To i et hus.

Vi var til guldbryllup. Og bortset fra, at børn og børnebørn ikke var hjemmeavlede, men adopterede, og derfor adskilte sig en del fra blege danskere, ved at have en brun hud så lignede det nok guldbryllupper, som man har oplevet det før, bortset fra endnu en ting. Det foregik på en højskole.
Det betød, at der også kunne foregå andre ting i samme hus..

På et tidspunkt er der som regel lidt stilstand mellem taler og sange, og man trænger til at lufte sig. Det gjorde jeg, og jeg sneg mig ind til en anden ”fest”, nemlig til den jazzkoncert, der også var.
Uden for rummet her var der et mylder at tomme flasker, og der var åbent ind til salen. 4, 5, 6 dygtige jazzmusikere spillede. Her sad folk i grupper og snakkede, nogle stod for sig selv og lyttede intenst til musikken. Der var mumlen og jubelråb og klirren med flasker. Det var næsten et slags deja vu fra for længe siden.
Lige som guldbrylluppet var.
Men der va en forskel. Der var ikke tæt af cigaretrøg, som for 30-40 år siden – nogen at stederne.

Jeg glæder mig

Siden forsommeren har min nabo og jeg været i gang med projekt ”vend taget, så regnvandet bliver ledt væk i stedet for at ødelægge vores huse”.
Før vi kunne få tag på skulle naboen lige have sit udhus væk og jeg skulle have væltet et par mure. Så skulle der graves ud til sokkel – også lige til naboens nye garage. Der skulle mures en ny meget høj fælles mur, samt nogle mure til naboens garage.
Taget er lagt på nu. Rygningen skal bare lige af igen og på igen. Og de udhængsbrædder jeg malede i ferien skal sømmes op. Og murene skal pudses. Og naboen skal have muret garagefacade. Og jeg skal have en indre mur væltet og bygget op… og alt muligt andet.
Der har været plads til at passe haven en lille smule, men den er i det store hele groet til. Jeg har dog besluttet mig for ikke at være ked af det. Jeg husker i stedet mig selv på, hvor glad jeg bliver hver gang jeg får styr på et hjørne – og så glæder mig over de MANGE glæder, der ligger forude.

Sommerferien slut!

Sommerferien tilbragte vi i vores nye lille sommerhus i Skellet. Vores nærmeste besøgte os der og enten boede der eller var der til hygge og mad. En del har været med til at dele vores glæde over det lille hus. Ellers har vi daset i en anden verden end den, vi plejer at være i. Vi har været en lille smule salige over det uforpligtende liv og det store lys lige ind i huset. Men så skulle vi til og hjem igen, og det blev en brat ændring.

Bent kunne pludselig ikke sidde eller stå for smerter i hoften, og vi blev nødt til at tilkalde Falck. Pilekrogen blev invaderet af tre Falckbiler. Lægen fandt stærkt forhøjet blodsukker og ikke mere. Alle var meget venlige og fik Bent til sygehuset.

Sent på eftermiddagen kom han hjem uden smerter men med en opfordring om at komme igen om 14 dage.

Slet ikke noget glædeligt at fortælle?
Jo – at vi har børn og svigerbørn, som straks var til hjælp. Stor hjælp. Så glædes man midt i bekymringerne. Og bliver taknemmelige over deres vilje og selvstændighed..

Gør nu ikke noget jeg kunne have fundet på

De sidste par i folkeskolen var jeg med i LOE, og en gang om måneden til møde i Kbh. Efter møderne tog jeg hen til min bedstemor på Rahbeks Alle. Nogle gange kom jeg sent hjem og én gang kom jeg meget sent hjem.

Jeg havde taget en taxi og blev sat af for enden af gaden. Da jeg steg ud, var der nogle spændende unge mennesker, der overtog taxien. Jeg blev inviteret med og syntes det lød meget spændende. Efter et besøg på en grillbar kørte vi til lejlighed i nærheden af min bedstemor.

Oppe i lejligheden indså jeg, at det var FOR spændende. Mine værter opførte sig meget voldsomt. Kastede med plader og inventar, drak øl og spyttede på gulvet. Et par kopulerede foran os andre.

Jeg var så bange, at jeg ikke turde gå, men da jeg så mit snit til det styrtede jeg ned på gaden uden min taske og mit tørklæde. En mand var ude for at lufte sin hund. Han fik fat i mine ting og jeg traskede slukøret – men lettet – hjem til en meget bekymret bedstemor.

Nogle gange er jeg meget urolig for mine egne små.