Underligt

Jeg sidder nederst i min have – på naturbænken ved naturbordet. Jeg har et lille aftenbål ved min venstre side og min hvide kat ved min højre. Kl. er halv elleve. Jeg har lige talt med min kone. Hun har fået nyt arbejde og er glad.

Solen er gået ned bag bakkeøen, men jeg kan stadig ane havens liv.

Det bedste er: I efteråret lagde jeg 24 tulipanløg i mit runde bed – de er nu på nær én afblomstrede – og inde i cirklen lagde jeg en masse kastanjer. Jeg er vild med at se dem bryde jordens overflade. Når den hvidgrønne stængel deler sig i to og bliver til de første to femfingrede blade. Der er kommet 6 stk. op og alligevel har jeg været lidt skuffet, for jeg lagde også at ægte kastanjer og de kom jo ikke.

NU er de kommet og de gør helt anderledes end hestekastanjerne! Der er kommet to og de ligner små mennesker, der står og spreder armene ud og nyder solen. En lang hals med ”hår” på og to arme med fingre, der spredes mere og mere.
Sikket mysterium, sikket under. Det sker mens jeg kigger.

Flyvetur

Flyveren er på vej til København. Middagssolen breder sig over landet, som
ser velordnet ud fra denne vinkel, hvor lys og skygge tegner skarpe omrids af markerne. Det ville være oplagt at fotografere det og bruge billedet til et puslespil.

Der er ikke nogen bevægelser at se dernede, - der er kun bilerne, der kører på vejene.
Så det hele virker nærmest statisk, bortset fra det sorte insekt, (- eller er det et lille fartøj?), som iler af sted over vandet.
Jeg læser videre i avisen, men kan dog ikke holde øjnene fra tingesten dernede. Underligt – for det efterlader sig ingen spor på dets bane. Det kløver ikke vandet og forårsager intet skum.

Omsider falder tiøren. Det er jo mig og min flyvemaskine, der flintrer af sted. Vi er fanget i et skyggespil på vandet, og det billede fanger helt min interesse. Så også det at iagttage skyggen ændre størrelse, alt efter hvor højt vi flyver, må jeg nu følge.

Til sidst aftegnes mig og min flyvemaskine i fuld størrelse, og vi forsvinder ind i os selv.

Håbets årstid

De høje træer på kanten af bakkenøen, der ligger 150 meter vest for min have, har fået nye blade på, og står nu lysegrønne og næsten lette.

Jeg tror, der sidder en fugl i hvert et træ. Det lyder i hvert sådan. Særligt om morgenen, når de små fugle byder lyset goddag. Før traktorer, gravkøer og biler overtager lydbilledet.

Jeg kan stadig se nogle af de stammer og grene, der har stået i tydelig silhuet i mange måneder, men snart vil de være væk i blade, og det lette vil forsvinde så kun de udgåede elmes grå grene kan skelnes i de tunge sommergrønne nuancer.

Men lige fortæller det lysegrønne - og fuglene - at det sovende og døde skal vågne og leve.

Hvad han planted i kærlighed, det vokste i herlighed...

Vi har så travlt, vi med have. Nu er sommeren i hælene på os, efter at vi har haft en lang travl vinter.
En magisk kraft har givet os ekstra mod til at gøre ting.
Hvordan vi pludselig har tid, kræfter og overskud til at plante, så, lægge frø og vande, kan være en gåde. Men glæden ved det har vi, og vi bruger ikke så mange tanker på hverdags irritationer. Vi er mere fysisk trætte på en måde der giver ømme muskler, men også en vished om, hvorfor de er ømme.
En sund udmattethed, der fylder kroppen velbehageligt. Helt anderledes end den mere anspændte træthed efter stillesiddende arbejde. Men den ene eller anden slags, - det er opløftende en gang imellem at se med egne øjne, at et arbejde er gjort, og at det ligger klar til, at overlade resten til vorherres vilje, hvad vi begyndte, - nemlig til at vokse og gro.

Sikken et samarbejde mellem jord og menneske.