Egensekoret

Korsang lyder kedsommeligt for folk, som ikke selv synger i kor. Det anses
blot som hyggeligt tidsfordriv.
Og det er det også, men i heldigste tilfælde er det mere end det. Det er det
for mig nu i mit kor.

Jeg glæder mig, når jeg skal til korsang – nu igen – ligesom da jeg var
barn.
I mit 68. år må jeg fryde mig over at have fået den glæde tilbage.

Vi har nemlig fået en særligt god dirigent med karisma, dygtighed og
erfaring.

Han kræver vores fulde koncentration, især ved begyndelsen og slutningen af
en sang.
Han siger til sopranerne:" – Syng ud – kom nu - I kan godt. I er sopraner,
I skal arbejde for sagen."
Han får os til at synge ud, ikke bare at synge kraftigt. Vi får åbnet for
alle sluser, og nyder det.

Efter en stor koncert med domorganist Bo Grønbeck og vores dirigent Jørgen
Bjernø, føler jeg mig på en måde helt renset. En lethed indeni og en
fornemmelse af, at musklerne smiler den rigtige vej inde i hovedet,
- især - når de folk, som fylder kirken, - rejser sig og klapper til sidst.

Skønt at være katteejer.

Jeg bor sammen med to katte. Tia og Ib.
Det er mit ansvar, at der mad og frisk vand. At der er noget revet jord, de kan skrabe i. At de får loppemiddel og kommer jævnligt til dyrlægen. Det var mine opgaver.
Til gengæld skal kattene gå udenfor, når de skal forrette. De skal holde fra bordene. Derudover skal de være dejlige at se på. Graciøse. Tilsyneladende totalt i hvile. Voldsomme. Kælne. Humørsvingende. Og så skal de være tilstede.
Aftalen er at Ib modtager mig ved døren, hvorefter han straks hvæsser sine kløer på kradsebrættet. Tia skal ligge yndefuld i vinduet eller på sofaen. Ib skal sove i soveværelset, så jeg kan falde i søvn til hans spinden. Tia må sove, hvor hun vil.
I dag var Ib her ikke, da jeg tog af sted. Og ikke, da jeg kom hjem. Ikke til spisetid. Og ikke kl. ni. Jeg har gået langs vejen, for at se om han var kørt over. Det har været en lidt trist dag for Tia og mig. Vi har holdt os i nærheden af hinanden.
Men kl. 21.27 var han her. Han havde bare været ude at gå en tur. Og nu er alting godt igen.

Snoopy Witus

Snoopy Witus er en beagle med fine rødder. I dens slægt kan tælles talrige
vindere af certifikater. En tipoldemor er den mest vindende beagle i England
nogensinde.

Snoopy er bare vores hund og er ni år.

Han er en kærlig og køn hund. Og klog.
Med blikket kan han tiltuske sig mange kæl.
Men også sende sine ordrer. Efterkommer vi dem ikke, vælter han papirkurven
eller skubber ting ned fra hylder så støjende, at vi bestemt hører det. Så
skælder vi ud, og han vifter glad med halen over at have fået kontakt.
Men han kan også forstå, når vi siger "nej".

Når solen planter pletter på vores fliser, går han gerne ind og henter et
tæppe, slæber det ud på en af dem og lægger sig til rette der.

Vores børn og børnebørn fik hans kærlighed fra han så dem første gang.

For nylig fik han besøg af Ella, som han langt ude er i familie med.
Hun kom et par gange, og de hyggede sig vældigt, men
bagefter kom der nogle uger, hvor han savnede hende.

Nu er han blevet far til fem livskraftige hvalpe, som ligner ham.

Orden eller ord

Jeg kan godt lide at skrælle kartofler. Jeg kan lide at feje mit fortov og vende jorden i mine kommende bede. Jeg kan lide at købe ind efter seddel. Jeg kan lide at strege ud på huskelister. Jeg kan lide at slå græs. Jeg kan lide at vaske op – når bordet er tørret af, lige før jeg sætter kaffe over.

Jeg holder af krydsogtværser. Jeg er glad for soduko. Jeg kan lide at lege med kombinatorik og mønstre. Jeg kan lide udfordringer med én løsning. Jeg kan godt lide at formulere opgaver, der forhåbentlig har en løsning.

Jeg er tilpas, når mine knive er rene og på deres plads. Jeg synes om, når mine bøger står sorteret efter forfatter, og når mine fagbøger er til at finde. Jeg synes, det er smart, når mine tekstiler ligger så, jeg kan finde dem. Jeg vil gerne kunne finde blyant, saks og papir, når jeg skal bruge det.

Men jeg kan også godt lide at have gang i flere ting på samme tid. Så i virkeligheden ligger blyanter, knive, spader og bøger der, hvor jeg brugte dem sidst. Det har også sin charme.