gulddrengene

Vores drenge vandt.
Et udsnit af Danmarks befolkning gjorde os ære. Vi vandt guld. De vandt guld og gjorde os alle sammen lykkelige og gav os stolthed.
De var meget dygtige, og hvor var de smukke. De var stolte – og forbavsede over, at de havde gjort det så godt, at 25.000 var mødt op på rådhuspladsen for at hylde dem, da de stod ud af bussen, efter at være transporteret til bussen af to F-16 jagere.

Hvilken jubel.
Lille kronprins Frederik stod bolsjegnaskende, smilende og var lige så stolt, men det var bestemt ellers ikke lige hans dag.

Det kan kaldes en myte. En mytisk sejr, der ikke alene fremhæver Danmark, men også til fulde tilfredsstiller vores stolthed for vores land, for det er jo danske drenge . Dygtighed, skønhed, - sejr! Gudelignende unge mænd, der vendte hjem efter at have vundet en sejr, der var til at forstå – at tælle mål kan vi alle. Ingen holdes udenfor.
De er i sandhed Danmarks helte – guder!
Ingen vil forhindre det. Vi er sammen om det.

Det er ikke en gang løgn.

Man kan altid male en grøn plet.

Så er jeg startet på 3. modul af vejlederuddannelsen: Vejledning og samfund. En bog på litteraturlisten er skrevet sociologen Zygmunt Bauman, født 1927 i Polen. Titlen er ”Globalisering” og blev udgivet i 1998. 10 år gammel og ny for mig. En lille bog på 120 sider, skrevet i et sprog, jeg næsten kan forstå. Alligevel har jeg været en uge om at læse den. Den sætter så meget gang i tankerne, at jeg ikke læser det jeg læser.

Bauman får malet verden i så skarpe konturer og i så grelle farver at det næsten ikke er til at holde ud. Han fortæller om elitens voksende magt over verdens udvikling, om elitens voksende afstand og manglende forståelse for alle vi andre. Han fortæller, at den udvikling, der i gang, ikke engang kan stoppes af regeringer for nationalstater, fordi kapital ikke længere er bundet til steder. Han giver ikke en gang et bud på, hvordan vi kan kæmpe imod uretfærdighederne.

Jeg bliver mismodig.

Men kommer heldigvis i tanke om, at man kan starte med at gøre sin egen plet grøn.

Rul ned

Mor og jeg boede i Holsteinsgade i København i vores to-en-halv-værelses med et toilet, hvor vi lige kunne kante os ind på brættet, og et lille køkken, der også tjente som badeværelse.
Egentlig havde vi det hyggeligt. Min mor forstod at skabe hygge.

Men en dag, hvor vejret var søvndyssende stille, mørkt og fugtigt, blev al den sædvanlige hygge forvandlet til dunkle skygger og striber i stuen. En fagot klagede sig et sted i huset, og der sad vi.
Vi ejede ikke energi til noget. Alt var ulideligt kedeligt.

Men det skubbede til min mors alternative tankegang.
”Hvis nu jeg sætter slå-sammen-sengen op inde ved siden af din seng, og vi trækker alle gardiner ned i alle rum, og du går til slikmutter og køber slik og blade, så kan vi gå i seng og lege, at det er aften og rigtig hygge os.”

Det skulle hun kun sige én gang.
Inden længe lå vi i sengene og gnaskede og læste.

Gæt, hvad jeg kom til at tænke på, da Bent i går så ud i det mørke regnvejr og sagde: ”Skulle vi ikke tage og rulle gardinerne ned.”

Øen i søen har kun én barber

Jeg har ret høje tindinger. Min hårvækst er ikke så kraftig, som den har været. Kun over ørerne, hvor der straks efter en klipning vokser puder frem. Nakkehårene krøller også fint få dage efter at de er fjernet med en skraber.

Heldigvis er det ikke så dyrt at blive klippet ved min frisør. Jeg betaler 100 kr. for en klipning. Alligevel kan jeg godt synes, at det er nogle trælse kroner at komme af med, så af og til beslutter jeg at lade håret gro.

I julen var det blevet for langt. Så jeg klippede mig selv med maskinen. Mellemlængde. Det blev ikke helt lige. Over højre øre gik det godt nok, men jeg kunne ikke styre maskinen over venstre, så jeg fik et klippet en stribe i bakkenbarten. Og håret i nakken kunne jeg ikke nå ordentligt.

Lisa måtte rette op på skaderne med skraber og saks. Men synet var alligevel så uskønt, at hun forbød mig at sige til nogen, at det var hende der havde klippet mig.

Ingen – INGEN – har kommenteret min frisure. Jeg sparer de 100 kr. fremover.

NYTÅRSDAG

Det er tidlig formiddag, og vi er endnu ikke stået op. Ryggen værker efter dage med travlhed og stress. Det er sidste gang i dette år. Gæsterne bevæger sig ovenpå. Der er en, der går ned ad trappen, og efter et stykke tid sidder vi seks om morgenbordet og spiser.
Ordene snubler over hinanden, mens der spises. Alle er lidt trætte efter en aften med mad og vin og samvær til ved to tiden, men det hæmmer ikke talelysten.

Det er småkedeligt vintervejr.

Kristeligt Dagblad har et fremtidssyn: ”I løbet af de næste 50 år vil vi være i stand til at udvide bevidstheden hos mennesker på samme måde, som vi i dag kan forbedre syn og hørelse ved hjælp af proteser, siger hjerneforsker Albert Gjedde.

Rådhus-uret strejkede. Det slog ikke de tolv slag.

Der ligger raketaffald uden for vores hus.
Vi besøger vores voksne børn. De gør rent på vinduer og fliser, efter at naboens dreng nytårsaften har ”pyntet” huset med piskefløde, som ellers var beregnet til Irsk Whisky.

Ja i dag er det den første dag i 2008.