Hostrupvej 11

Mine tidligste erindringer knytter sig til lærerboligen på Hostrupvej 11. Det lille hus med "halv" kælder ligger på en skråning ned mod Gudenåen. Indgangen i gavlen førte - som jeg husker det - ind til en lille fordelingsgang med adgang til badeværelse og køkken på højre side og et lille værelse og stuen på den anden side. I fordelingsgangen stod ofte strygebrættet med det blanke grå betræk.
Det lille køkken havde en vask under vinduet ud til grusvejen, en komfur til højre, en dør ned til kælderen på den venstre væg. Måske var det ikke et rigtigt badeværelse, for jeg har et billede af at sidde på køkkenbordet for at blive vasket. Når jeg læser Willy Sørensens novelle "Blot en drengestreg" er det her dramaet udspiller sig. Selvom stuen ikke var stor, var den stor nok til at være en vinkel stue. "Vinklen" lå i forlængelse af køkkenet, men som jeg husker der var der ikke adgang til køkkenet (nogen gange er der). I nogle erindringer kunne der lukkes af ind til vinklen, i andre kunne der ikke. Lige når man kom ind i stuen stod der ofte et staffeli med et af fars billeder. Der kunne strygebrættet vist også stå. Der var vinduer ud mod Gudenåen og adgang til en altan. På væggen over mod nummer 13 stod et lille fjernsyn og over fjernsynet var et lille højtsiddende vindue. I fjernsynet kunne man være heldig at se "For de små" i sort-hvid om formiddagen, når man var alene hjemme med sin mor. Vinklen var ikke stor, men stor nok til et spisebord med plads til mange omkring. I hvert fald har jeg en erindring om at spise ris a la mande med mandelgave, og Jytte og Marian er med (og så må Erik og Ib vel også have været der) og måske også Mortensen. Måske kunne man sidde tæt dengang.

Fra køkkenet var der adgang til en kældertrappe, der straks gik skarpt til højre før den drejede til venstre og venstre igen. Man kom ned i et fordelingsrum med en gavldør, en dør ind til børneværelset og en dør ind til et toilet/mørkekammer. Fra såvel børneværelse som mørkekammer var der adgang til soveværelset, som så lå i hjørnet længst væk. Mellem soveværelset og børneværelset var der hvide dobbeltdøre. I soveværelse og børneværelse var der vinduer ud mod den skrånende have og Gudenåen. Under altanen var der fliser. Dørene ind til soveværelset var oftest lukkede, de var ikke en del af børneuniverset. Inde på det værelse var der gipsafstøbninger af den lille families hænder. Jeg er ret sikker på, at jeg fik en af dem knækket ved en fejl. På børneværelset stod tremmesengen lige inden for døren. I den boede Anne-Mette. Når jeg hører anekdoten om baby Hitchcock, der ikke kunne skræmmes, er det her den foregår. Hekke og jeg legede cowboyder og indianer i det rum.

Ingrid er her ikke mere

Mor er død.

Vi skrev sammen på denne blog i næsten 4 år fra 2006 og til 2010 - med indlagte pauser. Vi skiftedes til at skrive en lille historie om noget vi var optagede af. 1000 tegn hver anden uge. Det gik i sig selv da far fik brug for mors hjælp hele tiden. Vi talte ofte om at starte op igen - men havde hvert vores at kæmpe med, så bloggen har ligget stille i 7 år.

Nu sætter mor sig ikke mere til tastaturet. Hun var ellers aktiv ved datamaten. Hun lånte bøger, bestilte varer, læste nyheder og søgte artikler om alt muligt. Mad, kunst, forfattere, radio og TV... Hun var på facebook. Hun printede meget af det, hun fandt, ud. Hun spillede spil. Syvkabale og mahjong. Datamaten var altid tændt. Af og til måtte den til doktoren, når den havde samlet så meget spyware og cookies at den døde.

Vi savner hende allesammen. Hver især leder vi efter en måde at erkende og acceptere at verden nu er uden Ingrid, uden mor og svigermor, uden Bosse. Jeg tænker, at jeg vil skrive lidt her, når jeg kommer i tanke om noget, eller jeg falder over noget, som det vil være ok at dele.

Jeg har - lidt sent - erkendt, at der var en hel masse mennesker, der kendte Ingrid bedre end jeg gjorde. De kendte i hvert fald en anden Ingrid end den hun viste os. Inge-Lis sendte et skønt billede af en ung Ingrid, der kigger forelsket på fotografen, den unge Bent. Det var dejligt, at blive mindet om, at det er sådan det var. Ingrid og Bent. To mennesker, der var bundet stærkt sammen. Af forelskelse, kærlighed og loyalitet.

Jeg ser frem til at lære dem begge lidt bedre at kende.