Bruger du hjelm?

Jeg er faktisk ret trafiksikker når jeg cykler. Men jeg har mødt min overmand: mennesket med super-cykle-intelligensen, overblikket for viderekomne.

Min oplevelse startede da han overhalede mig på vej ned af Sohngaardsholmsvej. Jeg når lige at tænke: Nu kommer du først til det røde lys. Der tog jeg på en måde fejl, for han havde også set lyssignalets generende optræk til rødt. Han forlader cykelstien, drejer ud foran en bil på vej ned ad, (flot afstandsvurdering), – henover næste vognbane, den modgående trafik må justere hastigheden efter forholdene: nemlig ham, fortsætter på cykelstien ned mod lyskrydset, der nu viser rødt, svinger til venstre, hvor de der ventende cyklister (takket være hans overblik og situationsfornemmelse) ikke rammes. Jeg kan fra min position følge hans færd på Østre Alle-cykelstien langs Eternitten. Modkørende cyklister passeres ekvilibristisk skiftevis højre og venstre om. Han lader sig stadig ikke stoppe af konventionerne, da han når frem til det røde lys ved Sønderbro. Han svinger med noget der ligner ubegrænset tillid til forsynet atter til venstre – ud i det ukendte.

Og jeg kan ikke se ham mere... wow!

Fik jeg sagt, at jeg altid har cykelhjelm på når jeg cykler?

lidt om hastighed

2006

Vi kørte mod København.
Susede ned gennem Jylland, ind på Lillebæltsbroen, over Fyn, ind over Storebæltsbroen.
Ankommet til København hjalp lommecomputeren os
med at køre direkte til Hotel Fønix på Vesterbrogade.

Undervejs drak vi den medbragte kaffe af krus, som vi satte i
beholderen i bilen. Senere holdt vi pause på Ejer Baunehøjs
rastested.
Turen fra Mou til København varede under fire timer.

1950

Min onkel tog min moster, min mor og mig med, når han
skulle til Jylland og handle. Vi kørte fra Odense i hans lille
DKW tidligt om morgenen.
”Ud at se – med DKW”, sagde han.
Og så kørte vi stærkt med 60 km i timen.

Ved det lille hus før Lillebæltsbroen, hilste vi:
”Go-avten, go-avten , Lundstrøm”.

Ved det første lille bump på broen sagde vi: ”brobegyndelse”.
På midten: ”bromidte”. Ved slutningen: ”broslut”.

I Jylland fandt vi en mark, bredte et tæppe ud, satte os på det og spiste
madpakker og drak kaffe – og fik en middagslur.

Undertiden havde bilen kørt et rundt antal kilometer. Så stod vi
ud og klappede den og råbte hurra.

Var vi heldige nåede vi Skanderborg inden aften.

lillefisk

PODS

Indtil for ganske nylig har jeg kun haft hån tilovers for folk med højttalere i ørerne. Walkman, discmand, og nu MP3-afspillere. Svagt at være nødt til at lukke verden ude for at kunne være i den.

14 dage med en MP3-afspiller har ændret min opfattelse. Jeg er blevet storforbruger. Snart er jeg vel afhængig og må i behandling. Det er jo SKØNT med Mozarts 17. mellem ørerne når jeg cykler. Bakkerne klares som en leg. Glæden ved havearbejde mangedobles, når en P1-udsendelse om livet, døden eller meningen med det hele (eller bare med noget af det) er med i baghovedet.

Jeg hører PODCASTs. På DRs hjemmeside finder jeg spændende udsendelser, som jeg downloader v.h.a. mit software, som også flytter MP3-filerne til min afspiller.
Sidst jeg var på Nordjyllands Kunstmuseum trak jeg en stol hen foran Niels Winklers billede af Suzanne Brøgger. Mageligt placeret hørte jeg et interview med NW om dengang han malede billedet, om Suzanne Brøgger og om omstændighederne. Interviewet med NW var en PODCAST taget ned fra museets hjemmeside.

Jeg har kun et skuldertræk tilovers for folk, som synes at det er asocialt at have høretelefoner i ørerne.

Frederik

Det er en almindelig søndag, og Bent og jeg går i kirke i den forventning, at der er store lufthuller på bænkeraderne.
Der er imidlertid barnedåb med mange gæster, så kirken er rimeligt godt fyldt op.
Præludiet bliver spillet, og kirkesangeren beder indgangsbønnen, der synges en salme, og tiden kommer til, at barnedåben skal forrettes.
Der er en del tummel, inden de børn kommer op, der gerne vil være med. ”Er der ikke flere børn, jeg synes jeg så nogle flere” – siger den unge kvindelige præst, og endnu nogle flere dukker op hist og her fra.

Hun døber barnet og siger til fadderne det, som skal siges, og til sidst kan alle sætte sig.

Pludselig ser vi det nydøbte barn højt hævet over vores hoveder i et par strakte arme, som er præstens.
”Det er Frederik”, siger hun. ”Nu er han med i vores menighed”.

Rødhårede Frederik ser ud over os alle sammen med et flegmatisk udtryk.

”Velkommen til Frederik”, siger hun.
Nu vil vi bede Fadervor sammen med Frederik.”

Vældig mange ansigter krakelerer til noget der ligner et smil eller er et smil.
Og mens Fadervor bedes, tror jeg ikke, at der er ret mange, der uanfægtet lader bønnen gå ind af det ene øre og ud af det andet.

lillefisk