Kulturkamp

Jeg har haft bogen ”365 digte” stående i reolen nogle år. En stor orange ting. Købt med henblik på at blive kulturelt beriget i små bidder ved at læse et digt om dagen.

Efter nogle dage uden erkendt berigelse, slog jeg febrilsk op tilfældige steder i bogen for at finde noget, der lignede noget, jeg ville kunne forstå. Og jeg blev arrig. Jeg måtte være dum. Fordi jeg ikke forstod eller fordi jeg havde købt noget som INGEN ville kunne forstå. Bogen kom i reolen.

Nu er den fremme igen. Først som godnatlæsning for Lisa. Inden Lisa faldt i søvn nåede vi flere omgange grin, når et digt var slut og vi intet havde forstået. Siden for mig selv. Nu skal den bog læses.

Og der er faktisk digte, hvor jeg kan være med. Tove Ditlevsens triste digte. Onkel Dannys billeder. Der er også andre! Men de fleste såkaldte digte forstår jeg simpelthen intet af.

Jeg må konkludere at lyrikere primært skriver til sig selv – måske som terapi. Sekundært skriver de til andre lyrikere. Og af og til skriver de til mig.

Levende billeder

Da min far døde, sad jeg i en families hjem, børn med vokne, da manden rejste sig og meddelte, at Ingrids far var død samme dag. Jeg græd, men mærkede ikke rigtig sorgen og synes, at jeg tiltuskede mig ufortjent medynk.

Jeg var fire år, min far var i fyrrerne, og jeg husker kun disse billeder klart:

Far sad i den store lænestol, mor og jeg sad over for i sofaen. Han skrællede en appelsin til os med en kniv.

Jeg lå syg, tabte mad på dynen, og mor sagde, at det ville hun fortælle far, når han kom hjem fra skolen. Da jeg vågnede, stod de for fodenden af min seng med hinanden om livet og smilede til mig.

Jeg hørte min far råbe, at han ville ud. Og jeg fandt min mor stående udenfor toilettet, grinende og viftende med en nøgle.

Han plukkede augustæbler og lagde dem forsigtigt i kasser.

Han var ro, tryghed og kærlighed.

Min viden om ham er stor. Det vil der blive fulgt op på.

... og cykelstyr. Selvsagt.

saltsø sandstrand sangskat sejlskib
sindssyg skovsnegl skrupskørt skumsprøjt
slapsvans slutspurt slægtskab smagssans
snapshot sniksnak sprængstof storskrald
strandsand strutskørt synssans

saksespark saltstænger saltsyre
sammenspist samsending sidespejl
sidespor sidespring sidestik
silkeslips skalkeskjul skindstøvler
skipperskrå skistøvler skraldespansk
skråsikker skuespil skydeskår
skægstubbe skæppeskøn smaddersjov
snabelsko solsikke sommersol
sovseskål spejdersport spillested
spiseske splitsekund stjerneskud
stoppested storeslem straffespark
støvsuger sukkerskål suppeslev
svampestok sygeseng syvsover
sødsuppe søstjerne søsyge

saftsuseme sagosuppe sideskilning
silkesari simultanskak skallesluger
skidespræller skoleskema sommersalat
spadserestok strømpesokker sæbespåner

sikkerhedssele smertestillende selvstuderende

er sproget hurtigst?

Jeg har malet et lille billede ud af hovedet. Det kom til at ligne noget vand med huse og fjelde omkring. (har været på sejltur op langs Norges kyst i sommer). Det er farverigt og fint i strukturen, jeg er faktisk ret glad for det.
Min lærer på malerskolen sagde, at jeg skulle male et nyt magen til uden at røre mere ved det første. Det har jeg prøvet før, og det blev ikke særligt godt.
Det gjorde det her heller ikke. Vi diskuterede de to udførelser - forskellighederne, og jeg mente, at det jeg "selv" havde malet var for sammentrængt, at "mit eget billede" simpelthen ikke var så godt som originalen?
Det jeg funderer over er mit sprogbrug. Er det en tilfældighed, at jeg kommer til at kalde kopien for den jeg "selv har lavet" - og "mit eget billede"?
Er det lidt fortænkt at tro, at det måske er fordi, at jeg har lavet det selv - med tanke på at få det korrekt? Og at originalen er så præget af underbevidsthedsarbejde, at det ikke på samme vis er "mit" arbejde. Og at sproget ved det.

Haven

Jeg har sået og jeg høstet det første år.

Jordbærerne er spist. Ærterne er spist. Kartoflerne er spist. Gulerødderne er spist. Løgene er taget op. Rødbederne er taget op – mor har lavet suppe af nogle af dem, andre vil hun måske sylte. Vindruerne hænger endnu, kun ganske enkelte er blevet røde. Hindbærerne har givet og giver stadig, hvis nogen gider plukke dem. De siger ikke rigtig mig noget. Jeg burde fryse dem. Det siger Lisa. Pæretræet gav 5 pærer. To blev smagt medens de var for hårde. Tre faldt ned og blev bløde. Æbletræet bærer nogle dejlige æbler. Ribs blev der en del kilo af. Solbær lidt mindre. Krydderurterne, Lisa satte, bare gror og gror.

Knoldbegonierne blev sat, gav blomst og er nu gravet op, så de kan bruges næste år. Beskueren har kunnet glæde sig over roser og stauder. Mine pil og min hyld vokser. Græsset gror!!

Kattene har hygget sig med køkkenhaven. De har leget med snorene. Leget gemmeleg mellem rækkerne. Skidt i det nyvendte jord.

Jeg har vel også hygget mig lidt.