Så kom sommeren da

Så er den afleveret. Opgaven. Det sidste komma er sat i opgaven, der nu har generet mig i et par måneder. Den er trykt i 4 eksemplarer, har fået en forside og huller i ryggen, og er samlet i en samlemappe. En kollega afleverer den i morgen inden middag.

Den er ikke ret god, opgaven, lever ikke op til de krav, jeg aldrig helt forstod. Men den er færdig og der er lidt om samfund og globalisering, lidt om vejledning og lidt om hvordan jeg ser på det hele.

Jeg ser det vist for meget nedefra, skulle vist nok se det hele mere oppefra. Faktisk skulle jeg vist endda se det hele fra et punkt lige ovenover ovenfra – fra metaplan. Det skulle være så godt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig mere (hej far) bruger så meget energi på at skrive noget, som jeg ikke har lyst til at skrive. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg vil kunne stå inde for det jeg skriver og jeg vil kunne se ideen.

Om et par uger skal jeg forsvare min opgave. Jeg har sat uret til at ringe dagen før og først da ser jeg på den igen.

plantetid

Det er snart sommer, men det bedste af sommeren er lige nu. Klar himmel, frisk
stille blæst. Alle de gamle krukker er kommet ud, de trænger til en omgang med børste og klud. Én krukke af gangen, en plante af gangen. Gigten tvinger en til at tænke én af gangen. Simpelthed for at holde ud.
Det er nogle lykkedage, disse her, hvor vi prikker hul på sommeren, inden fluerne kommer og generer os.


Denne her dejlige slags lykkefølelse vi modtager fra jorden. - Nu skal vi til at glæde os og se jorden blive levende med planterne.
Trækasser udgør sammen med krukker vores plantebede, det er rart og overskueligt, - og til at holde rent, vil jeg tro. Vi skal have duft og smag på terrassen, for vi skal satse lidt på krydderurterne.

Men de to sidste dage, hvor solen har skinnet har vi ikke været hjemme og det blev ikke til noget i haven. Sådan noget stress er gift for havearbejde - og for det at skrive en blog. Ikke alene er der tidspres, men koncentrationen ryger en tur. Ja som man kan se her.

At give slip

Børnene er ikke børn mere: Maria skal konfirmeres, Sarah og Kristinna skal i gymnasiet, Mathias snakker om at flytte hjemmefra. De er ungdom nu og taler et sprog jeg ikke forstår. Suk. Sarah hører mit suk og trøster mig med, at der stadig er nevøerne Malthe og Oliver på 5 og 2½. Dem kan jeg jo tale med.

Jeg klipper mine øjenbryn, og håret på ørerne og i næsen.

De ved jo ingenting om, hvordan det er. Vi har ikke lært dem nok. Vi har ikke forberedt dem ordentligt på livets udfordringer. Der skal jo også fejes fortov og skraldespanden skal ud og mælken i køleskabet, hvor tror de den kommer fra? Der er også altid noget, der skal betales i går.

Jeg er nødt til at smøre mine knæ og mine albuer med fugtighedscreme.

De kan nogle ting, som jeg ikke kan. Nogle af tingene har jeg aldrig kunnet. De kan ”mærke” den tid vi lever i, på en helt anden måde en jeg kan.

Ude i min have står en hyld, jeg plantede sidste år. Jeg vandede den og holdt området fri for ukrudt. I år springer den ud – helt af sig selv.

cykling

Det er mange måneder siden, jeg sidst sad på en cykel. Det er vist en jammer nu at se mig komme op på den og finde balancen. Jeg har ikke tid til at se på fugle og sådan noget, når jeg kører. Det tager koncentrationen fra cyklen.
Jeg står forsigtigt af, når jeg observerer noget motoriseret i mit farvand, uden at tabe balancen eller hænge fast med jakken i sadlen.
Christian min nabo har studeret mig. ”Du er ikke ret sikker på den cykel”, siger han. Og jeg modsiger ham ikke. ”Du skal køre lige over vejen hernede og køre videre af grusvejen, der er ingen biler og vejen er fin og glat”.

Det gjorde jeg så i går. Men der kom fem biler imod mig, jeg stod af hver gang, og der var ret mange huller i vejen. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg kunne stå og nyde naturen, mens jeg ventede på fri adgang. Værst var det at komme op og ned af kræet.

Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg er sikker på, at jeg nok skal blive trænet op, så jeg kan suse med stort velvære derudaf igen.

Stære, stære, stære

Vi var en busfuld, der kørte rundt i marsken for at finde stære. Lederen af safarien forklarede, at stærene ikke samler sig det samme sted hver aften. Vi blev sat af i nærheden af et af de gamle diger.

40 mand iført støvler, og med kikkert og puder i bagagen blev ført hen til udsigtsposten. Vi blev bedt om at sætte os et stykke nede af diget, så vore silhuetter ikke var for tydelige. Vi skulle slå blitzen fra på vore kameraer. Det ville øge sandsynligheden for at stærene ville flyve vores vej.

Og så begyndte showet. Vest for os var en flok stære samlet. Fra nord og syd og øst kom mindre grupper flyvende for at slutte sig til flokken, der efter safarilederens vurdering nærmede sig 150.000 fugle.

Flokken var som én organisme. Nogle gange lignede den en kugle. Nogle gange var den trukket ud til en cigar. Og nogle gange foldede fladen af fugle sig, så det for øjet blev til spændende figurer.

Da flokken slog sig ned, var det også som om vi andre landede.


Igen, igen, igen.