Lige nu

Det ene ord tager det andet, siger man. Det må betyde, at er der et ord, så fører det det næste med sig – helt af sig selv. Det skal hermed prøves.
På dette tidspunkt plejer jeg at kigge søgende ud af vinduet. Kan noget derude bruges at skrive om? Næh – alt er ret udramatisk, ikke noget at gøre noget nummer ud af. Og dræbersneglen forleden dag er heller ikke værd at nævne. Dels er den død, dels er der ikke iagttaget nogle nye. Så er det langt mere spændende at opholde sig lidt ved alle de dunhammere der er vokset op ved søen. Jeg har egentlig altid ønsket, at der kunne vokse dunhammere i min have. Men den fylder søen til næste sommer hvis den ikke bliver skåret tilbage, så det er et problem siger jeg, men Bent siger, at vi gør bare søen større, så det er ikke noget problem. Og sådan er vi i bund og grund forskellige, og ingen af os har vel uret. Jeg har i dag fået små kartofler og gulerødder og løg fra Jenses have. Jeg har gjort dem rene. Vi skal have dem til en sild til frokost.
Dejligt.

La' det lig' til i morn

Når jeg er i gang med en spændende bog, sker det ofte at opgaver, der ellers skulle ordnes, bliver udskudt til sidste øjeblik eller helt glemt. Vasketøj får lov at ligge. Aftensmaden bliver til gryderet og pasta, i stedet for bøf med bløde løg, kartofler og salat. Et bad bliver udsat.

Jeg har ferie, men har haft lidt svært ved at føle ferie. Der er så meget jeg har planlagt at nå i ferien. Det føltes næsten ikke som ferie, da den endelig indfandt sig. I starten af anden ferieuge faldt jeg nogle bøger, jeg har lånt af en kollega. Den ene var af Stig Larsson: Mænd, der hader kvinder. Den er jeg skrevet op til som nr. 99. Jeg udsatte alt andet og gav mig i kast med bogen. Ferien havde indfundet sig.

Et par dage efter lånte kollegaen mig fortsættelsen. Ferie endnu en dag. Og så fik jeg – som den sidste i familien – lov at læse den nye (sidste) Harry Potter. Ferie igen. Bøger er ferie – også i hverdagen. Bøger er en gave – også selvom man risikerer at glemme noget af det, man også gerne vil.

mormor, slut

En dag døde min morfar. Og mormor boede alene i det store hus. Det kunne ikke gå, Hun blev sendt på et hjem, men blev ikke passet særligt godt. Hun var snavset, kunne ikke holde sig selv ren. Fik ikke rent tøj på. Hun boede på en stue med tre andre. Hun var sur og ville ikke snakke. Det gik rigtig dårligt. Min mor og moster kunne ikke ændre på noget, så de skaffede en plads på Middelfart sindssygehospital. Her fik hun sin egen stue, og det viste sig, at plejepersonalet tog sig af hende. Når man besøgte mormor nu, også når man kom uanmeldt, sad hun ren og appetitlig - og var velfriseret i sin stol og blev glad, når der kom besøg. Og der kunne føres en almindelig lille samtale. Hun kunne gå en lille tur ned ad gangene. På dette tidspunkt var det, at man, da hun var nær de 90 år, erklærede hende rask. Hun var ikke sindssyg længere.

Der kan nok uddrages konklusioner på min mormors liv.
Det skal nævnes, at hun som ung jordbunden sjællænder giftede sig med en fanatisk religiøs fynbo.

Ludomanen

Jeg er ludoman. Jeg er voldsomt optaget af spil. Det har jeg vist nok altid været. Der er en anekdote i familien om, hvornår det for alvor konstateredes. Jeg skulle efter sigende kureres ved at få lov til at putte 25-ører i den enarmede indtil jeg var spillet træt. Det lykkedes ikke. Jeg er stadig ludoman. På nettet.

Jeg har spillet Othello, et spil, der i høj grad handler om kombinatorik og overblik. Jeg har spillet backgammon, der også handler om kombinatorik og overblik, men der er terninger blandet ind i det, så der er også noget sandsynlighedsregning – og noget held.

Og så spiller jeg poker. Igen kombinatorik og sandsynlighedsregning, men også en del situationsfornemmelse – og held siger nogen. Spiller man længe nok, er det nu altid de samme der vinder.

Jeg bruger periodevis for meget tid på nettet, og jeg er også træt af det, men jeg tror ikke jeg kan lade være. Indimellem skal jeg have dækket mit behov for at få bekræftet, at jeg kan det der med kombinatorik og sandsynlighedsregning.

Turen gik til Norge

Jeg ligger i mine egne tanker, søvndrukken efter en kort nats søvn, og jeg
fyldes i hovedet med billeder af fjelde af mange kategorier. Nøgne,
snedækkede, med skarpe tinder og runde tinder, med træer, med græs. Truende
i deres udtryk men også venlige og levende med fosser, kildevæld og elve. I
luften færdes havfugle med en umiskendelig skarp tale, der dominerer
luftrummet. Det hele er svøbt ind i vand, og i bugterne ligger pæne byer.
Norge er storslået – ganske enkelt. Og vi spørger hinanden, om man får
temperament efter den store natur, hvis man bor der..

Jeg er ved at vågne helt. Ser ud af vinduet. Vindueskarmen er rammen om
træernes blade, der præsterer et dansende puslespil med himmelhvælvingen i
min danske have. Det knitrer svagt, og det lyder som om, der føres en
mumlende hemmelig samtale derude.
Fuglene blander sig med smuk, fuldtonet, flerstemmig morgensang.

Velkommen, synger de
At I kunne blive væk så længe.