Farvel 2008 - goddag 2009

Farvel 2008 –
Goddag 2009.

I 2009 vil jeg tage mig tid til at nyde og sanse. Engang, i en sommerferie, konstaterede jeg, at mit franskbrød var et franskbrød med sin egen personlighed – en arketype – franskbrødet, som lå der på bordet, levede sit eget liv.
Det kom sig af, at mit hoved og min sjæl var i ro til at se det. Noget der ligner det her med at leve i nuet.

Det var det jeg gerne ville kunne opnå i det nye år så meget som muligt. Men hvad har hindret mig i 2008?

Konkret: Det har først og fremmest mislykket eller manglende planlægning. Planlægningen, der indordner aktiviteterne i tid og rækkefølge. Går det ikke som jeg har planlagt, kommer der rod i tankerne. Hukommelsen slås fra, og det bliver for krævende at finde tråden igen. I stedet for at finpudse handlingerne skal nye nu aktiveres, og der bliver ikke kælet for dem.
Jeg vil gerne nyde mine handlinger i stedet for at stresse dem.

Hvis jeg har mulighederne, forstår jeg i hvert fald ikke at bruge dem.

Jeg skal give mig selv lov til at have støv i krogene.
Tidens store svøbe, demens, vil jeg ikke forskrækkes af. Det er blevet en del af tidsånden at frygte demensen.
Jeg tror demens dannes lettere ved stress end ved ro og nydelse.

Det værste er at ville leve op til andre. Jeg synes livet vrimler med søde kvinder, der er eksperter i hus og køkken, bl.a. fordi de har lært fra de var børn Deres hjem stråler, deres hylder er ordentlige, de laver god mad. De taler om, hvor gode de er. De nyder og sanser deres daglige gøremål. Det misunder jeg dem, men jeg siger også til mig selv, at de har uddannet sig igennem et helt liv, fra de var børn. Den opdragelse fik jeg ikke. Men jeg lærte at lytte til musik og gå i teater. Det ville jeg nu ikke bytte for noget.


Det ville være bedst at kunne nyde og sanse det hele.

En forsinket blog.

Det er første gang, det er sket!

I sidste uge talte jeg med min mor i telefonen om tirsdagen. Hendes stemme lød som lungebetændelse, brækket ben og depression. Før jeg viste det mindste tegn på medfølelse, mindede jeg hende om, at hun havde en opgave at løse inden onsdag – og inden hun kunne lade sig indlægge. ”Bloggen skal ud!” Nu er det torsdag i denne uge. Min uge! Og der var ingen blog i går. Dette er en forsinket blog!

Nogen kunne finde på at sige, at det jo ikke er en katastrofe. Der sker så meget virkeligt voldsomt omkring os. Men da det i morges gik op for mig, at jeg havde glemt det, var det altså lidt ubehageligt. Jeg kunne mærke mine kinder blusse. I mere end 2 år har vi været i gang. Bloggen er blevet af mine holdepunkter. Og så havde jeg glemt det…

Jeg havde ikke mulighed for at skrive en blog i morges. Jeg var på vej ud af huset, så den har været med mig hele dagen som en tanke: ”Tænk at jeg kunne glemme at skrive min blog!”

Der er jo ingen, der tvinger mig til at skrive bloggen, så mine kinders rødmen kan nok bedre forklares med ærgrelse over ikke at have udnyttet chancen i tide, end med skyld over at have glemt det.

Først fik jeg lidt ondt i halsen, og så begyndte jeg at svede. Jeg tog med Bent i sommerhus, så kunne jeg jo altid tage mig tid til at blive lidt bedre igen. Men go`morn dagen efter vågnede jeg i sommerhuset med endnu mere sved og ondt i halsen. Vi gik dog vores tur, Snoopy og jeg, men det var råt og koldt i vejret, så slet ikke rart.
Næste dag – ingen gåtur. Til gengæld adskillige omklædninger. Jeg svedte gennem alt mit tøj flere gange. Også dagen efter igen. og ingen gåtur.
Så havde jeg ikke mere tørt tøj, og nu er vi hjemme i Høstemark - stadig ingen gåtur, men tøjet er ikke sluppet op endnu. Helbredet er status qvo.
Jeg har ikke tid til at være syg og slet ikke, når jeg nu kunne skrive alt det jeg ville, efter at antallet af ord er frigivet i denne blog.

Dobbeltliv.

I de sidste 10 dage har jeg levet i to verdener.

Jeg står op om morgenen, tager mine tibetanere og spiser morgenmad, som jeg plejer. Passer mit arbejde, tager hjem og bygger værksted. Jeg er sammen med min familie og jeg deltager i andet socialt. Udadtil er det som det skal være.

Virkeligheden ser anderledes ud. Hver gang jeg kan se mit snit til det er jeg sammen med nonner og munke, daglejere, fæstere, forpagtere og forvaltere. Jeg er sammen med håndværkere og bygmestre. Sammen med købmænd og andre handlende. Jeg er sammen med væbnere, riddere og jarler. Jeg er sammen med kroværter og letlevende kvinder. Tyve og fredløse.

Bogen ligger og lokker, når jeg vågner. Er nødt til at have den med på potten. Tager den med til havregrynene og med i skuret til kaffe og morgensmøg. Tager lige en smøg mere. Når jeg kommer hjem fra arbejde skal jeg jo i værkstedet, men jeg tager lige en kop kaffe og 10 sider. Aftensmaden laver jeg mens jeg rejser rundet i 1300-tallet. Og når jeg har fået mit bad er det direkte i læsestilling.

Jeg ved godt at der er gadekampe i Grækenland og at der en eller anden, der har svindlet for millioner. Men det kan ikke rigtig hidse mig op. Det er mere spændende om de gode nu overlever den sorte død, om det er skurken eller helten, der får opgaven med at bygge den nye bro.

Der er kun 100 sider tilbage og jeg kæmper en kamp med mig selv. Skal jeg læse hurtigt for at se, hvad der sker, eller skal jeg læse langsomt for at kunne leve mit dobbeltliv lidt længere?

Unge i arbejde

Jeg hørte om et ældre ægtepar, som var så dårligt gående, at de havde svært ved at holde deres hus.
Men så havde de voksne børn sørget for, at alle børnebørn var troppet op sammen og gjort huset rent, og glade var de gamle.
Jeg var forundret og lidt misundelig over, at de havde sådan nogle flinke børnebørn, og tænkte slet ikke på vores egne børn.
Kort tid efter kom der imidlertid en henvendelse fra Kristinna – om vi ikke kunne bruge en hjælper i seks timer en dag, da de havde "operation dagsværk" på gymnasiet.
Det viste sig, at det samme var tilfældet med Sarah, og vi spurgte hende, om hun ikke også kunne komme ud og hjælpe os. Det kunne hun. Så de kom begge to.
Kristinna blev sat til at pudse messing og kobber. Sarah gjorde rent på bogreolen og satte bøger i alfabetisk orden.
Vores messing har aldrig været så fint, og jeg vil ikke glemme Kristinnas fine fingre tage fat om pudsetøjet med plastikhandsker på. - eller Sarahs stærke, mobile krop, når hun flyttede rundt med sikre, solide tag på bøgerne.
Begge arbejdede de energisk og vedvarende hele dagen.
Vi blev klar over, at vi også havde børnebørn, der kunne hjælpe os, hvis det skulle være, endda effektivt.
Selv Mathias på 18 og Maria på 13 har tilbudt deres indsats.