Parisertoast på Rådhuspladsen

I København sad jeg på Rådhuspladsen og nød
en parisertoast og et glas øl;
Københavns puls;
vejret;
menneskers vandring efter noget.
Jeg fik samme fornemmelse, som da jeg for nylig var i
Det nye Teater. Fornemmelsen af at høre helt til.
Byen forlod jeg som 18-årig og savner den ikke, men jeg bliver nu ramt af en slags kærlighed. Ikke på grund af minderne, men på grund af
fortroligheden med pulsen, rytmen.

I Jylland har jeg boet flere steder,
Mest fremmed er jeg nok forblevet der, hvor jeg nu har været
i en menneskealder, på landet i en mindre provinsby.
Stedet er blevet en del af mig, men ikke indbyggerne.
Her træder jeg i karakter på grund af forskellen på mig og de andre.

Det faktum plejer tilflyttere normalt at beklage, men jeg har også
anset det for at være lidt af et privilegium.
Det har givet en slags selvbevidsthed, som måske har været årsag til, at jeg
ikke er gået for meget op i, hvad folk tænkte om mig.

Selv om jeg holder af de fleste og har meget stor respekt for mange.

lillefisk

Misforståelser

Der var oftest en eller flere katte i mit barndomshjem.
Så jeg var imod da Lisa og ungerne for nogle år siden begyndte at tale om at få kat. Katte er renlige dyr, javel, men det er jo fordi de slikker sig alle mulige steder hele tiden med den tunge, de også slikker deres mennesker med. Og de efterlader kattehår og jord og kryb og kravl overalt. Og katte kradser i møblerne og skider og pisser og kaster op.
Jeg krævede så to ting. Katten skulle have en lem og den skulle IKKE have adgang til soveværelset. Så skulle katten selvfølgelig ikke være på bordene og den slags naturlige regler. Og fodringen havde jeg ikke noget med at gøre.

Da Tia var næsten 2 år fik hun tre killinger, hankatte. En hvid, en lysebrun med striber og en rød med striber. De to første og sundeste gav vi væk. Og beholdt skravlet. Selvfølgelig. Ib er et af dens mange navne. Den hedder også Ibling og Det røde Lyn.

Når jeg ikke kan se mine søde små kattemissepusser, er det ofte fordi de ligger i hver sin side af dobbeltsengen.

Beskedenhed

Er beskedenhed en dyd?
Jeg blev i tvivl og gik på nettet:

Taekwondo:
En selvbevidst og dygtig udøver er nødt til ikke bare at besidde en vis portion tålmodighed, ydmyghed og indlevelsesevne, men også beskedenhed, generøsitet og gode manerer.

Kinesisk filosofi:
Kineserne anser beskedenhed som en af de største dyder. En beskeden person kan bedre tackle en omvæltning i sin tilværelse. Har man succes og står på magten og lykkens tinde, har man let ved at glemme, hvor man kom fra. En beskeden person glemmer det ikke og vil derfor være mere forstående overfor andre.

Her:
Beskedenhed har været en dyd i vores kultur i den grad, at det er både synd og skam.
Derfor gør vi, hvad vi kan, for at leve op til vor tids krav. Vi opper os. Vi sørger for at blive lagt mærke til. Vi klæder os i sjovt tøj med nye farver i håret og i ansigtet.
Vi forsøger at glemme den forkætrede Jantelov og klæder os i andres forventninger til os.

”Vi går i de stores spor
i alt for små sko
og med alt for store ord” .- M. Falck


lillefisk

Intet er så skidt...

Hun var kun 9 år da hendes far lovede hende bort til en af sine ansatte og som 15-årig blev hun gift med manden, der på det tidspunkt var dobbelt så gammel.
De lever sammen i medgang og modgang i 27 turbulente år, hvor hun får 10 børn medens hun følger mandens karriere i familievirksomheden – og rundt i verden.
Da hendes far dør, forsøger hendes mand at overtage virksomheden for næsen af hendes halvbror. Det lykkes ikke og halvbroren anklager oven i købet hendes mand for fusk med firmaets midler.
Af omveje ender de i Amsterdam, hvor manden, i forsøg på at overtage styringen med familievirksomheden, søger hjælp ved en tysker, mens hun sendes til England for at rejse kapital ved at inddrive gammel gæld ved en ven.
Vennen betaler ikke sin gæld, men sender hende til broren, der spærrer hende inde i 22 år. Manden ser hun aldrig mere. Hun får ro til at skrive en bog til sine børn. En bog der 400 år senere kanoniseres som en af dansk litteraturs 12 største: jammers minde.
Intet er så skidt...

Sommerferie

Vi har været på sommerferie.

Dagen efter ankomsten til vores sted var vi klar til at se os omkring. Vi forlod vores campingvogn og fandt frem til følgende:

Vores børn boede på en anden plads. De boede lidt tættere ved Adriaterhavet end os, men vi havde et bedre wc. Udsigten fra bostederne var lig hinanden. Campingvogn ved siden af og overfor campingvogn med fortelte og parkeringspladser til bilerne.
Campingpladsen lå i en lille skyggefuld skov. Et netværk af veje førte os rundt til hinanden og til fællesfaciliteterne.
Der var fint med fælles wc og badeforhold og et handelssted.

Fra vores fortelte havde vi muligheden for at se på ”udsigten” og læse bøger, når vi ikke skulle bade eller ud at spise.

Vi var i Venedig. Det var der rigtig mange, der var.

Vi blev solbrændte og havde det rart med hinanden.

Der var sol, hav og varme. Der var gode motorveje og en velfungerende campingplads og - Venedig.

Så når nogle spørger, hvor vi har været på ferie, så siger jeg, som det er:
”Vi var i Italien”.