i småstykker og ikke bliver til noget.

Joh man kan jo sige: Godt du er mæt. Godt du ikke er rigtig syg.
Godt at dine børn trives – at du selv ”trives”.

Godt, at du ikke har været ude for et færdselsuheld, at du bor på det bedste sted på jorden.
at du kan gøre, hvad du vil, at du har en familie.

Og så være taknemmelig i det mindste.

- det går jeg så med til.

Men "gråvejret" - det er der altså – i dag.

lillefisk ("lillefisk" er fra ”Den gamle mand og havet”)

Uge 20

Nogle dage er der fart på. Når jeg når aften tænker jeg: ”Hold da op, du er godt nok effektiv og utrættelig som en velsmurt maskine. Hvordan klarede de sig før dig, hvordan ville de mon klare sig uden dig?” Dagen er væk næsten før den er begyndt.

Nogle dage får jeg ikke lavet en skid. Selvom jeg er tidligt oppe. Selvom jeg har fået søvn og mad. Så sker der ikke rigtig noget. Jeg kan ikke huske, hvad det var jeg havde så travlt med i går. Jeg får ikke startet på nogle af de opgaver, der egentlig ligger og venter på en aktiv og fremsynet mand. Og timerne snegler sig samtidigt af sted. Og som dagen – trods alt og heldigvis – forsvinder, bliver jeg mere og mere energiforladt. Og så får jeg da slet ikke lavet noget.

Det er på sådanne dage, jeg kommer i tanke om, at de andre måske nok ville kunne klare sig uden mig – alligevel. Og hvis jeg ikke passer på så kan jeg også få den tanke, at de måske ville kunne klare sig bedre.

melankoli

Jeg sad i haven og koncentrerede mig om, hvad mine sanser modtog af indtryk. Snoopy sad, så jeg kunne klø den på højre ben.

Jeg nød solen og den "lune" vind. Ude fra ”junglen” lød vinden ikke lun. Den gav associationer til havet og lød som havets bølger mod kysten, skiftende mellem rolige bølgeslag og voldsomt larmende drøn mod stranden. Det blæste meget og uroligt derude.

Snoopy havde ubemærket skiftet siddestilling, sådan at jeg nu kløede det venstre ben.

Fuglesangen var en intens sanseoplevelse. Jeg blev klar over, at jeg kunne skelne adskillige fuglestemmer fra hinanden. Og jeg kunne sortere de fugle fra, som jeg kendte navnene på.
Det slog mig, at jeg ikke kun hørte dem som en entydig koncert fra luften, som jeg plejer.

Måske er det et kendetegn ved melankolikeren: man begraver sig i tænksomhed og lader det sansede være ”baggrundsmusik” uden aktivt at lytte med og udelukke alt andet.

Findes der melankolikere blandt ornitologer?

Pludselig kløede jeg Snoopy - på ryggen!

lillefisk

Uge 18

Hvis jeg forklarer gang som ”mindst en fod af gangen i berøring med jorden” og løb som ”højst en fod af gangen ...”, så kan det da godt være at der er nogen, som vil diskutere om jeg har været ud at løbe i dag. Men det har jeg.

Nogen gange løber jeg ikke. Dumt, for jeg har det rigtigt godt, når jeg løber. Og har jeg det skidt, er der ikke meget, der hjælper som at løbe. Jo, altså chips, vingummi, sød lakrids, jordnødder, ost og/eller popcorn hjælper faktisk bedre. Og sammen med en tegneserie eller en god film, uha det er godt. Men altså kun mens det foregår.

Løb er noget andet. Løb kan jeg gå og lune mig ved resten af dagen og lidt af næste dag. Jeg kan mærke styrken i benene og den aftagende slaphed på maven. Jeg synes mit tøj sidder bedre på mig og jeg er sikker på at min kropslugt er knap så ubehagelig for mine omgivelser.

Jeg ved ikke, hvordan det går til at jeg kommer til at holde løbepauser. Men når verden er ond og modbydelig får jeg energi til at stå imod – når jeg løber.