En huskehjælp til fremtiden.

Jeg er blevet opfordret til at skrive ned hvordan det går. Fordi det går virkelig godt, og så kan jeg måske vende tilbage til denne tekst, hvis det en dag går ned af bakke igen.

Det som går godt er, at jeg har fået totalt styr på min arbejdsproces og min opgave og alt det der.

I denne uge har jeg arbejdet hele dagen alle dage, og har været helt vildt effektiv. 

Jeg har skrevet en plan for at få skrevet opgaven færdig, og jeg kan overholde planen. Den er ambitiøs og realistisk.
Det er skønt for mig at opleve, at jeg kan arbejde både før og efter frokost. Det har jeg ikke kunnet hele tiden. 

Det nye er, at jeg har flyttet arbejdsplads fra første sal i bogstøtten, tæt på sofaerne, til 3. sal i den anden ende af huset. På tredje må man ikke snakke, og jeg holder kun to rygepauser. En om formiddagen og en om eftermiddagen, og så arbejder jeg bare igennem.
Jeg er nået dertil i arbejdsprocessen, hvor jeg skal skrive og rette, og i på to dage fik jeg skrevet 9 sider på to dage. Det er meget.. Eller det føles i hvert fald sådan.

Jeg prøver at blæse successen op og køre på. Jeg nyder at arbejde koncentreret med min opgave og holde fuldkommen fri til fyraften. Men fyraften flytter sig. I mandags var jeg til undervisning til 16, og tog så videre på læsesal og kiggede på historiske kilder på det kongelig bibliotek. Det er usædvanligt! Men ikke længere. Jeg er en maskine, og jeg kan gøre hvad jeg sætter mig for.

Det nye jeg tænker på, er at når man skriver opgave afkræver man noget stof et bestemt svar og glemmer at stoffet godt kan have noget med rigtige mennesker at gøre. Jeg hjalp Lasse med en HF-opgave om en vandforgiftning i Flint, Michigan. Og jeg er blevet helt vildt god til at søge en tekst for svar og genformulere og sætte i sammenhæng. Det er jo super fedt, men man kan godt glemme at det faktisk var rigtige mennesker som levede i den virkelighed, når jeg bare skal bruge det til at skrive opgave. Det er jo noget at tænke på, når jeg har fundet ud af at det er let for mig, at jeg også kan blive væk i fakta, og glemme omgivelserne.

Altså, en lille update, som er at jeg har fået temmelig total kontrol over opgaven og skolelivet. I fritiden falder jeg stadig lidt mere sammen end jeg helst ville, men jeg får da gået til et par demoer og set nogle venner. Og hænger med Lasse. Vi hænger maks. Det går godt. Og det skal jeg kunne huske næste gang det går dårligt. 

Søndagshygge og samfundets endeligt

For måske et par år siden bragte Politiken nogle artikler, som ville afdække om det, vi tror virker mod klimaforandringer og overforbrug faktisk virker så godt som vi håber. 

De afslørede fx at genbrugstøj som regel bevæger sig fra containerne til en centralsortering udenfor Amsterdam og derfor distribueres til salg til vintagebutikker, genbrugsforrretninger og sælges til udviklingslande. Det var jo ikke lige det vi troede.

Ligesådan bragte de artikler som forsøgte at regne ud, at brug af plastikposer til indkøb er mindre belastende end stofnet, forudsat at man bruger sin plastikpose x antal gange. Det skyldes at konventionel bomuldsdyrkning indbefatter en hel masse sprøjtemidler, og at bomulden skal transporteres, forarbejdes, sys, farves, osv osv inden den når med ned og handle. 

De punkterede også ideen om at sy karklude for at undgå mikroplast med forklaringen, at det ikke er lige netop i karklude, at den største udledning af mikroplast forekommer. Man skulle i stedet prøve at påvirke kosmetikfirmaer.

De seneste dage har jeg gået og spekuleret over den dissonans jeg oplever ved at være overbevist om, at klimaforandringerne kommer til at skabe samfundsforandringer som er uoverskuelige og uforudsigelige. Dissonansen opstår fordi jeg samtidig bruger de fleste af mine aktive timer på at opnå kompetencer og papirer som er skræddersyede til det samfund som netop står over for et sammenbrud.

