sort som kul

Jeg er ikke bange i mørke, når jeg er alene hjemme. Det har jeg altid kunnet
sige.
Men forleden dag ved midnatstid, da jeg var alene med Snoopy, gik
elektriciteten.
Jeg sad på sengekanten, da det blev helt mørkt. Jeg ventede, - men lyset
blev væk. Mørket omklamrede mig. Uden for vinduet var det lige så buldrende
og tyst.
Noget bevægede sig dog på vejen med et meget svagt lys, men det forstærkede
uhyggen. For der fulgte ingen lyde med.
Jeg famlede mig ud til køkkenet og fandt en lygte, gik gennem gangen ud i
fyrrummet, videre ud i galleriet til butikken, hvor fejlrelæet er.
Det var slået fra, og jeg kunne ikke slå det til igen.
Tilbage til entreen, hvor jeg åbnede døren på klem. Hvordan ovre hos naboen?
Også aldeles mørkt og stille.

Det var en klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg listede ind i seng, og Snoopy kom og lagde sig tæt ind til mig. Den var
en stor trøst, for sagen var nu, indså jeg, at jeg ikke længere kunne
prale med ikke at have været bange for at være alene hjemme i mørke.

Nogen tæller får

Der sidder tre små mænd
På bænken
Under bøgen
På bakken

Jeg er nået frem til, at jeg er styret af mine interesser og behov. Dagligt udsættes mange ventende opgaver.

En af mine tilsyneladende stærke sider, er evnen til at få ideer og sætte i gang. Jeg er god til fantasi.

Kombinationen giver mig i perioder så mange løse ender, at min hjerne koger. Heldigvis er arbejdet blevet en helle. Men straks jeg sidder i bilen, dukker listerne op.

Så begynder jeg at handle med mig selv: Først ordne noget af det sure, så nyde noget af det søde. Ofte går det omvendt. Og når jeg kommer i seng koger hjernen, de løse ender snor sig, vikler sig ind i hinanden.

Nu fremmaner jeg så de tre små mænd. Nogle gange sidder de der med en bajer og snakker om deres koner og deres børn. Eller om en skovl, der er knækket. Nogle gange har de udsigt over et hav med en sejlbåd, nogle gange over en mark med enten røde eller brogede køer. Der er en sådan ro over de tre mænd, at jeg altid sover inden de skal hjem.

ordenes indflydelse

Jeg har for en tid siden malet et lille billede. Har først omsat det direkte
uden forlæg
fra de små grå til det hvide papir med blyant. Derefter overført det til et
lille maleri. Efter min egen mening er det et motiv fra mosen.
Midt i billedet er der tegnet en pæl, ret umotiveret. Man kan egentlig ikke
sige, at den er pæn eller pynter. Men den fremhæver baggrunden.
Hver gang jeg ser på billedet er den pæl dog en slags torn i øjet på mig.
For hvad skal den alligevel der?

Men nu har netop pælen pludselig fået betydning for mig, da jeg for tiden
læser digte
af Jørgen Gustava Brandt fra en digtsamling, der hedder "Afmagt".

Det står:
.
Mysteriet er en hegnspæl
med sin vej
i markens udkant.
Mysteriet står i luften, i lyset
foran,
bagved
rundt om pælen,
som et øjeblik står ladet
med magtfuld indifferens.
Mysteriet er en vej mellem
markerne

Nu er pælen blevet meget vigtig for mig.
En digter åbnede mine øjne for mit eget billede, som
han slet ikke har set.

Forårsfornemmelser

Græsset er atter synligt, fuglene kan høres, særligt rågerne, der holder til i de høje træer på bakkeøen. Solsorte og mindre fugle kommer også på besøg i haven. Og lyset er blevet mere dominerende. Det er forårstegn.
Foråret betyder meget for mine samboere. De sidste 3-4 måneder har de mest opholdt sig indendøre. Den ene flader ud i gyngestolen i timer af gangen og den anden i dynerne. De har også brugt en del tid på at kigge forventningsfuldt ud af vinduerne. Det har i alvorlig grad lignet vinterdepression.
Nu er de igen begyndt at opholde sig ude. Den ene er vild med græs og må hele tiden lige tygge på et strå. Den anden løber rundt efter fuglene i hele haven. Hele tiden holder de øje med disse fugle.
Det er som om mine katte både beundrer og foragter fuglene. Både for evnen til at flyve og for deres gennemtrængende lyde, der hele tiden forhindrer kattene i at se rigtig ligeglade ud.