Barack Obama

Man kan forestille sig, at Barack Obama allerede på nuværende tidspunkt ikke har levet forgæves.
De fleste i verden prøver nok at fortrænge pessimistiske tanker, både om troværdigheden og om evner og vilje og muligheder.
Men det her skal være sandt.
Jeg har aldrig troet på nogen statsmand, som jeg tror på Obama. Jeg kan også sige, at jeg havde mistet troen og håbet. Nu er vi så mange, der tror, at alene visheden om, at så mange har fået en tillid, har givet næring, det åbner for et fælles anliggende, et fælles håb. Jeg ville før i tiden have kaldt dette for længslen efter en stærk person.
Men længslen efter, at vi er mange, der har det samme håb er lige så stærk.

Indtager mit rum

Så har elektrikeren været der og sluttet vaskemaskine og tørretumbler til. De er nu placeret på en hylde 70 cm over gulvet. Nedenunder er der så et rum med plads til vasketøjskurve. Dem skal lige have bygget eller købt. Ovenover er der også en hylde. Til højre for opstillingen har jeg fået et helt nyt køkkenbord med nedsænket vask.

Blikkenslageren var der for sidste gang i lørdags. Nu er der vand til vaskemaskinen og vand i min helt nye vandhane. Både koldt og varmt.

For næsten 14 dage siden satte Poul Erik den sidste gipsplade op.

Nu er rummet MIT. Og jeg sidder ude i mit rum og ser på vaskemaskinen og tørretumbleren. Ser dem snurre. Drikker kaffe og ryger en smøg og ser på mine maskiner og mine hylder og mit bord. Glædes.

Jeg har nu glædet mig mange gange siden vi væltede de vægge og tog det gamle tag ned. Det var i maj/juni. Jeg har glædet mig, når det der uoverskuelige projekt nåede nye delmål. Da den nye mur kom op. Da det gamle tag kom af. Da de nye spær og det nye undertag var på plads. Da det lykkedes lille mig at tage de gamle spær ned – alene. Da taget kom på. Tagrenderne. Da det ene dørhul var muret til. Da det anden dørhul fik en helt ny dør. Da det ene vindue blev muret til.
Hver gang en gammel væg blev skjult af skelet og isolering til den nye gipsvæg. Da elektrikeren havde trukket ledninger til mine mange stikkontakter, mit lys og mine maskiner. Da gipsen var sat op. Da stikkontakterne fungerede.

Og nu er det næsten færdigt.

Der mangler bare lige skinner på alle hjørner. Revner spartles ud. Vægge pudses. Vægge tapetseres. Vægge males. Og så skal der vist nok træ på den lave del af rummet. Der skal også lige nogle lamper i loftet.

Men så kan jeg vist flytte ind. Med skabe og hylder og arbejdsbord. Med stole og dartskive.
Indtil da glædes jeg over at rummet nu er mit. At mine maskiner står der og snurrer og ser pæne ude, mens jeg drikker min kaffe og smiler.

Mou kirkes restaurering

Mou kirke er omsider blevet restaureret. Først og fremmest var kirken blevet smuk, ja helt tilfredsstillende. Og menighedsrådet, håndværkere og kunstner fik fine ord i talen fra biskoppen. Samarbejdet har været vanskeligt flere gange, og der måtte aftales strategier for at vi kunne få vores ideer igennem. Så det var værd fremhæve det.

Og så var der oplevelserne på dagen, de var mange.
Særligt skal de uforglemmelige nævnes, men uforglemmelige, set med mine øjne selvfølgelig.
Jeg gik til nadver uden Bent, han havde forrettet sit. Det kunne jeg ikke forstå, men en glæde var det, da jeg gik op, at få et glad lille smil fra Steen Thomsen, som var med i præstekjole og i processionen. Og en glæde var det også at få et smil fra Maja Lisa Engelhardt.
Det er nemlig en smuk kirke hun fik udfærdiget. Og hun er selv en betagende kvinde. Peter Brandes, hendes mand, var også med.

Egensekoret sang, og hvor vi sang. Vores dirigent var tydelig tilfreds. Og der var megen ros til os fra tilhørerne bagefter.

Ja så var der de mere almindelige uforglemmelige ting, som talen fra biskoppen, formanden for menighedsrådet, formanden for restaureringsudvalget holdt.
Midt under talerne ”mødtes” Rigmor, den forrige menighedsrådsformand og jeg vist nok hinanden fra hver sin ende at salen. Det var nemlig os og ikke Jørgen Heuchendorff, der vedtog, at vi skulle bede Maja Lisa tage opgaven. Men det vil kun vi vide.

Om eftermiddagen skete for så vidt de dejligste ting. Jens Oluf kom og Lisa og hendes far og mor.
Dejligt at få nogen af ens egne at dele det med.
Midt under en prædiken blev kirkerummet overdænget med lys og lysvirkninger.
Sollys fra vinduet, lys fra de levende lys og lys fra de nypudsede lysestager og lysekroner og elektriske lys..

Alle lysene blandede sig til et ordnet væld af lysvirkninger i kirkerummet. Hører man til de romantiske, kunne man sige, at nu tog Gud bolig iblandt os.

Hvorom alting er – det blev dagens højdepunkt for mig.

Et nyt og bredere menneske

Der var 5 arbejdsdage fra den skolerne lukkede og til de åbnede igen. Det var min plan at møde op til alle sammen. Det blev til 1½ dag. I stedet for en arbejdsjul blev det en rigtig hyggelig jul.

Allerede den 19. december startede hyggen. Jeg var med på den lokale bodega for første gang. Smørrebrød og øl med de lokale. I weekenden var vi igang - både ved naboen og ved mig. Det blev også til nogle overflødige - men hyggelige - øl.

Mandag og det meste af tirsdag var jeg på arbejde og fik da også lidt lavet. Men der var jo også rundstykker og kage. Og den 23. drak jeg en øl med mine forældre før jeg tog ind til mine svigerforældre for at pynte juletræ og trille marcipan. Den 24. var der julemad og gaver. En meget hyggelig aften. Nevøerne var i godt humør hele vejen igennem og stemningen var i det hele taget rar. 1. juledag med mad og øl ved Lisas bror. 2. juledag med mad og øl i Høstemark.

3. juledag var hviledag. Jeg ryddede op i haven og tog ind til Lisa.
Søndag hjalp jeg en nabo og spiste rester fra en julefrokost og drak nogle øl.
Mandag og tirsdag var vi i værkstedet og drak nogle øl.
Nytårsaftensdag kom en nabo forbi og vi drak nogle øl.

Nytårsaften fik jeg god mad og drak vin,

Nytårsdag - over middag - kom en nabo forbi og vi fik nogle øl.

2. januar var vi værkstedet og drak nogle øl. Det samme 3. januar.
Den 4. januar var jeg med Lisa på udsalg.

Og endelig den 5. januar var jeg på arbejde igen. Pyh.

Jeg tænkte stort set ikke på mit arbejde i ferien. Og jeg har hygget mig og slappet af som jeg ikke har gjort længe. Men maden og alle øllerne har altså betydet at jeg vender tilbage ikke bare som et bedre men også som et bredere menneskeske.