Samtidig ville det jo også være tragikomisk at sætte alle mine kræfter ind på at formindske klimaforandringerne, lykkes med projektet og se samfundet bestå, og så ikke have fået min kandidatuddannelse så jeg kan undervise på det gymnasie jeg netop har reddet. Okay, det er måske lidt langt ude, men paradokset er alligevel klart for mig.

I dag har jeg syet et kaffefilter, som kan bruges igen og igen. Af økologisk bomuld og uøkologisk tråd. Nok ikke fordi de to-tre-fire stykker brunt papir som jeg nu ikke skal smide ud herhjemme kommer til at ændre noget i det store regnskab. Men jeg har også - som jeg altid gør - slæbt mit vasketøj op på 6. sal under loftet for at tørre, i stedet for at tørretumble det. Det bliver nok heller ikke tungen på vægtskålen. 

Jeg har også afleveret pant og skruet ned for radiatoren og foreløbig har det ikke været så koldt at jeg ikke orker at cykle. 

Min mad er økologisk. Undtagen når det er urimeligt meget for dyrt, eller hvis det er slik eller takeaway eller frysepizza eller udsolgt. Mit tøj er brugt, og jeg skifter absolut ikke sengetøj for ofte. Jeg er endda begyndt at pakke min formiddagsrugsbrødsmad i en bøtte i stedet for en pose. 

Når Politiken oplyser os om meningsløsheden i de små ting vi gør, kan der ske mindst to ting. Enten dropper vi det, eller også føler vi os drevne til at ændre på de ting, som virkelig batter. Boykotter Nestle, skaber bevægelse for veganisme, inspirerer andre til at lappe deres skjorter, skriver store lange klagebreve til verdens regeringer og demonstrerer til COP21 eller hvor langt vi nu er nået. 

Inden jeg bliver kandidat (om 2 år og 2 måneder, 7-9-13) vil jeg læse Naomi Kleins bog om klimaforandringer, “This changes everything”, til ende. Foreløbig er jeg nået gennem introduktionen. 

Alle Helgenes Dag

Kirkerne har i nogle år (altid?) afholdt en særlige gudstjeneste i forbindelse med Allehelgenes dag, hvor sognets mindes de medlemmer, der er gået siden sidste Allehelgenes dag. Således også i Mou Kirke, hvor mors urne blev nedsat på kirkegården i februar.

Jeg besøger oftest kirkegården sidst på måneden, ofte er Lisa med. Sarah har været med, Mathias har været med. I dag tog jeg der ud alene. Jeg fik lagt lidt kirkegårdspynt på det familiegravstedet før jeg gik ind i kirken.

Præsten tog imod lige indenfor døren til kirkerummet. Sagde velkommen og delte den lille tillægssalmebog ud. Jeg fandt det sted i sideskibet, hvor jeg ofte og i hvert fald for 6 år siden sad sammen med mor på "fars" Allehelgenes dag. To af mors og mine fælles bekendte satte sig ved siden af mig på bænken. De genkendte mig ikke før jeg talte til dem. Det var rart at have dem der.

Jeg er jo ret langt på afstand af det med Gud og Jesus, men jeg deltog alligevel. For en ordens skyld. For mors skyld. Når alle de andre blev nævnt, når der blev tændt lys for de andre, skulle der jo også være en der for mor. En der tændte lys for mor. I mors eget sogn. Jeg havde jo nok en fornemmelse af, at mor ville være til stede, men jeg havde egentlig ikke en forventning om at jeg ville være ordentligt til stede.

Jeg holdt fin afstand under kirketjenerens første solo. På engelsk, jeg husker ikke lige hvilken. Smukt. Jeg havde nemt ved at holde afstand under de fælles salmer og under de fælles bønner. Jeg havde ikke svært ved at holde afstand under prædiken. Men da kirketjeneren sang Danser Med Drenges "Er der nogen i himlen?" i en fantastisk version, da vi en af gangen tændte et lys på døbefonden for hver vores afdøde, og da kirketjeneren sluttede det hele af med Kim Larsens "Om lidt bliver her stille", var det lisomom jeg også var der.

Efter gudstjenesten sagde jeg tak til kirketjeneren for hendes fantastiske sange, gav hånd til præsten og fik en rose, jeg kunne lægge på mors grav. Det gjorde jeg så. Jeg talte lidt med dem alle fire, nok mest med mor og lidt med far. Jeg tænker, at i hvert fald de tre, der har ligget der længst, allerede har fået vinger og synger med i et af himlens kor. Og måske ikke har det store behov for at følge med i mit liv længere.