Træting

Jeg tror, at jeg har været ejer af den største samling træmøbler og -hylder m.m. i dette land, - og alt er kendetegnet ved at være stort nok, kan man sige.

Inden Bent og jeg blev gift, var vores bogreoler ølkasseer. Men allerførst husker jeg, da vi skulle læse til eksamen på 24 timer. Jeg gik straks i gang med at læse for at udnytte tiden, men Bent brugte det halve af en dag til at sammentømre en liggestol med et læsebræt, som kunne svinges henover synsfeltet, mens han lå og læste.
År senere lavede Bent væg-reoler, sakaldte stige-reoler, der fulgte os mange steder hen. Aldrig skulle vi mangle noget, som Bent kunne ordne med hænderne og et stykke træ. Størrelsesforhold og water skulle være i orden, men det der med at pusle og slibe var ikke det, der blev lagt mest vægt på. Senge udfærdigede han, efterhånden som de rigtige senge gav efter for vores vægt. - Og så et par madrasser ovenpå.
Når børnene blev for store til deres børnesenge, tog Bent bestik af væggens størrelse og sømmede en seng op af den i spånplader.

I mange år havde jeg ønsket mig en solseng, sådan en med hjul, som man kunne løfte i den ene ende og køre med. Én af de her, der kostede omkring 1000,00 kroner. Han lavede en kæmpedobbeltseng, som var meget høj og så stor at vi kunne anbringe et lille telt på den. Den fyldte på terrassen. Børnebørnene synes det var herligt. Men vi skulle hjælpe dem op på den og passe på, at de ikke faldt ned igen.
En sommer bestemte Bent sig til, at nu skulle jeg have min rigtige solseng, og han lavede en anselig stor og tung enkeltseng, hvor en tredjedel af brædderne blev anbragt sådan at man kunne løfte dem til et hovedgærde. Sidste år tror jeg han blev klar over at jeg gerne ville have en af dem, der kostede penge. For han KØBTE en til mig. Ikke for at forklejne Bents, men det var nu dejligt med en der kunne håndteres af en kvinde.
Ja så har jeg jo også i flere år ønsket mig en kasse udenfor til at lægge hynder i for natten. Det problem er klaret. Han har lavet en kasse på størrelse med et mindre drivhus, åben til den ene side og oven på det store hjemmelavede hundehus. Fibertex hænger ned foran som to gardiner for at beskytte mod blæst og regn. Det virker og er stort nok til alle vores hynder.
Sidste sommer fik vi et par anselige stole med armlæn og en ryg, der er let skråtstillet. Man sidder godt i dem. Uslebne og umalede. Da de ikke er lette at flytte med, vil vi sikkert kunne have dem i mange år.

Men sidste år byggede han også et lille udekøkken til sig og sin webergrill ude i sommerhuset.
Han tog sig god tid til det, og det passer som fod i hose. Det er rigtig pænt lavet og hyggeligt at se på. Og ikke ret stort. Og så er det blevet malet.
I dag bliver han 69 år.
I mange år endnu kan han lave træting. Og der skal nok blive brug for dem.
Det er spændende, om den nye stil vil holde, men ellers bruger vi den gamle.
Tillykke til tømrerbent.

NB: Faktisk begyndte han med peddigrør til en vugge til Jens. Den har mange børn haft glæde af.

William er død.

En tidligere kollega til mig døde under en fodboldkamp. Han tog sig til hovedet, faldt om, døde. Uventet.

En anden kollega døde af kræft efter flere års kamp med den hæslige sygdom. Hendes nære havde fulgt kampen på nært hold.

Bedstefar døde i hospitalsseng. Et lårbensbrud sendte ham ind i et medicinlandskab, og som jeg husker det var hans tid på hospitalet kortvarigt. Langt nok til at vi kunne nå at besøge ham i det ukendte landskab. Bedstefar kendte til at styrke og døve sig med øl og snaps, men medicinen sendte ham et fremmed sted hen, og den mand vi besøgte var Morten, og så alligevel ikke.

Bedstemor døde også i hospitalsseng. På hospitalet i Hobro. Københavneren fra Fyn levede sine sidste dage i Hobro. Beliggenheden gjorde, at hun var til at besøge. Når vi besøgte hende var hun tilstede. For det meste var hun til stede. Så en dag var hun væk. Lå der og var væk. Var der og var der ikke.
…
Nu er William død. Han lå der – til stede og rejst videre. Familien erkendte sammen, at livet har en ende. At William ikke er mere. At familiens ældste er gået bort. At Margits ægtemand og Vibeke og Torbens far ikke er levende mere.

