Uoverskuelige øjeblikke

Så er jeg i gang med endnu et modul i vejlederuddannelsen: Modulet voksenvejledning. Som vanligt er jeg glad for at ”være nødt til” at læse nogle bøger, som jeg ellers ville have haft svært ved at finde tid til at læse. Jeg har det som vanlig lidt svært med undervisningen, der er af svingende kvalitet – efter min mening. Det kan være nogle lange timer, når vi møder 25 ikke lige forberedte studerende op til undervisning ved en underviser, der tilsyneladende heller ikke er voldsomt forberedt – og sikkert hellere ville have brugt tiden på noget andet.

I denne uge er det ikke engang sjovt at skulle læse. Vi skal læse et par hundrede sider af en Daniel Stern om hvordan vi får placeret ”det nuværende øjeblik” i ”den terapeutiske proces. Jeg er gået i gang, men jeg er ikke kommet ret langt. Jeg har enormt svært ved at få stoffet til at passe ind i min virkelighed. Jeg har svært ved at tage det alvorligt, når manden forklarer at han får en terapisøgende til at snakke 1½ time om det øjeblik, da hun skænkede sig en kop te samme morgen.

Jeg skal nok få læst mine sider inden torsdag kl. 9. Om ikke før, så i nat. Men indtil videre har jeg sprunget over, hver gang jeg har haft chancen. Og så forsøger jeg at forklare mig selv, at jeg ikke har haft tid. Der er jo så meget at se til: indkøb og rengøring til fredag, når mine kolleger kommer til gryderet og øl; en far, der skal have besøg; en datter, der skal køres rundt; et tag, der skal have tagpap på…

Men jeg har ikke været rigtigt bekymret, for jeg har jo hele tiden haft en plan: tirsdag ville jeg tage tidligt hjem. Aftensmaden havde jeg klar fra mandag, så det skulle jeg ikke bruge tid på. Oprydning og rengøring kunne jeg tage i læsepauserne. Indkøb og madlavning onsdag og torsdag efter arbejdstid.

Jeg satte kartoflerne over tirsdag kl. 5 og satte mig til rette i sofaen med bogen. Kl. 5 minutter over 5 ringede Poul Erik fra sin bil – jeg kunne se bilen for enden af min have – og spurgte om jeg kedede mig, for så kunne han da godt finde på noget. 10 minutter over 5 sad jeg i bilen på vej ud i verden for at pille noget stillads ned. Efter nedtagningen spiste jeg sammen med Poul Erik og Gitte.

Da jeg kom hjem kl. 8 – efter en forfærdelig masse øjeblikke – kunne jeg ikke finde motivationen til at læse videre om psykoterapi og hverdagsliv. Måske en samtale med Daniel Stern kan afsløre i hvilket øjeblik, det var, kæden hoppede af for mig.

(Jeg skal nok få læst, og det bliver jo lørdag – lørdag skal jeg slibe væggene i værkstedet – selv om jeg ikke har alting på plads til på fredag.)

at rejse......

At rejse er at leve, sagde han jo, H.C.Andersen.
Det var dengang, og de fleste af os kan nok tænke på de ord og få trang til at rejse til Berlin som vi gjorde for nylig Vi kunne nå Berlin med en rejsetid på en tre-fire timer i fly. Så er ventetider regnet med. Var det ikke livet? Rejse ud søndag, rejse hjem onsdag.
Spørg ikke om byer og landskab på vejen dertil, vi så jo kun himmel, vand og skyer, som også er et flot syn. Undervejs skiftede vi fly i København. Vi fandt ud af hvilken alenlang vej vi skulle gå for at nå udenrigsperronen og med dårlige ben og bagage forcere strækningen..
Så - en times flyvetur fra København til Berlin.
På denne sidste strækning så vi for en stund landjorden i Tyskland og kunne se, at i Tyskland findes ikke det samme lys over landet som i Danmark.
I den tyske lufthavn samlede vi vores kuffert op fra rullebåndet. Vi kendte den fra alle de andre, fordi vi havde bundet et stykke rødt snor i hanken. Vi fandt en taxa, som kørte milevidt til hotellet, men som ikke var ublu med prisen.
Hotelværelset var godt og højt til vejrs. Vi fik hurtigt besat det lille bord i rummet med computer, rejsebøger, skrivebøger, snacks og skriveværktøj.
Så vi kunne føle os hjemme.
Ellers brugte vi dagene til at tage en sightseing-tur med bus, gåture, så meget vi orkede, taxature. Vi så det flotte moderne boligbyggeri ved Sony. To gange var vi i Filharmonien til koncert. Den ene koncert var en meget stor oplevelse.
På fjerde-dagen, pakkede vi vores grej igen, som var forbavsende meget, når vi tager ferielængden i betragtning.
Udmattede kom vi hjem. Men det der med ”at rejse er at leve.” ?
Måske.
Men det var sandt at sige nok ikke til at sammenligne en rejse fra den tid med den rejse vi foretog til Berlin i 2009.

Den levende...

Jeg holder pause med Weekendavisen. Jeg har ikke tid til at læse den. Står der noget i WA de næste 3 måneder, som jeg bør læse, håber jeg at nogen klipper det ud og giver mig det.
Jeg har været abonnent på Land og Folk, Kristeligt Dagblad, Jyllandsposten, Aalborg Stiftstidende, Aktuelt og Politiken. Før jeg blev abonnent på WA har jeg ikke været særlig trofast abonnent. Stiften fik vi godt nok længe efter, at vi var holdt op med at læse den - dårlig vane. Politiken har jeg næsten været trofast overfor. Hvis jeg en dag får tid og råd til at holde to aviser, så er det nok også den jeg vil holde igen. Jeg læser den gerne på firmaets hovedkontor, når jeg er der forbi.

