Samlermani

Thøger Birkeland skal have sagt: ”Da jeg var barn, samlede jeg på frimærker. Nu samler jeg på skavanker.”

Jeg har vist også samlet på frimærker en kort overgang. Jeg har i hvert fald samlet på tegneserier, kapsler, servietter, glansbilleder og mønter. Jeg har samlet på krimier. Ellers er jeg vist mere en spreder.

Men jeg kan godt nu godt føle mig truffet alligevel.

Jeg skal være forsigtig med mine knæ. Særligt det venstre er letpåvirkeligt. Så værker det, så smerter det. Når vejret bliver koldere, skal jeg huske at tage lange underbukser på.

Så er der min lænd. Selvom jeg tager mine tibetanere, sker det oftere og oftere at jeg får hekseskud. Så kan jeg ikke røre mig uden at det gør ondt. Jeg kan ikke sidde, jeg kan ikke ligge, jeg kan ikke stå. Det bedste er sådan set at være i bevægelse. Men det ser ynkeligt ud.

Og min tommelfinger – som jeg slog til med en hammer – nægter at fungere som i gamle dage. Ude i spidsen er det stadig som om den sover. Jeg kan ikke pille små ting op, for jeg kan ikke mærke tingen ordentligt.

Og nu.. nu falder mine tænder snart ud. Tandkødet over min venstre fortand er ømt. Ikke så galt i dag som i går, men alligevel.. Når jeg snyder næse, eller bare vrikker med den, kan jeg mærke mit tandkød. Det strammer. Jeg ser tydeligt for mig, at den snart bliver blå. Jeg ser tydeligt for mig at den falder ud. Måske falder de alle sammen ud.

Høje tindinger. Poser under øjnene. Hår ud af næsen og ud af ørene. Vigende hår på issen. Rynker, der også er der når ikke jeg smiler. Grå hår på maven. Tør hud. Og meget, meget mere.

De mennesker jeg ser hver dag så sikkert gerne, at jeg begyndte at samle på frimærker igen.

Af og til læser jeg digte.

Jeg tager et digt, læser det igennem og tænker som regel "nå". Så læser jeg det en gang til og opdager måske nogle ords betydning og sammenhæng bedre. Er det svært, kan det hjælpe at lære det udenad. Jo mere jeg kender digtet, des bedre.
Jeg holder mig til de letlæselige digte, for det er ikke nemt for mig at tyde et digt.

I en bog læste jeg digtet: Guldsmede:

Guldsmedene jager i solpasset,
septembers sidste varme.
I glimt, flimrende forbi
mod en himmel af glas
eller ubevægeligt gnistrende,
som små elektriske stave.
……………
Ordene bombarderede min visuelle hukommelse, så jeg efterhånden fik et
billede, der viste guldsmedene i en lys passage i naturen, som digteren
kalder solpasset, og jeg så dem i luften lyse som elektriske gnister. Den
glasklare himmel som baggrund.

Sådan ser jeg guldsmeden, dens dans og dens gebet for mig fra nu af. Et levende billede. Det kan godt give mig et lille kick at udbygge iagttagelsen på den måde. Jeg kan synes, at sproget kan gøre magiske ting.

Jeg har fået min stue ned i stuen.

Fredag morgen stod det klart for mig at jeg skulle have mine sofaer ned i stuen igen. Jeg målte op og besluttede mig for at tage de møbler ned, som Dan og Annemette hjalp mig med at få ovenpå sidste år.
Fredag til sent var jeg i gang. Jeg tog ben og betræk af sofaerne og fik dem til side. Så flyttede jeg overflødige møbler fra stuen op på loftet og rundt på de møbler, der skulle blive. Støvsugede og vaskede gulv. Jeg kunne ikke flytte sofaerne ned alene og gik jeg i seng.
Om morgenen ventede jeg på lyde fra naboen. Lydene lod vente på sig og jeg var lige ved at ringe til Dan og Annemette… da naboen stod i haven. Han hentede en traktor med palleløfter, mens jeg fik møblerne bakset ud på garagetaget. Møblerne var nede i et snuptag.
Men inden jeg kunne gå i gang med at samle dem, måtte jeg over til naboen et par timer.
Jeg nåede lige netop at få det hele på plads – og få et bad – før Lisa kom. For at følge mig til fest i hallen.
Fin fest – men jeg savnede mine sofaer.

Face-book

FACE-BOOK

Hvorfor facebook, hvorfor ikke.

Mine positive tanker om face-book er, sådan taget i flæng. at det må være spændende at ”møde” nogen, man måske næsten havde glemt, at høre om, hvordan de har udviklet sig. Man har en stor face-book vennekreds, er for så vidt aldrig helt alene, kan altid henvende sig til nogen.
Man kan møde folk fra sin arbejdsplads og udvide kendskabet til hinanden. Den kan bruges som sms`er – man kan slutte sig sammen og blive enige om større ting.
Der er ”mail” til en meget tiere. Man kan have hemmelige kærester.
Jeg har fået at vide, at der er noget i gang med højskolesangbogen og noget med Nicolaj
Frederik Severin Grundtvig. - Her bliver det jo spændende.

Det var nogle fordele, og jeg bliver klar over, at det kræver alt for megen omtanke at skulle formulere mig om noget negativt. Så jeg vil sige, at det værste for mig at se er, at det er tidrøvende.
Ellers har jeg ikke så særlige negative argumenter. Men nok til, at jeg ikke har lyst at være face-book ven endnu.