Familien sang en salme og bad et Fadervor. Måtte jo forlade William. Men kunne ikke forlade hinanden. Vibeke og Poul tog alle med hjem til frokost og kaffe. Sarah og Lene kom fra arbejde. Der blev talt om døden og der blev talt om livet. Om livet efter William.
…
William var rask og rørig det meste af sit liv. Først for 4 år fik han brug for læge. Siden har han været indlagt mange gange. De sidste måneder har ikke været rigtig rare – hverken for William eller for de nærmeste. Det lange sygeforløb har været hårdt og der har været god tid til at gøre sig overvejelser om tiden efter døden.
…
Jeg bryder mig ikke om at skulle døje så længe med livet til sidst, som William har måttet. Men jeg tror godt, at jeg kunne tænke mig vide det et par måneder før. Så jeg – ligesom William – kan nå at få sagt farvel (have nogen at sige farvel til) og nå at for ryddet lidt op – i papirer og andre løse ender.

Influenzaen

Influenzaen har invaderet os. Nogle bliver slået ned med et brag og bliver ligeså hurtigt raske igen. En fik det så godt, som hun ikke længe har haft det. Andre suger det langsomt til sig, er sløje, har ondt i led og muskler, der kan være lidt med maven, selv en tandbyld kan true, for igen langsomt at fortage sig.

Vi herhjemme kan slutte os til horden af de ramte.
Jeg syntes, at det var for synd for Snoopy, som nærmest lever for at gå med os i den anden ende af en snor, at den måtte undvære det. Så vi gjorde klar til gåtur. Men da vi kom ud, var det netop på det tidspunkt, at det pludselig blev en slags frysende snestorm, der gnavede i panden, og jeg måtte sige, allerede da vi nåede hjørnet, at vi skulle hjem.
Det forstod den slet ikke, men vendte om og gik slukøret med.

En halv time efter skinnede solen, vinden fortog sig, og vi mennesker kørte i biografen. Snoopy tænkte nok, at menneskene var underlige.
Men da vi kom hjem fra biografen, kom den os glad i møde. Midt i gensynsglæden sagde jeg lige så stille, at så skulle vi ud og gå nu.
Den fattede det og sprang jublende frem og tilbage, fik snor på og løb med mig for enden af snoren ud på turen. Vores vane med at sætte os på bænken i gangen og hilse og kæle kunne undværes.

Det var faktisk igen blæsende koldt, og det var sidst på eftermiddagen.
Influenzaen benyttede lejligheden og gjorde lidt sit indtog igen.
Men vi fik vores gåtur.

Talpyramiden.

Det er 10 år siden jeg hørte om den først. I Enzenbergers bog ”Taldjævlen” kaldes den talpyramiden og jeg husker den omtalt som kendt for 2000 år siden. Nu ved jeg så at den er almindelig kendt under navnet ”Pascal’s trekant”, opkaldt efter den store franske matematiker Blaise Pascal, 1623-1662. Opkaldt efter ham, men ikke først opfundet af ham; den var kendt i Kina omkring år 1000.

Talpyramiden – som jeg holder af at kalde den – består af rækker af ”sten”. I toppen 1 sten. Herunder 2 sten. Næste lag 3 sten, så 4, så 5 og så fremdeles indtil man ikke har lyst længere. Nu skal der skrives tal på stenene. På den øverste sten skrives 1. På alle øvrige sten skrives summen af de to sten, der ligger lige ovenpå. For alle de yderste sten gælder at der kun ligger en sten ovenpå, så på alle de yderste sten står tallet 1.

1
1_1
1_2_1
1_3_3_1
1_4_6_4_1
1_5_10_10_5_1
osv…

Den bliver pæn! Ja, den er pæn i sig selv, men det rigtigt spændende ved den er at den gemmer på så meget algebra. Den yderste skrå række består af 1-taller, og et kan vi alle tælle til. Den næste skrårække er jo tælletallene, den næste række trekantstal, den næste tredimensionelle trekantstal…

Ser man på de vandrette rækker dukker der kombinatorik frem, og lægger man tallene i de vandrette rækker sammen dukker computerens tal op. Og meget, meget mere – noget af det alt for svært for en dreng i 5. klasse, og noget af det så indviklet at jeg har svært ved at forstå det.

Men jeg er vild med trekanten og det er den jeg vil starte med, når jeg snart skal forsøge at få en dreng i 5. klasse til at interessere sig lidt mere for matematik.