Hule dage

Nogle dage fyldes helt af snak. Snak og ingen handling. Af og til fører snakken til handling en anden dag, men dagen bliver på en måde hul, når den kun er snak. Det er de hule dage, der trætter mest. Efter sådan en snakkedag bliver jeg ofte trist eller rastløs. Så vil jeg noget andet. Så vil jeg væk. Sælge huset og gå på vejene. Være post. Flytte ind til Lisa for at være holdt og hjemmegående.

Der skal faktisk ikke ret meget til at gøre snakkedagen til en dag, der kan huskes for noget andet.

Tirsdag bliver ofte til en god dag uanset, hvor meget snak arbejdsdagen har været fuld af. For om tirsdagen går jeg til gymnastik med kollegaer lige efter arbejde. Træneren Inge lærer os at vores kroppe kan meget mere. Jeg er altid træt og tilfreds efter den time.

Men tirsdag bød på mere i går. Min kone gav kys og kaffe. Og Sarah fortalte i 20 minutter om livet og lærerne på gymnasiet. Med skæve ansigter og sjove stemmer.

Til slut mødte jeg i natten to æsler midt på vejen.

Så kan jeg huske dagen for det.

maligen

Det havde været en dårlig sæson for mig på kunstholdet. Jeg havde tabt glæden ved det – og entusiasmen. Farvel og tak.

Men da Birthe spurgte, om jeg ikke kunne begynde igen og dele en plads med hende, slog jeg til.

Hvor var det rigtigt for mig at være der igen med de øvrige deltagere - og at koncentrere mig om Gudruns undervisning. Observere hendes dygtighed, når hun, ved at ændre en enkelt detalje på et af vores billede, kan se, hvad der automatisk sker af forandringer i den anden ende, ja i hele billedet.
(Det handler om relationer).

Jeg havde eet billede med til vurdering, det eneste jeg har lavet i den forgangne tid. Et markbillede fra mosen. Jeg synes selv det var helt godt, - og lidt kedeligt. Men da det kom op på væggen på skolen og fik masser af lys, så jeg, at der var det lys og den dynamik over marker og vand og himmel, som jeg havde tilstræbt. Sikken en overraskelse – .

- Det blev rost - - og kritiseret ganske lidt - -, og jeg kendte den gamle glæde igen.

Rede traade ud.

Dengang jeg foerste gang laerte om selvet, handlede det om ego, superego og underbevidsthed. Tror jeg nok. Som jeg husker det var der plads til en kerne, en sjael. Noget unikt mig.
Naar der undervises i dag handler det mest om et foranderligt selv, formet af relationen til andre foranderlige selv. Der er ikke laengere et kernejeg. Det unikke kommer af forskellen i forhold til andre. Kombinatorik. Tror jeg.
Jeg tror at JEG er. Dette jeg forbinder sig med andre via miliionvis af traade. Men nogle blot med enkelte tynde traade. En samtale med en tilfaeldig mand paa et tilfaeldigt sted. En muligvis midlertidig traad. Tusindvis af traade - nogle med knude - bindes med foraeldre, aegtefaeller, boern. Forskellige traade - gode og slette - bindes med venner, naboer og kollegaer.
Nogle traade loesnes let igen. Nogle knuder snaerer, andre knuder redder en fra fald.
Med saa mange traade kan der af og til vaere behov for at rede ud i dem for at faa hold paa sig selv.

En god dag

Det blev træls dag, en møgdag. Det var en møgdag – nu!
På vej til fælleshuset til fødselsdag, glemte jeg at dreje. Jeg havde i forvejen ikke megen tid.
Irriteret over måske at komme for sent, kørte jeg videre, i håb om at en løsning ville indfinde sig.

Jeg ved, at jeg ikke kan køre over en grav, beregnet til busser. Jeg ved det. Og alligevel styrede jeg lige ned i en. Så tåbeligt.

Så stod jeg der. Ringe til Bent, der sov endnu? NEJ!
Jeg ringede til Carsten:
”prøv om du ikke kan bakke op”, sagde han venligt.
Jeg studerede bilen. Kunne jeg?

---

”Jeg kan løfte, jeg vil gerne hjælpe dig,” sagde en ung mand.

”Du kan bakke op”, lød det fra en stor buschauffør. ”Sæt dig ind, så skal jeg lede dig”.

Jeg kørte lidt, og han sagde: ”giv den så gas”.

---

Jeg holdt på vejen! - Hvor kan mænd være søde.

---

”Vil du køre på det dæk”, spurgte Knud efter morgenkaffen, det burde skiftes”.
”vil du hjælpe?
”ja det vil jeg da”.

Solen skinnede, da jeg kørte hjem i min uskadte bil, rare mænd havde jeg mødt.

Det var en god dag.