Jeg køber Politiken i løssalg. Jeg købte den da Ritts dagbog blev udgivet. Jeg købte den USA gik ind i Irak. Jeg købte den dagen efter 11. september, jeg købte den da Barack Obama blev præsident. Jeg køber Politiken, når der sker noget stort. På mærkedage. Jeg forestiller mig nok, at jeg vil gemme dem til eftertiden. Være med til at sikre, at historien ikke forsvinder. Med tanke på 1984 og Fagre Nye Verden.

Jeg har også købt den i dag. Sektion 3 i dag er bogen ”Jæger – i krig med eliten”, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. ”Læs bogen, som du ikke må læse”. Politiken udgiver bogen som forsvaret forsøger at stoppe udgivelsen af. Jeg har de sidste par dage fulgt diskussionerne i radioen om ytringsfrihed, demokrati og landets sikkerhed. Og ved ikke helt hvad jeg skal mene. Sådan pr. rygmarv støtter jeg nok at bogen skal have lov til at komme ud, fordi nogen af dem jeg ikke kan lide, synes det modsatte. I forhold til indholdet har jeg ikke kunnet høre ret meget, der skulle være rigtigt farligt.

Måske er det mest uhyggelige det, som en tidligere chef for jægerne gætter på, nemlig at det er danskerne, der skal ”beskyttes” mod de skræmmende oplysninger om, hvordan det faktisk foregår, når Danmark er i krig.

Politiken udgiver bogen i avisen, så vi alle kan være med til at bedømme om den skal holdes tilbage.

Hunden, vores ven

Hunden, vores ven.

 

Hunde spiser, hunde lytter, de er vagtsomme, holder øje med al ting, de er simpelthen nysgerrige.

Vi mennesker kan godt lide at blive beskyldt for at have hundetække, fordi hunden er sådan et klogt og rart dyr, som vores Beagle. Jeg har hørt nogle sige, at når de er på udflugt med mange andre Beagler, er det meget morsomt at øve sig i at kalde dem til sig med navne. Kendetegnende er der nemlig, at alle overhører kaldet og leger videre. Så man kan sige om dem også, at de er ”vil-døve”.

 De ved umiddelbart, hvem der hører til familien, allerede første gang, de møder nogle. Kærlighed som til de andre familiemedlemmer.

Derfor kan det undre mig med dens opførsel, når vi er uheldige at møde en dræbersnegl. Mennesket er nærmest oversanseligt, når det dyr dukker op, mens Snoopy i hvert fald, forholder sig helt ligegyldig over for fænomenet. Jeg må konstatere, at den spontant eller villet lukker for alle sanser og går uanfægtet videre.

Den kan stå og følge en helikopter mellem trætoppene, den kan fange fluer, løbe efter fugle. Den kan gø i timevis af et usynligt pindsvin inde i det mørke krat om aftenen.

Hvad er nu det for noget rod. Man kunne forvente, at den ville reagere med samme antipati som os.

Eller er det det den gør?

Det kunne være det største udtryk for foragt – ikke at udtrykke eller bemærke noget som helst.

Ingrid Bundgaard

 

---

Jeg beskyttes af den gratis SPAMfighter til privatbrugere.
Den har indtil videre sparet mig for at få 60 spam-mails
Betalende brugere får ikke denne besked i deres e-mails.
Hent en gratis SPAMfighter her.

Balance i tingene. Return to sender.

Vi har lavet forskellige billeder af det. Det der med at få balance i de store ting. Skærsilden er et meget godt sted at opnå balance. I skærsilden straffes man for sine synder. Der bringes balance i tingene.

Jeg forestiller mig nogle gange, at alt det, jeg har smidt ud af vinduet i bilen, når jeg kommer drønende, pludselig vil ramme mig på en gang, så jeg ikke kan se noget ud af forruden... Jeg får altid det billede på nethinden, når jeg er på vej til at smide noget ud af vinduet. Men ville det ikke være en fin måde at opretholde en balance i tingene: det du har smidt ud af vinduet, får du tilbage lige i hovedet... en dag... vi siger ikke hvilken... det skal komme som en overraskelse.

Da jeg som nyudklækket lærer skulle deltage i den årlige generalforsamling, så jeg at der deltog en hel del af de lærere, som jeg selv havde haft i folkeskolen. Mest af høflighed - men nok også for at blære mig lidt med at jeg var blevet lærer - gik jeg over til dem i pausen for at hilse. De hilste også pænt og spurgte til, hvad jeg syntes om lærerjobbet. Jeg svarede - mest af høflighed - at så let syntes jeg nu ikke det var, der er nogle af elever, som ikke er til at styre. Og så sagde de - ikke helt uden skadefryd - at det havde jeg rigtig godt af. Jeg tror ikke at jeg altid var nem i folkeskolen.

Så vidt jeg husker, smækkede jeg flere gange døren til mit barndomshjem i, råbende: "... og jeg kommer aldrig hjem mere!" Da jeg råbte det mere end en gang, har jeg jo også været nødt til at æde min ord. Udover at være et deeejligt barn, var jeg også vist også et besværligt barn. Et barn, der gav mine forældre grå hår i hovedet. Jeg tror ikke at jeg fandt ungdomsårene specielt lette og morsomme, selvom jeg også kan erindre gode ting. Mine forældre har nok heller ikke fundet mine søgende ungdomsår specielt morsomme: "Hvad skal det da blive til den dreng?" Jeg tror at de var lettede, da jeg endelig færdiggjorde en uddannelse: HF og de holdt vejret i de 4 år det tog, at få papir på at jeg må undervise andre folks børn. Nu er det mig der holder vejret og mit hår der grånes.