fuglene

Ved hjælp af pinde- og grene og solid snor, kan der konstrueres fugle, som kan hænges op i træer rundt i ens have, - og fungere som uroer.
De kan se ud til at være på vej til at dykke eller på vej til at flyve op - eller svæve med udsyn langt ud over markerne.

En af hver har vi fået i vores have. De fanger opmærksomheden, fordi de hænger, hvor der før var åbent udsyn. De er blikfang – de skaber nye rum i haven. Rum der skal være der, for at fuglene kan få plads til at lade vinden føre sig.
Den ene fugle er solidt og harmonisk bygget og skærmes at rødtjørnen, som den hænger i - og af husets vægge. Den er på vej op. Lad os kalde den Sarah.
Den største fugl, den med udsynet, hænger mere frit, har store vinger og et udsyn over markerne.
Den er mest udsat for vind og vejr. Lad os kalde den Mathias.
Under fuglefoderbrættet hænger den lille. Den hænger sikkert der. Det er Lisa. Tæt på huset.
Fuglene har begrænset levetid, så Jens Oluf, der har konstrueret dem, må lave nye, når de går til.

Det handler om tro

Selvfølgelig skal de skyldige straffes.

Jeg sidder under halvtaget, i min have, langt fra alting. Om aftenen kan jeg være heldig at høre stjernerne, om dagen kan jeg se havens vækster vokse. Mine 24 tulipaner bryder i disse dage gennem jordens overflade. Undere om natten, mirakler om dagen.

Jeg læser Kjærsgaards hurtige Danmarkshistorie (det hele på et par hundrede sider) og kommer frem til, at det at være dansk mere handler om en ide, man tror på, end på nedarvede gener. Jeg tænker også på at ideen – for de fleste af os – måske mere en ide, vi har vænnet os til, end en ide vi tror på.

Jeg har gjort dumme ting og været på vej ud i noget dynd. Jeg er aldrig rigtigt blevet straffet. Mægtige kræfter (særligt mine forældre, men også mange andre) har beskyttet mig, der er altid nogen, der har støttet mig. Prøvet at forstå mig, prøvet at få mig til at forstå.

Tør de utilfredse te sig tosset, fordi de ikke syns de har noget at tabe, eller fordi de mener, at der ikke er noget for dem at vinde?

Bestyrelser

Jeg læser om Søren Kirkegård og ”kærlighed og opbygning”, og jeg er part i en kedelig diskussion i en bestyrelse.

Søren Kirkegård:
”Eller hvorledes tænker du dig vel også det menneske skulle være, der i sandhed kunne opbygge dig? Ikke sandt, du ville ønske ham indsigt og kundskab og gave og erfaring. Men dette mente du dog ikke, at det afgørende kom an på, derimod på, at han var et tilforladeligt, kærligt menneske. Det er i sandhed et kærligt menneske.”

I bestyrelser kan man have et rart og opbyggeligt samarbejde om en institution, som man har en kærlighed til – da lynet pludselig slår ned. Der er én ramt person, som tager sig selv forfængeligt. Og såres.
Han samler i dette tilfælde, hvad han har af ordforråd, der karakteriserer hans indstilling mod dem, der ”røvrender” ham. Ordene klinger dårligt, og er ikke præcise.

Han graver dybere og dybere.

Selv i små frivillige bestyrelser kan vi alle glemme alt om ”opbygning og kærlighed” – når tingene brænder på. Til trods for fælles mål.

Heldigvis er jeg ryger

Efter to måneders pause – grundet en knæskade erhvervet efter et par alt for sjove og krævende timer på onkel Dans floorballhold – og jeg vil godt lige sige, at jeg ikke har tænkt mig at spille floorball mere – er jeg atter i gang med tibetanerne.

Jeg startede forsigtigt for 12 dage siden. De første dage nøjedes jeg med 12 gentagelser af hver øvelse. Så lidt mere hver dag og efter 10 dage er jeg oppe på fuldt program. Hver morgen 21 gentagelser. Jeg har endda føjet lidt armstrækkere og nogle mavebøjninger til morgenprogrammet.

Jeg har været ude at løbe den lille rute et par gange, ligesom jeg har været til gymnastik med kollegaer i træningscentret nogle gange. Og det virker, selvom knæet stadig værker lidt indimellem: Jeg kan mærke kræfterne vende tilbage, og i mit spejl ser jeg en kraftfuld og spændstig ung… ok, lidt ældre end ung .. mand. Jeg stråler af selvtilfredshed.

Hvis jeg så også holdt op med at ryge, ville jeg da slet ikke være til at holde ud.