Solskinshistorie

Jeg tåler ikke så godt det stærke sollys. Det giver mig hovedpine og tvinger mig ud i voldsomme Bundgaardske nys. Så jeg bruger solbriller. Forbruger solbriller. Har helst flere par. Alligevel kan jeg ikke altid finde et par. Og nogle finder jeg først, når jeg sidder på dem. Jeg mister også nogle, der bare bliver væk.

Forleden var der ikke et par i bilen, da jeg SKULLE bruge et par. Så jeg holdt ind ved en købmand. Han solgte ikke solbriller. Kiosken havde heller ikke nogen. Brilleforretningen havde solbriller. Mange. Men jeg betaler ikke 500 kroner for et par briller, der bliver væk eller som jeg kommer til at sidde på. Det forstod damen i forretningen godt, så hun foreslog apoteket.

Apoteket havde solbriller til 200 kroner og en meget lang kø. Jeg gav op. Men så så jeg i gågaden… et brillestativ. Med solbriller. Grimme. Men til en tyver og sat ned til det halve. Jeg købte 4 par. Så kan sommeren bare komme an.

Musikkens drama

Mens vores børn var små (1970), besøgte vi Norge første gang. Vi kørte i bilen for at krydre vores humør med at høre musik. Hurtigt blev Mozarts Elvira Madigan vores yndlingsmusik. Den matchede med de rindende elve og det blinkende sollys.

En anden gang kørte vi til Polen via Østtyskland. Et land, der var gråt med pigtråd, politi og fangelejre. Vi blev tunge i humøret og vi fandt på at spille Elvira Madigan for at få Norgeshumøret bragt til overfladen. Men den gik ikke. Vi fik understreget vores mismod. Sådan kunne man ikke lige manipulere med musikken.

Nu er vores repertoire af Norgesmusik udvidet. Og det er sandt for dyden om Norge. Bent og jeg har været på tur ved Geirangerfjord i bus, hvor der er fjeldland. Kolossale fjeldmassiver trænges for vores syn, og danner revner og huler, hvorfra vandet fosser ud.

Her ved Trollstigen, hørte vi Edvard Griegs: Trollstigen. Det var stort. Støjen fra fosserne og norsk dramatisk musik på samme tid. Lige ud for vores næsetip.

Juni 2007 - Ingrid....

Virkelighedens verden

Mine børn var så heldige at få en far, der var smuk og klog og rig.

Det meste af deres liv har de kunne glæde sig over, at have en far, det er til at holde ud at se på. Mine næse er godt nok lidt skæv og jeg har ikke gået med bøjle. På min ene kind har jeg et megamodersmærke og mine øjenbryn er så kraftige, at de vokser sammen og må holdes nede med en hæksaks.

De har kunnet glæde sig over min store visdom (hovedsagelig erhvervet ved læsning af Tintin, Asterix og Modesty Blaise). Jeg har været flink til at dele min viden med mine børn. Jeg har lært dem både klokken og den lille tabel.

Takket være min løn som forskyldt – suppleret med Lisas velfortjente samt hendes økonomiske sans – har børnene aldrig sultet eller savnet tøj på kroppen. Der har også været til en is en gang imellem.

Nu har jeg så opdaget, at børnene for længst har opdaget, at der findes mere symmetriske, mere vise og mere velhavende fædre end deres egen. Det var hårdt for mig at opdage. Det har det sikkert også været for dem.

mormor 3

Jeg vidste, at min mormor ikke var helt almindelig. Hun var dog alligevel "mormor". Ikke særlig morsom eller kærlig. Ikke særligt noget som helst.

Men lidt kan dog løfte sløret for vores familiære tilhørsforhold. Det første jeg ved, er, at da jeg endnu var baby, slog min mor mig, fordi jeg blev ved at tude. Det udløste øjeblikkeligt en syngende lussing fra min syge mormor til min mor og det fortæller jo lidt om, at hun ville beskytte mig. Min mor fortalte mig det.

Når jeg skulle holde ferie hos mormor og morfar, var skotøjsæsken, der tilhørte dukken, fyldt med nyt dukketøj, når jeg kom. Tøjet var gråbrunt, fordi det var begyndt livet som silkestrømper. De blev syet om til trøjer, bluser, bukser og dyner, ikke just spændende. Men jeg fik mange timer til at gå med at klæde min dukke i mormors hjemmesyede dukketøj. Chemiseundertrøjer kunne også indgå som materiale.

Jeg havde respekt for hende. Men hun skældte ikke ud. Jeg turde dog ikke tage ærter i haven, hvis hun var ved køkkenvinduet.