Store urner og små bomber

Den der radio, som så ofte gør mig glad og giver mig ideer og får mig til at tænke store ting, jeg ikke tænkte før, kan også gøre mig så trist og næsten fortvivlet. Både over småting, som den hvirvler op til store, og over kæmpestore, farlige og skræmmende ting, som den lige nævner i forbifarten.

Den anden dag var det nogle urner, der ikke var kommet i jorden, der kom til at fylde meget af sendefladen. De kunne have spurgt mig, jeg skulle gerne lige grave dem ned. I dag var det bomber og angreb og flere bomber og kidnapninger i Bagdad, der bare lige blev listet op. Der skal de ikke spørge mig om noget.

Og så er der alt det, der bliver snakket om, som der ikke bliver gjort noget ved. Uha, uha, sådan en dag har jeg i dag.

Der er ellers så meget at glædes over. Ærterne er 5 cm høje, gulerødderne har lavet en fin, fin grøn række og rødbederne begynder at titte frem med deres allerede violette stængler. Må hellere tænde et lys i haven og synge Halfdans ”Noget om helte” før jeg går i seng. Lige så stille for ikke at hidse nogen op.

Mormor II

Min mormors indre univers var, hvis man forstod det ret, kaotisk. Det husede et system af tråde, ledninger, som konstant skulle justeres. Når der kom disharmoni i det system, sås det på hendes adfærd. Jeg oplevede kun konkret et tilfælde, hvor det skubbede til familiens ro og dermed min. Men jeg oplevede det ikke så stærkt som familien gjorde det.

Det var da hun fik to splinternye orangefarvede gasapparater i julegave. Det gjorde hende rasende, og de måtte hurtigst muligt flyttes ud af hendes synsvidde. De måtte slet ikke befinde sig i huset, for så var det ballade i hendes tråde. Det varede lang tid, inden hun blev normal igen. Så meget ubalance havde det skabt.

Fremmede der ikke hørte hjemme i huset og som havde ualmindelige navne kunne virke som tændsats til et indre kaos.

De skulle hedde noget helt almindeligt som Jensen f.eks.

Men for mig var hun en mild stilfærdigt nynnende kone, der sad på en stol mellem dagligstue og spisestue. Altid kiggende indad i sig selv med et lille smil på.

Så og forstå?

Løsrevet fra sin sammenhæng har en sætning fulgt mig et stykke tid nu: ”Det mulige er virkeligere end det faktiske, siger Aristoteles.” Den er bare der ved min side, smuk og spændende i sig selv. Men jævnligt deltager den også mere aktivt i det, der sker omkring mig – måske for at få mig til at forstå, hvad den betyder.

Den deltager, når jeg skal passe mit arbejde som vejleder for unge. Den er der, når jeg med kollegaer diskuterer, hvordan vi bedst gør det ene eller det andet. Den støjede i denne uge, da Anders og Gitte og Naser pludselig kunne samle folk – med et budskab om at kunne gøre det anderledes.

Den går med, når jeg tusser rundt i mit hus og retter det til, til det passer.

Den var også med i haven i dag. Jeg gad egentlig ikke rive i det blæsevejr. Gik bare op og ned ad havegangen og tænkte, at dér skal være gulerødder og dér skal være ærter. Jeg kunne næsten smage de ærter, jeg endnu ikke havde sået. Kunne høre knækket, når jeg tager ”huden” af bælgen. Så såede jeg.

Mormor.

I den kvindegruppe, som jeg har været medlem af i 35 år, er vi blevet enige om at skrive om hver vores mormor og sammenligne. Jeg har nogle fotos af min mormor fra dengang, man blev fotograferet hos dygtige fotografer.

Jeg har valgt to, nemlig et, hvor min mormors to døtre endnu ikke har nået skolealderen og eet, hvor de begge er så store, at de går i skole. To fotos, hvor min mor og moster altså også er på. Hun er her en køn og blid kvinde med et lille smil, der ikke rigtig er til at tolke. På billedet af hende som ung, ser man hendes runde kinder, og øjnene ser glade ud.

Men på det næste, hvor hun er nogle år ældre, er kinderne fladet ud, og intet "kind-æg" lægger an til et smil. Der er sket en stor ændring. Der er ingen genskin i øjnene. Min mormor ser dog naturlig og "normal" ud, men en 7-8 år efter bliver hun erklæret sindssyg. Hvorfor? Det vides ikke. Men i 90-årsalderen var hun atter helt sig selv og blev erklæret rask..

I de følgende blogs vil jeg skrive lidt om hende.

Fliserne er mine nu.

Siden jeg for 7 mdr. siden flyttede ind her, har det været som at bo i en anden mands hus.
Den overfladiske renovering af børneværelserne og de nye møbler hjalp lidt på fornemmelsen af at det nu er mit hjem.
Mit nye køkken – der ganske vist mangler en del finish – hjælper også en del. Jeg gnækker ofte tilfreds, når jeg trækker skuffer ud og skubber skuffer ind.

I weekenden fyldte jeg en trailer med mælkebøtter og tidsler, fra den have jeg ellers har fuldkommen forsømt. Jeg fik styr på et lille hjørne af haven. Satte 10 pil og såede lidt blomsterfrø. Satte en lillebitte hyld fra Høstemark på et sted, hvor den kan stå og brede sig.

Og så brugte jeg det meste af en dag på de mange slidte fliser, der gør det muligt at komme tørskoet rundt i hele haven. Rensede ud imellem dem. Fejede dem. Fandt de fliser, der lå under græsplænen. Som dagen gik, blev jeg i bedre og bedre humør, og da jeg havde fejet det sidste skidt op på skovlen opdagede jeg, at i hvert fald fliserne nu er mine.

Det kan være, at jeg nu tør give mig i kast med staudebedene og sortjorden.