onsdag, april 26, 2006

Fru Knudsen

Min mor overtalte mig af og til til at pjække fra skole,
og som regel fik hun heldet med sig, og vi tog en hyggelig dag i
København.
Men denne dag havde jeg faktisk ikke lyst, hverken til at være pjækker
eller tage med mor til byen.
Og vi kom også sent af sted, først over middag, hvor nogle allerede havde fået fri fra skole.

Min klasselærer fru Knudsen var en stor dame, streng og retfærdig.
Vi var lidt bange for hende. Og hun skulle jo formås til at tro på, via min mors sedler,
at jeg ikke var rigtig rask.

Vi tog af sted. Da jeg skulle til at gå op i sporvognen, bemærkede jeg en dame over
for mig, som også skulle op i sporvognen. Jeg fikserede på hendes ansigt
for at gøre hende klart, at hun kunne gå ind først.

Jeg så lige ind i fru Knudsens ansigt. Det var aldeles udtryksløst, og jeg gik
først ind.
Jeg var ikke glad for at skulle møde fru Knudsen dagen efter i skolen.
Hvordan ville hun reagere?

Jeg mærkede intet på hende. Hun sagde ikke noget, var lige så venlig og streng
som hun plejede.
Aldrig hørte jeg noget som helst for at jeg havde pjækket.

lillefisk

onsdag, april 19, 2006

Uge 16

Bedstemors altan.

Min bedstemor boede på Rahbeks Allé. 3. sal til venstre. Eneste lejlighed i opgangen med altan. Som barn besøgte jeg hende ca. en uge om året.
Når det holdt tørvejr – og det gjorde det næsten altid dengang – sad vi en del på altanen. Der var plads til et par klapstole et lillebitte bord.
Bedstemor drak kaffe af den blå kop, rullede cerutasken af på underkoppen eller i stille vejr på altanens betonkant. Jeg drak appelsinvand og spiste lakridspinde eller peanutkugler – fra Irma. Meget senere drak også jeg kaffe med tobak.
Vi spillede ludo eller læste hvert sit. Bedstemor Berlingske Tidende, jeg Anders And. Hver dag vinkede vi som dronningen til dronningen fra altanen – og på en god dag kunne vi fremmane et billede af dronningen, der vinkede tilbage. Ofte talte vi til folket. Ofte bad vi dem opfører sig ordentligt og betale deres skatter med glæde.
I sidste uge var jeg forbi Rahbeks Allé igen. Min bedstemor bor der ikke mere, solen skinnede ikke og betonkanten var væk. Stenene var nye.

lørdag, april 08, 2006

Lige et øjeblik

Marts måneds sidste maledag.

Den dag ville jeg male en gulbrun stubmark fra Ry.
Billedet skulle grundes, inden maleprocessen gik i gang. Jeg afmærkede landskabets linier på lærredet og gik i gang med at spartle. Fyldte lærredet med farve ud fra linierne - let og hurtigt, men det tog et par timer,- behagelige og afslappede timer.
Jeg hængte det på væggen til tørring, så penselføringen kunne begynde ugen efter.
I grunden så det pænt ud, som det var nu.
"God start", tænkte jeg.

Jeg skulle hjem, men på vejen ud, blev jeg standset, fordi min lærer og en af eleverne så på mit ophængte lærred. De sagde, at det var et godt billede, og jeg sagde, at jeg ikke var begyndt at male det endnu.

"Det er fint i farverne, og linierne i landskabet er gode", sagde læreren.
"Jamen det er jo ikke malet endnu", sagde jeg.
"Jo", sagde hun, "mal et til".
"Ja", sagde jeg, "det vil jeg så".

Siden har det færdige ufærdige billede ligget og vugget behageligt i min bevidsthed.
Så meget, at både kedelige og glædelige forhold i ugen antog en lysere tone.

Mit pludseligt udførte maleri tog plads i mig og spredte gode vibrationer.

lillefisk.

mandag, april 03, 2006

Uge 14

Midt i halvfjerdserne byggede min far selv familiens senge af spånplader, som han fik næsten gratis fordi de havde været brugt af elektrikerlærlinge til at installere installationer. Disse ca. 60x60cm store hullede plader omdannede han til ca. 45 cm høje kasser. Læg ovenpå tre af disse kasser en madras og vupti: en seng og en dragkiste.
Disse senge var ikke for nomader, eller for folk, der kunne lide at flytte rundt på møblerne. Når kasserne var fyldt med bøger og gamle telefoner, så stod de der.
Min far var ikke kun nærig - han var også en kreativ sengebygger. Han byggede seng til min søster, gæsteseng med specialmadras og højtsiddende natlampe, høj seng på købmandsdisk og hemmeligt rum OG integreret i et reol- og skabssystem til bedstefar.

Væggene på mit værelse var bygget af spånplader. Der var skabshuller (60x60cm), der var lyskasser, der var tegnebord under vinduet. Og så blev der indkøbt spånplader til min seng. Det var nok at købe ind til en side, en gavl og en bund – sengen skulle stå i et hjørne.